Skrevet af Cathrin
Torsdag den 6. juli 2006
Da jeg var gået 13 dage over tid, skulle jeg til "overtidstjek" på Aalborg Sygehus Nord. Jeg havde ringet dagen før for at få en tid og var blevet utrolig skuffet, da de ikke kunne tage mig ind samme dag. Min kæreste havde oven i købet taget tidligere fri for at kunne være klar til at køre derind.
Så vi fik besked på at møde op kl. 10 og så være "klar på" at vente hele dagen, hvis de kunne få tid til os. Okay, tak for det! Lige det man har lyst til at høre, når man er højgravid og MEGA utålmodig, men sådan blev det altså.
Vi nåede dog kun lige at sætte os ned for at vente, da de kaldte os ind til scanningen. En rigtig sød jordemoder skulle scanne, og vi var spændt på at se, hvor meget man nu kunne se af ham.
Han fyldte dog så meget på skærmen, at det kun var, når hun lige fortalte os, hvad der var hvad, vi ligesom kunne følge med. Men alt i alt så det fint ud, godt navleflow (blodtilførsel) men lidt for lidt fostervand, hvilket vi dog først fik at vide senere på dagen.
Dernæst kom vi ind til strimmel efter lidt venten. Vi var dog her meget positive, da vi jo ikke havde ventet, at det ville gå så hurtigt. Der gik så lige en halv time med strimmel på inde i et varmt lokale, og her begyndte min kæreste at blive dårlig på grund af varmen, og jeg ville bare høre, hvad de fandt ud af.
Jordemoderen kom ind og fortalte, at alt var rigtig fint, og at hun nu ville finde en tid til en igangsættelse dagen efter. Det kunne jeg ikke lide at høre, så jeg fortalte igen, at min far skulle til Irak osv. osv.
Hun kom ind igen og havde så den dejlige nyhed, at de godt kunne sætte den første stikpille op nu. Jubiiii.
Kl. 13 kom jeg ind til undersøgelse. Min kæreste var nede for at forny parkeringsbillet, så han blev udenfor. Her blev jeg igen koblet til en CTG (strimmel), først en halv time, og så blev pillen sat op. Jeg var en finger åben, og så lige en helt time mere med strimmel på. Pyyyhh, det var varmt at ligge der. Endelig færdig kl. 14.30, og så kunne vi komme hjem ad.
På vejen hjem begyndte jeg at få lidt små-murren i lænden, men ikke noget jeg synes var noget tegn. Jeg havde jo ligget meget ned, så det var nok bare det. Vi regnede jo stærkt med, at der skulle mere til end én pille, så vi havde allerede indstillet os på, at vi skulle ind til Aalborg igen dagen efter.
Men omkring kl. 18 begyndte jeg at få nogle små træk i lænden, og plukkeveerne var meget meget intense, dog uden at gøre ondt.
Ved 19-tiden begyndte tingene at ændre sig lidt, og jeg kunne tydeligt mærke, at der var noget på vej. Jeg tog lidt tid på veerne, men de var slet ikke regelmæssige, så det gad jeg ikke. Vi sad bare og hyggede og tænkte ikke så meget over det fantastiske, som var lige rundt om hjørnet.
Kl. 23.15 skulle jeg tisse, og der kom så tegnblødningen. Sjovt, at det kan være så interessant. Jeg råbte ud til min kæreste, og han var faktisk klar til at køre med det samme. Jeg ringede da til min jordemoder fra Hobro og fortalte det, og hun spurgte, om jeg mon kunne holde natten ud?
"Hmm, tjaaa, jeg kan nok ikke sove, men veerne gør da ikke specielt ondt". Jeps, synes lige jeg havde lagt på, da de faktisk begyndte at tage godt fat. Jeg begyndte at tage tid igen, og nu kom veerne med 2-3 minutters mellemrum og varede 30-50 sekunder. Men det var jo ikke regelmæssigt, øv!
Fredag den 7. juli 2006
Omkring kl. 1.30-2.00 gjorde vi det lidt hyggeligt inde i soveværelse med blæseren tændt, radioen på og mange puder og dyner til mig, så jeg kunne sidde at blunde lidt. Det er altså lettere sagt end gjort.
Min kæreste faldt i søvn ved 3-tiden, og ih hvor var jeg misundelig, og jeg syntes nu, at veerne gjorde godt nas. Jeg kunne i hvert fald ikke sove, så jeg rejste mig og gik rundt. Det var noget bedre at arbejde med veerne på den måde. Jeg begyndte dog hurtigt at ligge mere og mere på gulvet sådan kravlende rundt på alle fire.
Kl. ca. 3.30 vækkede jeg min kæreste. Nu kunne jeg slet ikke holde det ud længere, og tanken om en 30 minutters tur til Aalborg var lige pludselig skræmmende. Jeg fik også kvalme, så min kæreste arrangerede en pude til under knæene, så jeg kunne "sidde" ved toilettet, imens hentede han mobiltelefonen.
Han havde ikke lyst til at ringe til jordemoderen, og han gik ind i seng igen. Hov hov. Jeg kastede ikke op, men fik ringet op til Birthe. Imens jeg snakkede med hende, fik jeg en rigtig modbydelig ve. Av av av!
