Alexanders ankomst til verden Mona tiggede og bad om at få noget smertestillende, men hun var for langt henne i fødslen, så hun måtte føde sin søn uden.
4282
Skrevet af Mona
Den 2. januar 2004 kl. 6:30 testede jeg positiv. Hele julen havde jeg haft på fornemmelsen, at jeg var gravid. Så da jeg vågnede tidligt den 2. januar og ikke kunne sove mere, besluttede jeg at teste. Jeg havde allerede købt graviditetstesten i starten af november, hvor vi begyndte på at prøve at få gjort mig gravid.
Jeg stod op og tog testen i skuffen og gik stille ud på badeværelset. Jeg tissede på test-pinden, og inden jeg fik sat hætten på, var der fremkommet to røde streger. Jeg var gravid! Jeg begyndte at tude, for jeg var så lykkelig. Tænk, at det var lykkedes så hurtigt. Jeg gik ind og fortalte den gode nyhed til min kæreste. Han blev også vildt glad, men ville altså godt sove lidt mere. Men jeg kunne ikke sove mere :o)
Min graviditet forløb forholdsvis fint. Jeg havde termin den 4. september 2004. Jeg begyndte desværre at bløde midt i graviditeten og fik utroligt mange plukveer. Derfor blev jeg sygemeldt fra mit arbejde i uge 25. Lægerne var bange for, at jeg skulle føde for tidligt. Så de sidste 15 uger af graviditeten skulle jeg helst blive i min seng eller på sofaen.
Det var lidt hårdt, men jeg slappede selvfølgelig af, så meget jeg kunne. For jeg ville gøre alt for, at min lille baby voksede sig stor og stærk inde i maven. Heldigvis begyndte jeg ikke at bløde mere, og jeg gik næsten hele graviditeten ud.
Da der var ca. 2 uger tilbage af graviditeten, begyndte jeg at få utroligt ondt i mine nyrer. Jeg fik anfald af voldsomme smerter. Den 20. august blev jeg indlagt på Roskilde Sygehus med store smerter. De troede, at jeg havde nyresten. Jeg fik smertestillende og en seng at sove i. Det blev dog ikke bedre, så jeg fik en tid til en nyrescanning.
Scanningen viste, at den lille trykkede voldsomt på begge mine nyrer. Dette var årsagen til smerterne. Det blev derfor besluttet, at fødslen skulle sættes i gang den 23. august 2004. På grund af travlhed på fødegangen blev det dog rykket til den 24. august.
Kl. 08:00 mødte jeg og min kæreste op på afdeling G73 på Roskilde Sygehus til igangsættelse. Vi var begge meget spændte og også lidt bange. Det hele var lidt uvirkeligt. For nu var der ikke lang tid til, at vi skulle se den lille dreng, som jeg i 38 uger havde båret i min mave. Det var bare for vildt!
Kl. 08:30 blev jeg undersøgt og fik kørt en strimmel. Den lille havde det rigtigt godt, så jeg fik lagt en stikpille. Så fulgte flere timer, hvor jeg følte, at der ikke skete en pind. Jeg kunne ikke mærke noget til nogen veer. På de strimler, der blev kørt i perioden, kunne jordemoderen dog se, at der så småt var kommet gang i veerne, men jeg kunne ikke mærke dem.
Efter frokost besluttede jordemoderen, at vandet skulle tages. Så omkring kl. 14 blev jeg undersøgt, ca. 2 cm åben, og vandet blev derefter taget. Det var helt klart. Derefter kom der gang i veerne. Dog ikke værre end, at jeg sagde til min kæreste, at "dette er jo nemt, de veer gør jo overhovedet ikke ondt".
Det har vi grinet af siden. For 2 minutter efter vendte den lille sig, så der røg mere vand ud. Dette satte for alvor gang i veerne. Nu kunne jeg mærke det. Jeg fik dem fra start af med ca. 1½ minuts mellemrum. De var så kraftige, at jeg åbnede mig fra 2 til 8 cm på et par timer.
Jeg gik næsten helt i panik. Jeg følte ikke, at jeg kunne få luft. Det gjorde så ondt og var sådan en voldsom følelse i kroppen. Jeg blev hurtigt flyttet over på fødegangen (omkring kl. 16:10). Jordemoderen var lidt overrasket over, at det gik så hurtigt, når nu jeg var førstegangsfødende.
På fødestuen fik jeg et klyx. Det var ikke så ubehageligt, som jeg havde ventet. Jeg fik kørt en stimmel og blev undersøgt. Jeg var på dette tidspunkt mellem 8 og 9 cm åben. Den lilles hjertelyd dykkede lidt, så der blev sat en elektrode på dens hoved, så hjertelyden bedre kunne måles.
Jeg fik ilt men ikke noget smertestillende, selvom jeg tiggede og bad om det. Men nej, jeg var for langt henne i fødslen. I dag er jeg lidt stolt over, at jeg kunne føde uden smertestillende, så jordemoderen er tilgivet.
Omkring kl. 17:20 var jeg 10 cm åben og fik presseveer. Det var en underlig fornemmelse. Faktisk så forsvandt alle smerter. Jeg følte, at jeg skulle på toilettet og have afføring. Jeg pressede og pressede. Var oppe at stå, sad op, lå ned og sad op igen. Den lille ville bare ikke ud. Hovedet stod i skedeåbningen i næsten 45 minutter.
Jeg bad om at blive klippet for at give bedre plads. Mine presseveer var begyndt at aftage, så jeg bad også til sidst om at få lagt en sugekop. Der blev derfor tilkaldt en læge. Lige inden koppen skulle lægges, fik jeg en kæmpe presseve. Jeg pressede så hårdt, at jeg nærmest skød min lille dreng ud.
Han blev født (uden brug af kop) kl. 18:43. Han kom med det samme op på min bare mave. Han var (og er) helt perfekt. 50 cm lang og 3.200 gram. Den dejligste lille dreng.
Fødslen var en stærk oplevelse, men jeg gør det gerne igen. For der er ikke noget mere magisk i denne verden, end at få lagt en varm lille nyfødt op på maven efter alle anstrengelserne. Det er bestemt hårdt at føde, og det gør utroligt ondt. Men alle smerterne er hurtigt glemt, når man endelig efter 9 måneder kan se sin nyfødte i øjnene og bare føle sig så lykkelig.
Relaterede artikler
© 1999-2025