Skrevet af Randi
Fredag den 30/9-2005 havde jeg købt en test og ventede kun på, at Pede kom hjem, så jeg kunne tage den.
Jeg tog testen og ventede i 2 minutter - 1 streg. Hmm, jeg lagde den ned i pakken igen og gik ind til Pede og sagde: "Negatiiv".
Jeg mente ikke, det kunne passe, da jeg var gået meget over tid. Så jeg rejste mig, tog testen ud og kiggede igen - nu var der to streger. Jeg sagde til Pede, han lige skulle rejse sig og kigge. Han blev ved med at sige "lad mig nu se", men ville lige stå i noget godt lys, så man virkelig kunne se det. Der var 2 nu.
Vi hoppede af glæde og krammede og rullede rundt i sengen og smilede helt vildt. Vi gik over og fortalte det til min mor. Hun kom med udtrykket: "Du ved ikke, hvad du går ind til" og alligevel med et smil på læben.
Bagefter fortalte vi det til min lillesøster. Hun blev også sådan helt "ej lad mig se", og udenfor til min far, han smilede også bare. Det var skønt, at de ikke bare hakkede os helt vildt ned.
Vi skulle ned i byen, men det tog lidt, for Pede havde det lidt svært med at se mine forældre i øjnene, efter jeg havde fortalt dem det. Men siden da snakker han og mine forældre bedre end nogensinde.
Vi tog ned i byen og købte en test mere til dagen efter. Jeg stod tidligt op lørdag morgen den 1/10-2005. Jeg havde ikke sovet særlig meget, fordi jeg bare måtte se den prøve. Jeg tissede på pinden og stod og stirrede.
Jeg ventede igen for kort tid (da der kun var gået nogle minutter, hoppede jeg ind i seng igen). Men jeg måtte lige rejse mig 5 minutter efter og dobbelttjekke, og der var der 2 streger igen som dagen før.
Jeg vækkede forsigtig Pede og sagde "god morgen, du skal være far, der er to streger igen". Vi tog til lægen mandagen efter og fik at vide, at jeg var gravid, og de spurgte mig om, hvad jeg så ville. Jeg fortalte, at jeg ville beholde barnet og altså gennemføre graviditeten.
Der gik det virkelig op for os begge to, at vi skal have en lille. Der er så mange ting, der bare kører nu, og jeg ønsker bare det fortsætter. Vi får lavet værelset 100% i stand og et rigtig flot badeværelse. Ja, man kan vist roligt sige, at alt er ferfekt.
Vi stod op til en næsten almindelig morgen. Jeg havde voldsomme smerter i maven. Jeg ville nævne det for jordemoderen, når vi kom op til hende senere. Vi spiste lidt, jeg skrev et tillykke kort til min mor, hvorefter vi kørte.
Kl. 10.40 var vi hos jordemoderen. Vi troede, det var som sidst - bare et tjek og lidt snak, men nej. Hun satte en lyttedims på min mave, så vi kunne høre vores lille barns hjerte. "Duk, duk, duk, duk, duk". Det slog bare så hurtigt og perfekt (hvilket jordemoderen sagde var godt).
Der gik det op for Pede, han skulle være far. Havde han ikke holdt igen, var der røget en tåre. Jordemoderen skulle så mærke på min mave. Men det gjorde ondt, meget ondt. Jeg forklarede hende, at lige pludselig aftenen inden begyndte det at gøre meget ondt, og det var så de smerter, jeg stadig havde. Hun rørte så mere forsigtigt. Livmoderen var blød, som den skulle være, og hun kunne ikke lide, at hun ikke kunne fortælle mig, hvorfor det gjorde ondt.
Hun ringede over til skadestuen og sagde: "Du skal akut derover NU!". Vi blev skide bange for, der nu var noget galt. Vi havde lige hørt dens lille hjerte slå så fint og nu? Vi tog vores ting, fik en ny tid og kørte på skadestuen. Det lå lige overfor, så vi var der hurtigt.
Kl. 10.55 meldte jeg, at jeg var kommet. Et split-sekund efter kom en sygeplejerske og bad os gå med. Vi blev ført ind på en stue og blev bedt om at skifte til hospitalstøj. Sygeplejersken gik nogle minutter og kom så igen. Hun målte blodtryk, tog min temperatur og mærkede på min mave og skrev journal.
Herefter gik der lang tid, før vi igen så hende. Hun kom igen kl. 11.30, hvor hun blot sagde: "Lægen kommer klokken 12". Pede prøvede at muntre mig op, og ligeså prøvede jeg med ham, men stemningen var ikke rar, så det var svært. For hvad var der nu galt?
Kl. 12 kom lægen. Man skulle lytte godt efter, for hendes dansk var ikke så godt. Men vi forstod det da. Hun lyttede på lungerne, tog blodtryk og spurgte til, om jeg var faldet her for nyligt eller havde blødt. Men nej, jeg var kun faldet ugen forinden ned på ryggen. Hun mente ikke, det var det, der medførte den vilde smerte i min mave.
