Skrevet af Jeanette
Min graviditet var lidt problematisk. Hvad der var i vejen, fandt alverdens læger aldrig ud af. Men jeg var hele tiden meget træt og besvimede meget let. Derfor var jeg sygemeldt, fra jeg var ca. 4 måneder henne.
Dagene blev brugt derhjemme, hvor jeg bare slappede af. Jeg havde termin den 9. november 2002 dagen efter min egen fødselsdag.
Jeg gik over tiden, og den 15. november var jeg på Næstved Sygehus, fordi der skulle kontrolleres, om der var nok fostervand. Det hele så fint ud, så jeg blev sendt hjem igen med besked om, at jeg skulle komme til igangsættelse den 22. november.
Dagene gik, og jeg var meget spændt glædede mig meget til at se dette lille menneske, der havde boet inde i mig i 9 måneder.
Den 20. november begyndte jeg at have ondt ligesom menstruationssmerter, og derfor ringede jeg til Næstved Sygehus i den tro, at det var veer. De ville gerne se mig, og så begyndte den lange køretur, synes jeg i hvert fald. Av av - 10 minutter i en bil.
Da jeg kom, blev jeg godt modtaget af et par jordemødre. De sagde, at de ville køre en strimmel for at se, om det var veer, og kontrollere om jeg havde åbnet mig. Jeg var 1 cm åben. Jeg havde veer, men de varede ikke længe nok til at kunne udrette noget. Derfor fik Tom (Steffens far) og jeg lov til at overnatte, da jeg skulle være under observation.
Om morgenen, da vi blev vækket, var der ikke noget. Jeg havde det helt fint, og der var ingen veer eller noget, der lignede.
Derfor spurgte en af de jordemødre, der var på morgenholdet, om jeg ville sættes i gang. Der takkede jeg nej, da der jo alligevel kun var et døgn til, at jeg alligevel skulle. Jeg ville helst have, at det skulle starte af sig selv.
Så vi kørte hjem med besked om, at vi skulle gå hjem og dyrke noget sex, da der er et stof i sæden, der kan hjælpe med at sætte en fødsel i gang. Det gjorde vi så. Det meste af dagen lå vi bare i sengen og hyggede med en masse film.
Natten til den 22. sov jeg ikke rigtig godt. Kroppen kunne ikke finde hvile, men det havde jeg jo så tit prøvet i hele graviditeten, så det var der ikke noget mærkeligt i.
Klokken 8 skulle vi være på sygehuset. Lidt skidt morgen, for jeg havde det ikke så godt. Så jeg tænkte lidt ved mig selv, at det nok så småt var startet.
Da vi ankom til sygehuset, sagde de det samme som sidst. Der skulle køres strimmel, og der skulle kontrolleres, om jeg havde åbnet mig.
Og der fik jeg den bedste nyhed. Jeg havde åbnet mig 6 cm, så nu var der kun 4 cm igen. Og det gjorde jo ikke ondt, hvis det var veer, jeg havde haft i nat.
Så ringede Tom og jeg til min mor, som jeg VILLE have med til fødslen, for at sige, at nu kunne hun komme. Uha, hun havde travlt. Hun skulle jo holde julefrokost for tøserne samme aften, så hun sagde: "Jeg dækker lige bord, og så kommer jeg". Klokken ca. 11 var hun der.
Lige efter hun var kommet, tog de vandet, så der kunne komme lidt mere skub i tingene. Der var meget vand, og det var helt klart.
Da vi kom ind igen, kom jeg op i et fødekar, da jeg gerne ville føde i vand, da min kusine Charlotte havde haft en meget god oplevelse med dette, da hun fik sin datter Cecilie. Det var dejligt at sidde der i vandet, og det var godt mod smerterne.
Der sad jeg så og talte med mor og Tom, og en gang i mellem kom en jordemoder og så til mig. Alt så godt ud, og hun sagde, at jeg klarede veerne flot.
Tom var super. Han tænkte hele tiden på mig, og om hvordan jeg havde det bedst. Han glemte helt sig selv, men der kom min mor ind i billedet. Hun sørgede nu for, at Tom fik noget at drikke osv. For på dette tidspunkt havde jeg ikke rigtig brug for hende. Der var det kun Tom, der duede.
Lige pludselig gik det stærk, så havde jeg åbnet mig 9½ cm og manglede kun en sølle ½ cm, som jordemoderen prøvede at massere op - av av.
Og så trak jeg mig sammen og var nu kun 4 cm åben. Øv, det var trist, for så var der ikke så meget at gøre. Jeg skulle op af det dejlige vand, op på briksen, og så fik jeg et ve-drop, og det gjorde #¤&%# ondt.
Efter nogle timer i "helvede" fik jeg presseveer. Jeg pressede og pressede, og intet hjalp. Så fik jeg for alvor brug for både Tom og mor. De måtte sidde på hver sin side af mig, så jeg kunne holde (mase) dem begge i hænderne. Da jeg havde presset i ca. ½ time, begyndte de at tale om en sugekop. Der var efterhånden kommet en del læger og sygeplejersker ind, og jeg tænkte: "Hvad sker der her?".
Sugekop, havde jeg hørt, var noget af det værste. Det var den måde, hvor man lettest kunne revne. Så jeg tænkte, at nu gav jeg ALT, hvad jeg havde, og så kommer barnet. Men nej, sådan var det ikke.
Klokken 17.45 blev sugekoppen sat op i en presseve, som stoppede med det samme, og så kom der endnu et problem. En sugekop må ikke tages ud, før barnet kommer. Der lå jeg så og ventede på, at der kom endnu en presseve.
Den kom, og kl. 17.47 var der noget blåt, der kom ud af mig, og jeg siger til min mor: "Der er noget i vejen". Men der beroligede min mor mig og sagde, at det "bare" var navlestrengen, der var rundt om hans hals, og lidt efter lå han på mit bryst.
Lige fra første øjekast syntes jeg, at han lignede min daværende svigerfar, så selvfølgelig skulle han hedde det samme som ham, Steffen.
Da jeg var blevet færdig med at blive syet, ca. 40 sting, kørte min mor hjem. Hun havde jo gæster...
Lidt efter kom min far og mor Helle. De havde en masse gaver med, bl.a. en STOR lastbil. Min far har altid kørt lastbil, så der er grunden nok til denne gave.
De tog med Tom og jeg op på barselsgangen, og ca. ½ time efter kørte de alle tre hjem. Og der lå jeg så alene, nybagt mor, med en lille dreng, der skulle hedde Steffen, og som vejede 3.800 gram og var 55 cm.
I dag er Steffen 3 år og den dejligste dreng på jorden. Jeg føler, det var i går, jeg fik ham - tiden går for stærkt.
16-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025