Skrevet af Julie
Det første tegn på fødslen var søndag aften. Ligesom sidste gang, da jeg fødte Frederik, følte jeg mig søndag aften lidt småsløj. Måske var det bare fordi, middagssøvnen ikke var blevet til noget.
Vi lagde os til at sove lidt før midnat. Klokken lidt over 4 vågnede jeg med en smertefuld plukkeve. Det havde jeg prøvet før, så lagde mig til at sove igen.
Lidt over 4.30 kom der endnu en, og denne gang føltes det som om, der kom noget væske med ud. Jeg gik på toilettet og tændte for en gangs skyld lyset. Ganske rigtigt - vandet var gået og var fint og lyserødt. Der var dog ikke så meget af det endnu, så jeg var fortsat lidt i tvivl, om det var vandet.
Jeg tog et bind på og gik i seng igen. Veerne kom med 5-7 minutter imellem og bed noget. Klokken 5 kunne jeg i hvert fald ikke holde ud at ligge i sengen mere, og jeg gik atter på toilettet. Der var fortsat lidt lyserødt vand.
Jeg ville gerne i bad, for jeg ville ikke på hospitalet med fedtet hår. Jeg havde først besluttet mig for at vente med at vække Peter, til jeg havde været i bad. Men da veerne blev hyppigere med 3-5 minutter imellem, turde jeg ikke vente.
Jeg vækkede ham derfor kl. 5.12 og fortalte ham, at vandet var gået, og at jeg havde veer. Så gik jeg i bad. Veerne bed mere og mere, og det var ikke lindrende for mig at blive bruset. Så da håret var vasket, skyndte jeg mig at få tøj på. Jeg var flere gange rigtigt på toilettet, som om kroppen selv var i gang med at rense ud.
Planen var, at Peter skulle aflevere Frederik i børnehaven, inden vi tog på hospitalet, men kl. 5.45 ringede jeg alligevel til mine forældre og bad dem komme. Jeg turde ikke være alene hjemme, mens Peter tog i børnehaven, da jeg fornemmede, at det gik stærkt. Min mor spurgte, hvor hurtige det skulle være, og jeg sagde, at de da godt kunne nå et hurtigt bad, inden de tog af sted.
På dette tidspunkt i fødslen kom veerne med 2-3 minutters mellemrum og varede mellem 30 og 75 sekunder. Intervallet var regelmæssigt, men ikke veernes længde. Det gjorde godt nok ondt, og jeg havde det bedst med at gå frem og tilbage i huset og koncentrere mig om min vejrtrækning. Satte jeg mig ned, virkede veerne voldsommere og faktisk uudholdelige.
Det var meget overvældende, at det allerede var så voldsomt med smerter så kort inde i fødselsforløbet, og jeg kastede da også op et par gange, fordi kroppen blev så overvældet at smerte.
Klokken 6.15 ringede vi til fødeklinikken på Hvidovre. Peter ringede op og præsenterede os, og derefter talte jeg med jordemoderen. Hun spurgte om veernes interval og længde, og om vandet var gået. Undervejs måtte hun høre på mig puste et minuts tid i telefonen - underligt når man taler med et "fremmed" menneske.
Hun spurgte også om, hvor lang tid jeg havde haft veer. Da jeg sagde 1½ time, tror jeg, at hun syntes, det var lidt hurtigt, vi ville komme, men vi fik da lov til at komme med det samme. Jeg sagde, at vi lige skulle vente på babysitterne, og hun sagde, at vi bare kunne tage den med ro og komme, når vi var klar.
Jeg var klar, men mine forældre var ikke dukket op endnu. Jeg bad Peter ringe til dem og bede dem om at køre nu, hvis de ikke var kørt. Der var heldigvis ikke nogen, der tog telefonen. De var altså på vej.
På dette tidspunkt var jeg meget overvældet af smerter. Veerne kom med 2-3 minutters interval og varede ca. 1 minut, så der var ikke meget pause. Peter hjalp mig med at huske at trække vejret dybt og ikke arbejde imod veerne.
