Skrevet af Mette
Vi ventede i spænding, vi ventede og ventede. Terminsdagen kom og gik uden skyggen af en ve - øv øv!
Jeg gik 13 dage over tid (de længste 13 dage i mit liv) og blev endelig sat i gang. Jeg var til sidst ret træt af at være gravid, og ville gerne snart hilse på min baby og se, hvad det var for en.
Fredag den 4/11-2005 kl. 7.30 skulle jeg møde op på fødegangen for først at blive undersøgt og dernæst få lagt en stikpille op, som skulle udslette livmoderhalsen og gerne sætte skub i tingene og sætte gang i fødslen.
Mit første chok kom her. Det var en mandlig jordemoder. Kunne det virkelig passe? Det troede jeg ikke fandtes. Nå, men han undersøgte mig og lagde stikpillen op, lidt brutalt syntes jeg, men han undskyldte mange gange, hvis det havde gjort ondt.
Jeg havde min mor med, for min mand var i skole. Vi havde fået forklaret, at der kunne gå lang tid, fra stikpillen blev lagt op, til baby meldte sin ankomst - ja helt op til en uge! Så min mand blev sendt i skole, og min mor blev chauffør.
Vi blev sendt hjem igen med besked om at komme ind igen kl. 15.30, hvis ikke jeg kom inden med veer. Jeg skulle gå hjem og hvile mig, for jeg ville få brug for alle mine kræfter, når først fødslen begyndte. Jeg var så spændt, at jeg selvfølgelig ikke kunne hvile mig, for nu kunne jeg snart se en ende på graviditeten.
Der kom stadig ingen veer, og klokken blev 15.30. Denne gang var det min mand, der blev chauffør. Jeg blev igen undersøgt, og nu var livmoderhalsen blød - et tegn på fremskridt.
Jeg fik kørt en strimmel, og baby havde det godt. Derefter fik jeg igen lagt en stikpille op, og vi blev sendt hjem med besked om at møde op igen lørdag morgen kl. 7.30, hvis ikke jeg fik veer inden.
Denne gang var det en kvindelig jordemoder, og hun var sød og forklarende, og hun syntes, vi skulle tage hjem og få sovet en god nats søvn.
Vi tog hjem, og ved 18-tiden havde jeg nogle plukkeveer, som hurtigt var overstået. De gik i sig selv igen, og jeg havde en del slimet udflåd. Jeg tænkte, at det nok var slimproppen, der var ved at gå, men vidste også, at der kunne gå lang tid, før fødslen gik i gang.
Jeg var så småt ved at tro, at jeg var blevet kronisk gravid, så ved 21-tiden gik jeg i seng og faldt hurtigt i søvn.
Kl. 23 vågner jeg op og mærker lidt prikken i underlivet. Var det mon veer? Jeg havde længe gået og tænkt/talt om, hvordan en sådan var, og hvordan mon de føltes de veer? Jeg lå lidt, og vækkede så min mand. Vi gik ud i køkkenet og tog en kop kaffe, for det skulle være godt for veer.
Jeg gik lidt rundt, og det prikkede af og til i underlivet. Kl. 24 blev vi enige om at ringe til fødegangen, for hvis det var veer, hvilket vi regnede med det var, så var der kun 5 minutter i mellem, og hvor hurtigt ville det mon så gå, inden baby kom?
Nu var det igen den mandlige jordemoder, der var der. Han syntes, at vi skulle komme derind, så han kunne undersøge mig. De havde godt nok travlt, men vi kunne bare komme. Det gjorde vi så.
På vej derind snakkede vi om, at det kunne da ikke passe, at det igen var ham. Han havde jo også været der om morgenen. Men jo, det var ham, og jeg blev igen den "heldige" vinder af ham! Han undersøgte mig igen. Av av, og nu var livmorhalsen væk, og jeg var 2 fingre åben - YES!
Jeg fik lavement (føj) og fik kørt en strimmel. Baby havde det stadig godt. Jeg fik besked på, at vi bare kunne gå lidt rundt, for det varede lidt, før der var en fødestue klar. Jeg fik sagt, at jeg godt kunne tænke mig at føde i vand, men fik at vide, at det kunne jeg ikke, for det var optaget.
Surt, for da vi nogle uger inden havde været på rundvisning, havde vi fået at vide, at der kun var ét fødekar, men hvis man ønskede at føde i vand, så kunne det næsten altid lade sig gøre, for det var som regel frit. Hende, der viste os rundt, havde kun oplevet 2 gange, at det var optaget! Men typisk mig, altid uheldig.
Vi fik at vide, at de havde lidt travlt i nat, men at vi bare kunne gå lidt rundt, og at min jordemoder ville komme og undersøge mig igen kl. 3.
Klokken blev 3, og den blev over 3. Kl. 4 blev vi flyttet ind på en fødestue, og mine veer var regelmæssige, og jeg sagde til min mand, at hvis det var veer, så var det altså ingen sag! Jeg blev klogere.
Natten gik, og kl. 4.30 kom min jordemoder ind og sagde, at han syntes, at vi skulle se, om vi kunne sove lidt. Sove, jeg ville ikke sove, jeg ville føde! Han sagde, at hvis ikke jeg sov kl. 5.15, så skulle jeg ringe efter ham, og det gjorde jeg så.
Han begyndte at snakke om ve-stimulerende drop for at få lidt gang i veerne, men ville lige undersøge mig først for at se, hvor meget jeg havde åbnet mig. Han mente 3 cm og mærkede min fosterhinde. Han ville da lige tage mit fostervand.
Det gjorde han så lige inden vagtskiftet, og min mand fik besked på at køre hjem og lufte vores 2 hunde, mens tid var.
