Skrevet af Mette
Da oplevelsen nu er kommet godt på afstand, har jeg tid og overskud til at skrive om i sommers, da jeg som højgravid fik blindtarmsbetændelse.
Det hele startede en fredag, da jeg var i uge 35. Jeg havde afleveret opgave på studiet dagen før, og ville tage en arbejdsdag i huset, inden eksamensforberedelsen skulle i gang, så jeg begyndte at grunde glasvævet i vores nye soveværelse.
Men jeg var ikke nået ret langt, da jeg fik små jag og sammentrækninger, så jeg stoppede igen. Da de tilsyneladende ikke kom igen, gik jeg igen i gang med at grunde, men sammentrækningerne kom tilbage igen i løbet af kort tid, så jeg pakkede grunderen væk igen.
Jeg satte mig i stuen og tog tid på "veerne", og de kom med 5-8 minutters mellemrum, men de var ikke særlig lange eller smertefulde. Da de havde varet i en times tid, ringede jeg til fødegangen, for jeg havde jo stadig 5 uger til termin. De ville gerne se mig, så vi kunne finde ud af, hvad der var i gang. Jeg ringede til manden og sagde, at jeg kørte derud, og han blev ikke ligefrem glad ved beskeden. Vi var midt i at bygge om i huset, og vi var langt fra færdige.
Jeg ankom til fødegangen sidst på formiddagen og blev vist ind i et undersøgelseslokale, hvor jeg fik sat en CTG i gang. Den viste sammentrækninger men ikke rigtige veer. Urinprøven viste ingenting, så det var ikke en blærebetændelse, der drillede.
Der kom en læge og undersøgte mig, og hun mente ikke, der var noget, men hun ville lige se mig lidt an, så jeg måtte pænt vente og vente. Over middag begyndte jeg at få ondt i skarpe jag, men kun i højre side. Dette fortalte jeg til jordemoderen, og hun ville gerne tilkalde en læge igen. Men det kunne godt tage noget tid, inden der kom en, og det gjorde det også. I mellemtiden fik jeg en ny CTG på, så de havde noget nyt at vise frem.
Der kom en ny læge, som tog mig mere seriøst og undersøgte mig meget grundigt. Hun var hurtigt sikker på, at jeg ikke var ved at føde, men noget var der altså i gang. Hun overflyttede mig fra fødegangen til gynækologisk afdeling, hvor jeg kom til at være hele weekenden. Lige da jeg kom til den nye afdeling, kom min mand, så det var dejligt.
Jeg blev nu vist ind i et undersøgelseslokale, hvor jeg blev scannet både udvendigt og indvendigt, men de kunne ikke komme til at se blindtarmen på grund af fosteret. Lægen var helt sikker på, at det var blindtarmen, der drillede, men kirurgerne var ikke sikre. Så jeg skulle blive til observation, og jeg skulle blive liggende i sengen.
  I løbet af aftenen fik jeg mere ondt, og lægen bankede i bordet. Der kom en kirurg og kiggede på mig, men han mente nu ikke, at det var noget akut, så jeg måtte pænt vente igen. Men omkring midnat meldte lægen ud, at nu var det nu. Jeg blev kørt ned til operation kl. 1.30, og det var blindtarmen.
Fordi jeg var så langt henne, var der en del snak frem og tilbage, om jeg skulle have vehæmmende medicin. Udfaldet blev, at det skulle jeg. Jeg blev også hurtigt vækket af narkosen igen, så fosteret blev mindst muligt udsat for det. Men hold da op, hvor havde jeg ondt. Jeg fik til nød lidt morfin, men det var de ikke meget for.
Jeg blev udskrevet om mandagen, fordi jeg gerne ville med min søn på hospitalet om tirsdagen, hvor han skulle have fjernet gipsen på hans arm og have fjernet det ståltråd, der var opereret ind i armen. Men hvis jeg ikke skulle have været der, ville jeg først være blevet udskrevet 2 dage senere.
Og jeg kan godt anbefale at vente, for det er meget hårdt at komme op af en almindelig dobbeltseng, når man har en sparkende baby i maven (hun ramte arret næsten hver gang) og et sår/ar uden på maven.
 Jeg har nu et fint sørøver-ar midt på maven i højre side, for når man er gravid, ved man ikke præcis, hvor blindtarmen flytter sig hen, så for at kunne finde den i første forsøg, skærer de midt på.
Jeg fødte en dejlig pige 3 uger efter operationen ved en helt normal fødsel, som jeg gerne vil skrive om en anden dag, men jeg var lige en overgang bange for, at arret skulle springe op.
18-04-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025