Klokken ca. 6.45 ankom mine forældre. Stort set samtidig vågnede Frederik. Min far var lidt utilpas ved situationen. Min mor var mere rolig og tog sig super godt af Frederik, som var lidt bekymret for mig. Han kunne godt se, at jeg havde ondt. Peter var meget rolig. Han troede faktisk, at vi kunne nå at spise den morgenmad, han havde lavet.
Jeg ville dog af sted, og min far hentede bilen. Imellem to veer nåede jeg at få kysset Frederik og sagt pænt farvel og forklaret ham, at Magnus var på vej. Jeg syntes det var synd, at han var bekymret.
Det tog kun et par minutter at køre til hospitalet, da vi heldigvis bor lige ved siden af. Vi ankom på parkeringspladsen kl. 6.50 og var på fødeklinikken kl. 7, hvor vi blev modtaget af jordemoderen Ragna Haack. Det var svært at gå, fordi veerne bare blev ved med at komme næsten uden pauser.
Jeg havde, siden vi kørte hjemmefra, haft ondt og pressen mod endetarmen imellem veerne, så da Ragna lige skulle give en kort besked til en anden, inden hun havde tid til os, følte jeg mig lidt presset. Endelig gik vi mod fødestue 16. Ragna spurgte lidt til graviditeten, som jeg jo kunne fortælle havde været god og uden nævneværdige problemer.
På fødestuen blev jeg først undersøgt udvendig. Hjertelyden var god. Når jeg var klar, ville hun gerne undersøge mig indvendig. Da der endelig var en pause mellem veerne, undersøgte Ragna mig indvendig. Status var: "Du er fuldt åben, så du presser bare, når du har lyst".
Vild besked, men et eller andet sted vidste jeg det godt. Det var dog ret overvældende, og jeg havde egentlig ikke vildt lyst til at presse. Jeg følte simpelthen, at jeg ikke havde sjælen med. Det var kun 2½ time siden, at den første ve havde vist sig. Jeg fik derfor lidt lattergas og pressede en lille bitte smule, sådan ind imellem.
Jeg lå i starten på ryggen, sådan let siddende, men Ragna foreslog, at jeg skulle komme om i sideleje. Det prøvede jeg. Da var klokken 7.35. Veerne gjorde bare så ondt, og da jeg kommenterede det, foreslog Ragna, at jeg skulle presse til dem - presse imod smerten, for så ville jeg føde.
Det gjorde jeg. Jeg pressede, alt hvad jeg kunne. "Nu skal du have et øre på mig", sagde Ragna, "høre hvad jeg siger, for nu føder du". Så kom der en brændende fornemmelse i mellemkødet, og jeg blev bedt om at gispe, og så var hovedet født. Endnu en ve kom, og jeg spurgte, om jeg måtte presse.
Det måtte jeg, og i næste øjeblik var Magnus født. Klokken var 7.47, da en lettere våd og slimet dreng landede på sin mors mave. Hvor var han smuk, og hvor var det stort. Han skreg med det samme, og vi græd begge to.
Peter klippede navlesnoren, som var temmelig kort, og kl. 7.52 blev moderkagen født. Magnus fik apgar 10/1 og 10/5, og blev et par timer senere målt til 55 cm og 3.886 gram.
Et par pudsige ting: Vi havde ved diverse scanninger fået at vide, at vi ventede en dreng, så vi glemte faktisk helt at kigge efter, da Magnus blev født, indtil en fra hospitalet spurgte. Hun spurgte også Ragna, om jeg egentlig var blevet indlagt. Det var jeg ikke blevet officielt.
Ragna kommenterede, at "vi lige måtte klare det vigtigste først" - altså selve fødslen - så hurtigt gik det.
Jeg slap for at blive syet, da jeg kun var bristet meget meget lidt. Blodtrykket var også helt i orden, og jeg havde kun mistet ca. 200 ml blod, så jeg er kommet hurtigt på benene igen.
Det var en rigtig god fødsel, men vildt, at det gik så hurtigt. Tænk engang - fra første ve, til Magnus var født, gik der kun 3 timer. Han er da mit lille lyn.
21-09-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025