Suppehønen skriver i debatten:
I morgen er jeg 41 uger henne og var lige til blodtrykstjek på Skejby i går. De vil sætte mig i gang i uge 41, fordi jeg er for fed :-) BMI over 35.
Jeg har altid forsvoret, at det skulle jeg ikke, men i går kunne jeg mærke, at jeg trænger til at få ham ud nu. Jeg vil gerne have det overstået og vide, at han har det godt. Så jeg sagde ja.
Nu sidder jeg og venter på, at de ringer og fortæller mig, hvornår det skal ske. Det er jo helt vildt.
MEN, er der nogen herinde, som har født med igangsættelse, som kan fortælle mig, at det har været et godt forløb, uden at man er bristet i hoved og røv, fordi det lige pludselig er gået stærkt? Det er nok det, jeg frygter mest, at gå voldsomt i stykker, jeg har jo aldrig fået et sting før.
Ann#
Jeg er blevet sat i gang alle 3 gange. Nicklas og Athenas fødsler tog 4 timer begge 2. Især med Athena gik jeg meget i stykker, men hun stod også skævt i bækkenet. Zackarias tog 2 timer, og jeg havde været i seriøse problemer, hvis jeg ikke havde været indlagt på svangreafdelingen. Der var nemlig en jordemoder der, som sagde, at jeg var i fødsel. Jeg mærkede intet selv før helt til sidst. Han kom i en presseve. Jeg bristede slet ikke. Jeg har stadig lidt ondt af den jordemoderstuderende, der tog imod Zaki. Det var hendes første fødsel, som hun skulle skrive en opgave omkring. Svært at skrive meget, når det hele sker så hurtigt :-D Jeg blev sat i gang i uge 40+6, 39+0 og 38+0. Alle 3 har været 4.100 gram og 53 cm. Igangsættelse behøver ikke betyde, at det går hurtigere. For nogle tager det stadig dagevis, hvis det er en trøst :-D
Iben
Hvor må det bare føles som endeløs venten. Jeg håber, den lille snart beslutter sig for at komme ud. Her har jeg prøvet igangsættelse 3 gange og har været diverse forskellige metoder igennem. De sidste to gange er det startet med drop, som er vestimulerende, og det vil du nok også få, da du har født før. Jeg er ikke nogen af gangene bristet særlig meget. Har ikke skulle have mere end 1-2 sting. Det kan også sagtens ske, at din krop undervejs selv tager over, og du får egne veer, så de kan skrue lidt ned eller fjerne droppet. Man må sige, at du er ved at være moden til en fødsel, så der skal nok ikke så meget lokkeri til, før han titter ud.
Grunert
Ingen bristninger. Her ved nr. 3 blev jeg sat igang 2 uger før termin. De tog vandet, og så gik det helt af sig selv. Ingen sygninger overhovedet, selvom han var stor (4.100 gram).
bullen
Min igangsættelse endte med et akut kejsersnit. Jeg kan ikke huske %-delen, men det er der vist en del igangsættelser, som gør. Men det gik fint nok, og vupti kom en Filippa ud. Jeg synes ikke, at selve forløbet gik stærkere med igangsættelsen. Jeg fik prikket hul på vand + en stikpille, og ca. 3 timer efter begyndte mine veer. Efter det var det samme forløb som ved en normal fødsel. Det endte med akut kejsersnit, fordi Filippa stod pil-skævt i mit bækken, og fordi hun havde en puls på 200. Men det har ikke nødvendigvis noget at
gøre med, at jeg blev sat igang. Pøj pøj.
MAMAM
Jeg har født 2 gange ved igangsættelse. Begge gange med stikpiller. Vandet er dog også gået af sig selv begge gange efter 1½ døgn. 2. gang fik jeg også vedrop, og det var meget
begrænset, hvad jeg gik i stykker 2. gang. 1. gang skete der slet ingen ting.