Hun fortalte, hun ville have mig yderligere undersøgt, så jeg skulle scannes og have en underlivsundersøgelse, lave urinprøve og have taget blodprøve. Hun smuttede så igen og sagde, at jeg ville blive hentet af en portør og kørt op på 9. sal (gynækologisk/svangreafdeling).
Kl. 12.30 blev jeg kørt op, og Pede gik selvfølgelig med. Der ventede vi så igen. Sengen med mig i og Pede blev bare plantet på gangen, og vi skulle så vente der. Ventetiden var lang. Jeg skulle sådan tisse, men måtte ikke, før sygeplejersken kom med sådan en, jeg kunne lave prøven i. Kl. 13.15 kom hun endelig. Ud på toilettet. Nu gjorde det også ondt i maven, bare jeg gik.
Kl. 14 blev jeg endelig kaldt ind på en stue. Lægen, som dårligt snakkede dansk, sagde til mig, at de var bange for, det var en spontan abort, der var gået igang, eller en alvorlig infektion. 2 sygeplejersker, 1 læge og kæresten var inde på stuen, da jeg skulle have den gynækologiske undersøgelse.
Hun scannede først på min mave. Vi kunne se den lille - så livlig og rask. "Den lille fejler intet", sagde hun. Det må være noget andet så. Til vores trøst fik vi et billede. Sygeplejersken, der stod og kiggede på, sagde pludselig: "Det er da en dreng, hva'? Det kan man da se". Jeg blev helt paf. En dreng? Endelig en, der gad at sige, hvad det var. Hun kiggede ned på mig og sagde: "Vil I vide, hvad det er da?". Vi sagde begge ja, og da sagde hun igen, at det var en dreng.
Lægen stoppede scanningen, og jeg kom op i bøjlerne med benene. Nu skulle jeg undersøges op gennem skeden. Årh, det var ikke rart. Lægen rendte ind og ud og snakkede konstant i telefon, mens jeg lå der med benene oppe i bøjlerne uden noget på bortset fra en hospitalstrøje.
Da hun endelig begyndte, gjorde det så ondt, bare det hun rørte med en finger. AV! Hun stak derefter et instrument ind, og der knækkede jeg sammen. Jeg græd og hulkede. Den smerte var ikke til at holde ud. Jeg var så øm dernede. Hun stoppede med det samme og tog det ud.
Jeg kom til mig selv lidt efter og forklarede, at det magtede jeg ikke, da det gjorde for ondt. Hun hentede en overlæge, og han mærkede også på min mave og spurgte en del om alt muligt. Han spurgte så: "Må jeg prøve at undersøge dig gynækologisk?". Jeg svarede bare nej, for er der noget, jeg ikke vil, er det undersøges af en mand. Så hellere "bide i det sure æble" og prøve igen med den kvindelige læge. Han fortalte, det var skide flot, at jeg gad forsøge igen.
Jeg smuttede på toilettet, for jeg skulle sådan tisse igen. Da jeg kom tilbage, sagde den ene sygeplejerske, der nu kun var tilbage sammen med lægen og Pede: "Vi har fundet et jomfru-instrument, vi kan bruge. Det er ikke så stort". Jeg kiggede lige hurtigt på det, og jo, det var meget mindre end det andet, de brugte.
Jeg lagde mig, trak vejret stille og roligt og tog dybe indåndinger for at hjælpe mig selv. Jeg holdt Pede i hånden og kunne nu mærke, hun gik igang. Mindre end det andet var det dog, men jeg var så øm så øm, at det igen gjorde ondt. Jeg klemte Pedes hånd. Jeg måtte gøre det for min og den lilles skyld.
Jeg holdt smerten i mig, en tåre røg ned ad kinden. Jeg drejede hovedet væk, hun skulle ikke stoppe, sagde jeg, jeg ville have det overstået. Hun fortsatte og sagde: "Det er flot af dig". Hun kiggede op til livmoderen. Den var fin lukket, som den skulle være. Hun podede mig på livmoderen to gange, tog instrumenterne ud og skulle nu pode mig i urinrøret. Det gjorde endnu mere ondt end det andet, men jeg bed det i mig og klarede det.
Jeg var så lettet, da det var overstået. Jeg havde ligget der i en time, og nu var det overstået. Jeg tog trusser på og satte mig hen og snakkede med lægen. "Om 10 dage får du svar, men vi vil gerne se dig til undersøgelse igen. Du får brev, når det er". Hun fortalte os, de havde podet for klamydia, blærebetændelse, blindtarmsbetændelse og andre infektioner.
"Gør det mere ondt, eller bliver smerten ved, skal du komme igen. I må nu tage hjem", sagde hun. Vi gik ud og jeg fik mit almindelige tøj på. Jeg ringede til min mor, som var så bekymret og bange for, hvad der var sket, og måtte så forklare alt sammen. Ud til bilen og hjem. Nu skal vi bare vente på svarene.
Pede, tak fordi du var så tapper og var der for mig!
14-02-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025