Skrevet af Hanne
Efter at have læst mange rigtig gode fødselsberetninger, vil jeg nu bidrage med min egen fødseslsberetning.
Jeg havde termin 30/12-2005 og havde indtil da haft travlt med både jul, min mors runde fødselsdag og meget andet.
Men for hver dag jeg gik over terminen, blev jeg mere og mere utålmodig. Jeg vidste jo godt, at førstegangsfødende ofte gik over tid, men da jeg nærmede mig de 14 dage over termin, syntes jeg godt, at der snart måtte ske noget.
Nå, men da jeg var præcist 14 dage over terminen, var jeg til tjek på sygehuset. Det viste sig, at der ikke var ret meget fostervand tilbage, så jeg ville blive sat igang næste morgen.
Morgenen kom, og jeg fik en stikpille. Der skete dog intet, så vi fik lov at tage hjem med beskeden om at komme igen klokken 16. Min kærestes søster og hendes mand og datter var der, og vi tog ud at spise frokost sammen.
Klokken 16 drog vi atter til sygehuset, hvor jeg fik en ny stikpille. Heller ikke den havde nogen virkning med det samme. Vi fik igen lov at tage hjem og skulle komme igen næste morgen.
Om aftenen ville vi bare hygge os med en videofilm, men jeg begyndte at få ondt i lænden og kunne ikke sidde stille og koncentrere mig om filmen. Jeg troede dog bare, at det var fordi, livmoderhalsen var ved at blive udslettet, og det syntes jeg jo var dejligt.
Jeg gik tidligt i seng og håbede, at jeg kunne få lidt søvn, men jeg havde ikke andet end lige lagt mig, før der begyndte at løbe lidt vand ud af mig. Hmmm, det var da vist vandet, der gik, selvom der ikke var ret meget. Det var dog lidt brunligt.
Jeg ringede til fødegangen, og efter et bad tog vi derud. Efter at have undersøgt mig, fandt jeg ud af, at det var veer, der gjorde, at jeg havde ondt i lænden. Jeg blev helt pinlig over ikke at have været klar over det selv, for folk havde jo sagt, at man ikke var i tvivl, når man fik veer.
Nå, men vi fik besked på at gå rundt på sygehusets gange i en times tid og så komme tilbage. Det gjorde vi, og her blev veerne noget kraftigere.
Jeg kom op på fødegangen og kom i et bad. Dejligt. Efter en times tid og et par opkastninger senere, var det ikke længere rart, og da veerne pludselig begyndte at komme konstant, stod jeg op af badet og lagde mig i sengen. Puha, det var ikke rart. Jeg følte, at veerne bare stormede derudaf, og jeg følte slet ikke, der var nogen pauser imellem dem.
Jordemoderen foreslog en epiduralblokade, da jeg endnu kun havde udvidet mig 3 cm. Jeg tog imod med kyshånd. Der skulle dog gå 2 timer mere, før jeg fik den, da der lige havde været en ulykke, som gjorde, at dende, der skulle lægge epiduralblokaden, var optaget. Øv. Det var de værste timer i hele fødslen.
Klokken 6 om morgenen får jeg dog lagt epiduralblokaden, og hold da fast en befrielse. Jeg kunne nu igen snakke, og verden var bare skøn. Efter nogle timer begyndte jeg igen at kunne mærke veerne, og tilsidst virkede den ikke mere.
Klokken ca. 14 fik jeg presseveer, og det var bare rart at kunne arbejde med. Og nu var det snart ovre, så jeg var optimistisk. Det skulle dog vise sig, at Lasse drejede hovedet, så de måtte bruge sugekop. Det hjalp dog heller ikke, og efter 2 timer med presseveer begyndte de at snakke om kejsersnit.
Jeg var ved at være godt træt og havde svært ved at hive mine ben op, hver gang jeg fik en ve, men nu var jeg så tæt på, så jeg fik lov at presse et par gange mere, inden jeg ville blive kørt ned. I mellemtiden havde de dog taget en prøve fra Lasses hoved, som viste, at hans blod ikke blev iltet, og så gik det pludselig stærkt.
Jeg fattede ikke, at det var alvorligt, og blev bare ved med at spørge, hvor lang tid der gik, før jeg ville være bedøvet. Brian måtte ikke komme med ind, som det ellers var meningen, da jeg skulle under fuld narkose. Det gik hurtigt, og ret hurtigt var jeg væk.
Klokken 15.38 kom Lasse til verden, men da han næsten ikke trak vejret, fik han hjertemassage, og han blev suget og sendt op på intensiv i en kuvøse med ilt, sonde, elekrtoder osv. Alt dette var jeg dog uvidende om. Min kæreste havde godt nok set dem suge ham, men han troede, at det værste nu var ovre, og at han havde det nogenlunde godt.
  Vi kom sammen op på stuen, og det var forfærdeligt at se sin søn ligge i kuvøse med slanger og alt muligt. Vi måtte ikke holde ham og kun lægge en hånd på ham. Vi måtte ikke nusse ham. Lægen, som var rigtig sød, fortalte os, at han formentlig havde fået iltmangel og viste tegn på hjerneskade. Hans negle var grønne, så det tydede på, at han havde ligget i meget grønt forstervand længe. Brian måtte sætte sig ned, da han fik det skidt, men jeg var fattet og begyndte først at græde, da lægen var gået. Min verden brød sammen.
I løbet af de næste dage rettede Lasse sig dog rigtigt flot. Han havde ingen kramper haft, han stirrede ikke længere tomt ud i luften. Vi kunne røre ham, uden han gik bagover i en flitsbue, og han havde ikke længere brug for den c-papmaske, han havde fået på.
En sygeplejerske, som havde været ved ham den første nat, sagde, at der ikke var nogen af dem, der var der den første nat, der havde turde håbe på, at han ville rette sig så flot. Men han var en fighter, og efter 5 dage på intensiv blev vi udskrevet til et mor/barn afsnit.
Fik vik at vide, at fordi han havde rettet sig så hurtigt, så havde han ikke større risiko for hjerneskade end alle andre nyfødte børn. Det var den bedste besked, man kunne ønske sig, og både kæresten og jeg var lykkelige og dybt taknemmelige.
Hele vejen igennem var personalet søde, hjælpsomme og yderst kompetente. Vi følte, at der blev taget godt af vores søn.
 I dag er Lasse 3½ måneder, og han klarer sig bare super godt. Han kan alt det, en baby på 3½ måneder skal kunne, og hver dag får vi mange smil af ham. Han er bare SÅ skøn.
Jeg skriver ikke denne beretning for, at andre skal blive nervøse for, at noget skal gå galt i fødslen. Derimod skriver jeg den for at berolige andre med, at selvom man skulle være så uheldig, at det går galt, så kan det sagtens ende rigtig godt alligevel. Miraklernes tid er jo ikke forbi.
03-07-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025