Da min fødsel blev sat i gang Betinas fødsel blev sat i gang med stikpiller 2 dage efter terminen.
10131
Skrevet af Betina
Jeg skulle sættes i gang med stikpiller fredag den 13. maj kl. 8 på Næstved Sygehus 2 dage efter terminen.
Der havde været stor uenighed om, hvad hun vejede, både blandt læger, jordemoder og scanninger, så efter sidste scanning på terminsdagen mente de, at hun kun havde taget 110 gram på på 14 dage. Så Næstved Sygehus besluttede at sætte mig i gang.
Vi skulle møde op på sygehuset kl. 8, men vi var der først kl. 8.20 på grund af morgentrafikken. Jeg fik afleveret min vandrejournal og blev ført videre til venteværelset.
Omkring kl. 8.45 blev vi ført videre til et observationsrum, hvor jeg skulle ha kørt en CTG. Der sad vi (eller jeg lå) og så TV, indtil Kim ved 10-tiden gik op og fik sig en smøg. Jeg blev så undersøgt imens.
Det viste sig, at jeg faktisk allerede var 3 cm åben og ingen livmoderhals, da jeg kom ind (jeg havde dog ingen veer eller nogen tegn på fødsel), så de besluttede i stedet at forsøge at tage vandet. Så jeg blev ført videre til fødestue 1.
Kim kom ned. En jordemoder kom ind og fortalte lidt om, hvad der nu skulle ske. Der ville komme en social- og sundhedshjælper ind og tage min temperatur og blodtryk og give mig et lavement.
Ikke ret lang tid efter kom der en ind. Jeg blev undersøgt og fik lavement og ventede så bare på, at der skulle komme en jordemoder og tage vandet.
Jeg lossede Kim op og hente mine futter i bilen og noget læsestof i kiosken, da vi troede, det ville tage lang tid.
En ung jordemoder nåede at komme i mellemtiden for at tage vandet. Så kl. 10.45 blev der prikket hul på fostervandet. Der kom ikke så meget, da Savannas hoved lå i vejen, så jeg blev bedt om at gå lidt rundt, så det kunne sive. Men det var klart og flot. Så vi gik ud og fik os en smøg. Så begyndte vandet ellers at sive. Vi gik tilbage til fødestuen igen.
Kl. 12 begyndte mine veer så småt at komme. De var dog langtfra stærke eller noget. Det var sådan set bare som at have sin menstruation. Så jeg sad bare og læste Se & Hør, imens Kim fik sig en lille lur i stolen ved siden af sengen.
Kl. 12.25 blev jeg undersøgt af jordemoderen igen. Jeg var nu 3-4 cm åben. Jeg havde stadig ikke rigtig veer, så jeg fik endnu engang lov til at gå op og ryge, bare jeg lovede at komme ned, inden jeg fik presseveer.
Så vi gik op og fik os en smøg. Mine veer nev nu lidt mere, men stadig ikke noget, jeg ville beklage mig over. Jeg kunne stadig rende rundt så let som ingenting.
Kl. 13 får jeg lidt veer, der er lidt stærkere, men ikke noget vildt endnu. Jeg beslutter mig for at ligge og slappe lidt af på sengen, imens Kim snupper sig en lur i stolen ved siden af igen.
Kl. 14 beslutter jordemoderen sig for at sætte en CTG i gang for at tjekke Savannas hjertelyd og mine veer. De er nu begyndt at tage rigtig godt til i styrke, og det begynder at gøre virkelig ondt.
Jeg bliver tilbudt smertelindring, men takker nej. Jeg mente godt, jeg kunne klare det lidt endnu. Kim er nu også vågnet og er nu med mig hele vejen igennem.
Kl. 14.15 blev jeg undersøgt igen. Jeg var nu 5-6 cm åben og begyndt at bløde en lille smule efter undersøgelsen. Jeg får dog at vide, at hvis jeg ikke rigtig vil åbne mig så meget mere indenfor den næste halve time, så vil hun sætte et vedrop til, så det kan skride lidt hurtigere frem.
Den tanke var jeg slet ikke vild med, da jeg synes, det gør virkelig ondt nu og vidste, at et vedrop ville få det til at strømme med veer uden ret mange pauser. I stedet for knuser jeg nærmest Kims fingre under veerne.
Kl. 14.50 har jeg konstant veer, og de gør bare så ondt. En mindre pressetrang begynder at melde sig, men jeg er endnu ikke åben nok, så nu er det virkelig i gang med at styre vejrtrækningen, så jeg ikke presser. Men hold da kæft hvor var det svært.
Jeg bliver undersøgt igen og er heldigvis 7-8 cm åben, så der bliver ikke mere snakket om vedrop. Jeg bliver i stedet bedt om at gå på toilettet, og klarer at tømme blæren uden problemer.
Kl. 14.55 beder jeg om smertelindring, da jeg simpelthen ikke kunne klare mere nu. Jeg får tilbudt lattergas for at gøre mig en smule "skæv", og jeg takker ja. Men at få den maske ned over mig giver mig mere pressetrang, og jeg beder om at få den fjernet igen.
Kl. 15 får jeg 4 nåle sat i maven for smertelindring samt en varmepude. Nålene får lidt af smerterne over i lænden. Min pressetrang er der nu mere og mere, og jeg kan simpelthen snart ikke holde det ud længere.
Kl. 15.05 kan jeg ikke mere. Min pressetrang er nu så stor. Jeg bliver undersøgt og er nu 9 cm åben. Jordemoderen beslutter sig for at hjælpe mig med at åbne mig den sidste centimeter ved at massere min livmoder indefra. Jeg åbner mig den sidste centimeter ved hjælp fra hende, og får nu endelig langt om længe lov til at presse, og presset bliver der.
Det var bare en enorm lettelse. En jordemoderstuderende kommer ind, da der er vagtskifte, og hjælper til det sidste stykke vej. Den jordemoder, der havde været der hele vejen igennem, bliver dog også og hjælper.
En sygehjælper kigger lige ind men bliver bedt om at blive, da der nu ikke er så lang tid, før hovedet er ude. Jeg presser og presser og får nærmest skreget mig igennem den sidste del af fødslen. Jeg synes, det var værre denne gang at føde hovedet, end da jeg fødte Shania.
Kl. 15.19 føder jeg lille Savanna, der får Apgar-score 10/1 og 10/5. Hun var helt indsmurt i fosterfedt men skide skøn og dejlig. Kim får lov til at klippe navlesnoren. Hun vejede 3.100 gram og var 50 cm. Så lille og perfekt.
Moderkagen blev "født" kl. 15.30. Men nogle sener sad stadig fast oppe i mig, så den jordemoderstuderende og sygehjælperen måtte makke lidt for at få den helt fri. Men ellers var det et pragteksemplar af en moderkage på 675 gram.
De stødte dog på et andet problem. Min livmoderhals faldt med ud under fødslen, så den måtte de skubbe på plads igen. Det tog sin tid og gjorde virkelig ondt, da en skulle skubbe den op med hånden og den anden presse ned i min mave med hånden og skubbe op. AV AV!
Derefter blev jeg syet med i alt 4 små knuder, hvoraf de 2 af dem var i den ene skamlæbe - det gjorde sateme ondt (undskyld utrykket).
Savanna bliver lagt til brystet og sutter bare så flot.
Jeg synes, fødslen var vidunderlig, men den måtte dog godt have varet lidt længere, da jeg ikke rigtig synes, jeg kunne nå at følge med min krop.
Relaterede artikler
© 1999-2025