R73
Jeg er ikke blevet igangsat, men er ved begge mine fødsler sprækket en smule og er derfor blevet syet med et par sting. Det er IKKE noget at frygte, så det skal du slet ikke bruge energi på. Selvfølgelig kan man mærke det, men med et skønt nyfødt vidunder på maven er fokus et helt andet sted. Så pøj pøj med det hele. Kan godt forstå, at du snart trænger til at have ham i dine arme. Jeg ønsker jer alt det bedste med jeres nye lillebror.
Chael
Ja, lynfødsel her. Jeg blev sat igang med sønnikke, da jeg var 38+0. Det tog 3½ time, fra de tog vandet, og til han var ude. Nemt men meget smertefuldt. Den sidste halve time havde jeg ve-storm. Pøj pøj med fødslen.
Malene
Er blevet sat i gang 2 gange 14 dage før termin. 1. gang fik jeg stikpiller af 2 omgange med 4 timers interval. Der skete nada. Pludselig kl. 22 går vandet, mega smerter og ud kommer Jonas efter 39 minutter. Det gik MEGET stærkt. Ingen bristninger. 2. gang fik jeg 1 stikpille, og så sker der ikke så meget. Jeg får taget vandet ca. 24 timer efter stikpillen, og ca. 3 timer efter er Rasmus ude. Stille og rolig fødsel, og jeg blev syet med et enkelt sting. Det var min 3. og 4. fødsel. Held og lykke.
lotusmusen
Jeg er blevet igangsat med begge drengene. Med nr. 2 gik det MEGET hurtigt. Jeg fik taget vandet. 45 minutter efter var der ikke rigtigt nogen veer, så fik derfor ve-drop. Derfra tog det under en time, til han var født. Det eneste, der sprækkede på mig, var en i hver indre skamlæbe, og de fik så et sting hver. Held og lykke med det.
Camilla
Jeg blev sat igang, da jeg ventede min søn. 14 dage over tid fik jeg sat en stikpille op (om morgenen). Først hen imod middag fik jeg småveer. Kl. 13.30 var jeg sikker på, at det VAR veer. De var dog ikke slemme, og jeg kunne slappe af derhjemme, spise frokost og fordrive tiden med en film. Jeg måtte op og vralte lidt rundt ind imellem, men det var slet ikke slemt. Langsomt blev de værre og værre, men ikke noget voldsomt. Jeg spiste også aftensmad hjemme med få pauser, hvor jeg lige måtte op og stå. Hen imod aftenen bed de mere og mere, og omkring midnat var der ca. 5 minutter imellem, og vi kørte på hospitalet. Natten igennem kørte alting, som det skulle. Jeg åbnede mig ca. 1 cm i timen. Det var selvfølgelig hårdt, men alting var, som det skulle være. Til sidst trak det godt nok ud, da han stod skævt i bækkenet, men det havde jo ingenting at gøre med, at jeg blev sat i gang. Han blev født kl. 9.24 næste morgen, altså 20 timer efter, at jeg blev sikker på, at det var veer. Så ingen lynfødsel her og ej heller en træls fødsel. Alt gik stille og roligt sin gang, og på intet tidspunkt følte jeg, at jeg ikke "var med". Så bare tag det roligt. Det kan sagtens gå helt roligt for sig, selvom man bliver sat igang. Held og lykke.
LeAn
3 børn og 3 igangsættelser med lidt forskellige forløb. Igangsættelse som sådan giver absolut ikke en lynfødsel. Det sætter tempoet op, hvis man får ve-drop, og det har jeg fået ved første og sidste fødsel. Jeg har skullet syes alle 3 gange, men på ingen måde noget dramatisk. Den yngste kom ud med hånd ved kind - det var der ikke lige plads til. Nå ja, ved nærmere eftertanke fik jeg ikke stikpille(r) ved nr. 3. Jordemoderen prikkede hul på vandet, og det tæller som igangsættelse. Hvor lang tid, der går fra igangsættelse til fødsel, afhænger af, om man er flergangsfødende, og hvorvidt barnet er klar til at blive født. Held og lykke.
Har du prøvet at få sat fødslen i gang? Skriv om dine erfaringer i kommentarfeltet herunder.
01-08-2011

|