Mens manden kørte hjem, vraltede jeg med stor ble på ned i forhallen for at ringe til mine spændte forældre. Min mor ville se, om hun kunne få en kollega til at tage hendes vagt, så hun kunne være med til fødslen. Det kunne hun, og kl. 7 var hun på sygehuset.
Da jeg nåede tilbage til min seng, begyndte veerne at nive lidt mere, og jeg fik lagt nogle akupunkturnåle i lænden, og det hjalp.
På alle stuerne er der kar til smertelindring, og jeg sagde, at det ville jeg gerne op i. Jeg var faktisk ved at være ret træt. Karet blev fyldt, mens jeg hilste på min nye jordemoder og sagde farvel til hr. jordemoder.
Min nye jordemoder syntes, vi skulle lufte ud, hvilket viste sig at være en dårlig ide, for det vand, jeg lige var kommet i, blev hurtig koldt, og jeg fik det skidt og ville op igen. Så jeg fik tøj på og kom op i min seng.
Veerne gjorde rigtig ondt nu, og blev værre og værre. Jeg blev undersøgt igen, og var stadig kun 3 cm åben. Jeg bad om en rygmarvsbedøvelse, for hvis det skulle gøre så ondt, uden at der var sket mere, så var det jo håbløst.
Der blev ringet efter en narkoselæge, og han kom efter 15 minutter. Min redningsmand! Veerne gjorde nu så ondt og kom bare væltende ind over mig. Jeg kunne slet ikke slappe af i mellem dem.
Min mand var kommet tilbage og greb mig om ben og nakke, så jeg krummede min ryg, så jeg kunne få lagt bedøvelsen. Min mand beroligede mig med, at det gik hurtigt, og at det kun var en lille nål. Han fortalte bagefter, at lægen måtte stikke 2 gange, og at det var en lang nål.
Efter kort tid virkede bedøvelsen, og jeg følte mig som i den 7. himmel. Jeg kunne kun svagt mærke veerne og kunne igen pjatte og snakke. Jeg var godt nok træt. Jeg havde jo kun sovet et par timer aftenen inden, og nu var kl. 11 lørdag formiddag den 5/11-2005.
Nu lå jeg der i min seng koblet til diverse maskiner, og så syntes jordemoderen, at jeg skulle ud og tisse. Sikke en rejse at gå de 10 meter. Mit højre ben var også bedøvet, så det så ret sjovt ud, når jeg gik, men jeg kom da både frem og tilbage.
Jeg havde også fået saltvands- og vedrop, og der blev skruet op for vedroppet hver halve time, uden at jeg mærkede noget til det. SKØNT! Jordemoderen havde også fået sat en elektrode på babys hoved. Efter 4. forsøg lykkedes det, og det var ikke så rart. Hun var ikke så god til det.
Efter nogle timer var der næsten ikke mere bedøvelse tilbage, så jordemoderen undersøgte mig igen og mente, at nu varede det ikke så længe mere. Vedroppet blev skruet helt op. Min mand skyndte sig igen hjem for at lufte hundene.
Jeg blev ret nervøs, da jordemoderen ville til at slukke for bedøvelsen, men til mit held gik hun først ud og snakkede med en anden jordemoder, som fortalte, at jeg bare kunne få en ny pose bedøvelse.
Det fik jeg, men min jordemoder kunne ikke finde ud af at indstille den igen og måtte have hjælp. Det var ikke så betryggende, men langt om længe kunne jeg igen slappe af. Dejligt!
Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke brød mig om denne jordemoder, så da hun kom og sagde, at der snart var vagtskifte, blev jeg lettet. Hun nåede at forklare mig, hvordan presseveer føltes, og at de kunne være svære at føle på grund af bedøvelsen, men at det var op til den næste jordemoder, om hun ville stoppe bedøvelsen.
Da min 3. og nye jordemoder kom, snakkede vi lidt, og hun undersøgte mig. Jeg var nu helt åben og skulle bare vente på presseveerne. Baby var på plads og sunket helt ned, og via elektroden kunne vi se, at den havde det godt, så alle tog det stille og roligt.
Jordemoderen ville godt have mig over på fødelejet, så der blev jeg bakset over. Jeg sagde, at det føltes lidt som om, jeg havde pressetrang, men jeg ville ikke presse, før min mand kom. 5 minutter efter kom han, og han kiggede noget, da jeg nu lå der på fødelejet.
Jeg begyndte at presse på bedste vis. Jordemoderen roste mig, og ved 3. pres var hovedet ude. Jordemoderen stillede et spejl op, så jeg kunne følge med. Det var meget motiverende. Lige da hovedet stod fast, var det en lidt ubehagelig følelse, men et par pres til og en varme og lettelse strømmede ud af mig.
  Jeg så straks, at det var en dreng. Han kom op på min mave med det samme. Navlesnoren blev klippet, og han fik en apgar på 10 med det samme. Han var bare så yndig. Der var næsten ingen fosterfedt på grund af den lange fødsel.
Kl. 17.25 den 5/11-2005 blev Julius født. Kl. 17.40 fødte jeg moderkagen, og så skulle jeg desværre syes, øv øv. Det var værre end selve fødslen. Jeg gad ikke mere, ville bare nyde min lille dreng. Han søgte straks op til brystet, men blev sur, da der ingen mad var.
Han var skrupsulten. Han havde brugt sin "madpakke", fordi jeg gik over termin. Men jeg havde jo ingen mælk endnu, så jeg var ikke ret populær.
At føde Julius er den bedste oplevelse i mit liv. Jeg gør det gerne igen og glæder mig faktisk. Nu jeg ved, at jeg kan få rygmarvsbedøvelse.
God fornøjelse og held og lykke til alle jer, der sidder og venter på, at det bliver jeres tur.
04-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025