Skrevet af Lotte
Jeg tog på sygehuset den 28/5-2006, fordi jeg ikke havde mærket så meget liv de sidste dage, og jeg havde kraftige plukkeveer, der startede lørdag sidst på eftermiddagen. Jeg havde først termin den 13/6-2006.
Jeg fik så kørt en kurve over hjertelyden, som ikke var for god. Den lå mellem 180 og 200, så lægerne kom, og jeg blev scannet. Noah lå helt stille og ville ikke røre på sig.
Lægen gjorde alt, hvad hun kunne, for at vække ham, men da det ikke lykkedes efter en halv time, blev vi stillet det spørgsmål, om vi ville have sat fødslen i gang.
Vi sagde ja tak til det, da de jo ikke kunne finde en grund til, at han ikke ville bevæge sig, og han var jo stor nok til at komme ud - jeg var i uge 37+5.
Nu skulle de så finde ud af, hvordan jeg skulle sættes igang. Lægen mente, at de kunne tage vandet, men det er jo op til jordemoderen, og vi måtte lige vente på, at der kom en jordemoder mere på arbejde, da de ikke kunne klare flere fødsler. Jeg skulle have en jordemoder med hele vejen.
Ved 13.30-tiden fik vi så at vide, at nu var jordemoderen kommet. Hun læste det, der var blevet skrevet af lægen om, hvordan min sidste fødsel havde været. Da jordemoder Lise kom ind til os, ville hun lige starte med at finde ud af, om hun kunne tage vandet.
Så, nu skulle der til at ske noget. Hun mente dog ikke, at hun kunne komme til at tage vandet, så hun var nødt til at ringe og snakke med lægen igen. Lige inden, hun gik ud fra stuen, kom hun til at tænke på, at hun lige så godt kunne starte CTG, da den skal køre ½ time, inden de må begynde at give ve-drop.
Lægen mente så, at det ville være klogt at starte langsomt op med ve-drop, men først var hun lige forbi for at godkende CTG. Da droppet skulle lægges i min hånd, gik det galt for Lise 2 gange i hver hånd. Hun gik så ud for at ringe efter en narkoselæge, som skulle lægge den.
Da hun kom, kunne hun heller ikke lægge den, uden at hun først kom til at stikke igennem blodåren. Så hun måtte køre den rundt inde i hånden på mig, indtil den sad, som den skulle. Av, det gjorde ikke godt. Selv her en uge efter har jeg ondt i håndledet.
Nå, men ve-droppet kom da op. Det skulle køre ½ time, hvor jeg måtte få 3 ml i timen. Lise blev ved med at spørge, om jeg kunne mærke, om jeg fik veer af det, men nej det kunne jeg ikke.
Nu var det så blevet tid til vagtskifte, så det blev til, at jeg fik en ny jordemoder, Hanne. De havde ikke så travlt mere, som de havde haft til middag. Hanne skruede op for ve-droppet, og hun spørger, om jeg ikke vil lidt op igen, da hun ikke mener, at jeg behøver og få kørt CTG hele tiden.
Jeg siger, at det vil jeg gerne, da jeg skal tisse. Da jeg komme ind igen, vil Hanne lige undersøge, om der er sket noget. Det er der. Jeg er nu åbnet 3-4 cm på ½ time, så hun vil ikke skrue op for ve-droppet lige med det samme, da vi jo ikke har travlt med at få Noah ud.
Jeg kan stadig ikke mærke, at jeg har veer, og Hanne kan heller ikke se det på CTG, da den ikke kan måle dem. På CTG har der hele vejen igennem været en god hjerterytme på 140-150, efter de startede den sidste gang.
Kl. 16.30 bliver ve-droppet sat op til 12 ml i timen. Kl. 17.30 bliver det igen sat op nu til 24 ml i timen, og jeg er åbnet 5-6 cm. Næste gang, det bliver sat op, er efter en ½ time, så det når op på 36 ml i timen. Men nu åbner jeg mig ikke mere, og jeg kan stadig ikke mærke, at jeg har veer.
Omkring kl. 18 ligger jeg og sover mellem veerne, som jeg jo ikke mærker. Men da Noahs hjertelyd ligger lidt under det, den ellers lå på, og lægen i det samme komme ind, er det slut med at sove. Jeg skal om og ligge på den anden side for at se, om det hjælper, og det gør det.
Så nu bliver vi enige om, at jeg er klar til, at hun må tage vandet for at se, om det hjælper på veerne. Kl. 18.45 bliver vandet taget. Det er klart, og der bliver lukket godt en liter ud, men der er mere, så det er lidt en sjov følelse at gå rundt og "tisse" i bukserne hele tiden.
Efter kun 5 minutter kommer den første ve, og jeg siger, at nu kan jeg kende dem fra sidst gang - av. De bliver ved med at komme med 5 minutter i mellem, og de bliver hårdere og hårdere. Ve-droppet er nu nede på 3 ml i timen for at se, om jeg ikke selv kan tage over.
Jeg starter med at gå lidt rundt og var en tur på wc, hvor jeg føler, at jeg skal presse. Nu bliver jeg nødt til at lægge mig ned, da CTG skal i gang igen, for at de kan se, om Noah reagerer på veerne. Men alt er, som det skal være.
Hanne kan se, at nu er det begyndt at gøre ondt, og hun spørger til, om jeg føler, at jeg skal presse, og hvor følelsen sidde. Lige med et vil hun have mig fra sengen og ind på fødebriksen og kalder på SOS-hjælperne. Sammen hjælper de mig, over og CTG bliver flyttet med.
Jeg kommer op og ligge på siden. Nu gør veerne meget ondt, og de kommer uden pause, små og store oven i hinanden. Hanne klipper nu de netunderbukser, jeg har på, op, og jeg kommer om på ryggen og får at vide, at jeg bare kan presse med, selv om der er en lille kant tilbage.
Klokken er nu 19.50, men veerne har ikke ændret sig til presseveer endnu. Det sker kl. 20.00, og efter kun 7 minutter ligger jeg med Noah i mine arme.
Det hele gik meget stærkt til sidst, og lille Noah har det bare så godt. Han får 10 i apgar efter 1 og 5 minutter.
Kl. 20.15 fødes moderkagen, og den er bare så stor og flot. 680 gram vejer den.
Jeg er næsten ikke gået i stykker, men Hanne laver lige en lille knude for at være sikker på, at jeg vokser rigtigt sammen igen.
Under fødslen fik jeg kun lattergas i små 10 minutter, indtil jeg måtte presse igennem.
Hanne sætter nu ve-droppet til igen, men nu løber det frit. Og jeg bliver hjulpet ind i sengen igen, for at Noah kan få lov til at sutte, og jeg kan få lidt at spise, da jeg jo har fastet.
De ville jo være på den sikre side, hvis et kejsersnit skulle komme på tale. Ve-droppet bad jeg selv om, de ikke skulle slukke, da jeg fik mange efterveer - av av.
Noah sutter fint med det samme. Det er bare så dejligt, fordi min store dreng Mike først ville sutte efter 3 dage.
Da jeg jo har været til scanning mange gange på grund af hjertefejl i familien, skal der komme en børnelæge og se på Noah. Vi får at vide, at han ikke kan sige, hvornår han kan komme, da de har et sygt barn.
Inden vi blev flyttet, blev Noah vejet og målt til 3.225 gram og 52 cm, og det var far, der gav ham tøj på, mens jeg gik på wc.
Så i stedet for at komme på familieafsnittet, som jeg havde håbet på, måtte jeg ned på barselsafsnittet natten over, men vi ville blive flyttet næste dag. Min mand havde været sammen med mig hele dagen, men nu var han nødt til at tage hjem til den store på 2 år, og han kunne jo heller ikke blive på barselsafsnittet. Det havde været dejligt at have ham med hele vejen igennem.
28-08-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025