"Nu vil jeg altså gerne komme ind, snøft, snøft". Jeg fik halvråbt til en næsten sovende kæreste, at nu var det NU, og op kom han, og med et kæmpe smil på læberne fes han rundt for at få tøj på. Jeg kunne ikke gøre så meget andet end at pruste derud af, men fik dog tøj på. Tasken var pakket.
Vi skulle selvfølgelig lige have benzin på bilen, og jeg måtte stamme min dankortkode, da vi ingen kontanter havde. Så gik det ellers der ud ad. Fartgrænsen blev holdt, men for første gang i mit liv ville jeg have ønsket, den ikke gjorde. Det er godt nok ikke rart at køre i bil med veer.
Vi kom endelig til parkeringspladsen, og så skulle vi den seje vej til fødegangen. Jeg kastede lige op i en busk og fik 5-6 veer på vej til fødegangen, der også indebar en elevator, æv. Jeg fik selvfølgelig lige en ve, da den "trak op", av.
Vi kom ind i venteværelset, hvor jeg igen og igen fik veer. Der kom en sød jordemoder og gav lidt fif til vejrtrækningen. Heldigvis kom vi hurtigt ind på fødestue 3, en lille "hyggelig" en, og Birthe var der straks. Hun var kørt hjemmefra fra samme by som os.
Klokken var nu ca. 5 om morgenen. Veerne kom stadigvæk med 2-3 minutters interval, og Birthe ville gerne have mig op at ligge på briksen. Det kunne jeg slet ikke overkomme. At ligge ned hjalp mig slet ikke, og desuden stod jeg så dejligt lænet hen over briksen med min kæreste på den anden side og fat i hans hænder. Skønt at have en stærk kæreste.
Jeg kommer dog op på briksen, og hun får konstateret, at jeg er 6-7 cm åben. "Er det rigtigt? YEEEESS, hvor fedt", får jeg vidst fremstammet, og Bettemandens hjertelyd var perfekt. Et par minutter efter får jeg iltmasken. Jeg havde spurgt efter lattergas, men det havde de ikke på den stue. Nå, bare ærgerligt, men iltmasken var nu også ret hjælpsom.
Omkring kl. 6.30 begynder jeg at få pressetrang, og jeg er da 9 cm åben. Der er altså en grund til, at veerne gør så ondt, for det går jo stærkt med udvidelsen. 15 minutter senere siger Birthe, at jeg godt må presse lidt med. Endelig!
Jeg ligger så der og presser lidt med på veerne. Tiden flyver faktisk afsted, for en time efter har jeg stærk pressetrang, og først der går fostervandet. Bettemandens hjertelyd bliver der fortsat tjekket op på, og den er super fin. Mine presseveer er dog ikke så effektive.
En time efter, kl. ca. 8.30, er presseveerne så dårlige, at jeg skal have vedrop. Jeg er meget meget træt, men har en fantastisk kæreste ved siden af, der arbejder effektivt med saftevand, våde klude og "Hvor er det flot skat", "Sådan skat" og "Kom så skat".
Endelig kl. ca. 8.45 bliver vedrop sat, og jeg begynder så småt at kunne arbejde bedre med veerne, og hovedet begynder at kunne ses, ifølge jordemoder og min kæreste.
Så efter 45 minutters effektiv pressen og ikke mindre end én lang presseve kommer hovedet ud. Min søn bliver født kl. 9.34 på Aalborg Sygehus Nord, 3.295 gram og 53 cm, med navlesnoren en gang rundt om halsen.
Han kommer op min mave, den dejligste varme lille krop, men han skriger ikke. Han kigger bare på mig med sine store øjne, og straks begynder Birthe og fødselshjælperen at gnubbe og vende ham. Navlestregen blev hurtigt klippet. Så det fik min kæreste ikke lov til, ærgerligt, det havde ellers været den perfekte afslutning/begyndelse.
En børnelæge bliver tilkaldt, og imens min kæreste tager billeder, ligger jeg bare og kigger på min lille søn, der ikke vil skrige. Han knirker, og de suger en del klart fostervand ud af næse og mund, men de vil have ham med ned på børneafdelingen (104) for at hjælpe ham med at trække vejret. Det gør ondt i hjertet.
Jeg føder moderkagen 10 minutter efter, men det bemærker jeg knapt nok, da mine tanker flyver omkring bettemanden, der ligger ved siden af ret så blå. Endelig kommer kuvøsen, og vores lille søn bliver kørt væk.
Herefter går min kæreste ud for at få en smøg og ringe til de nybagte bedsteforældre. Imens bliver jeg undersøgt. Jeg er kun bristet et sted, og det syes med 2-3 sting, heldige mig.
Min kæreste kommer op igen, og vi får morgenmad, imens jeg er tilkoblet vedrop. Man skal ligge med det i en time efter. Vi snakker om fødslen og er helt oppe at ringe over den vilde oplevelse: Vi er blevet forældre!
Jeg bliver overflyttet til barselsgang B og får en seng på en 6-sengs stue. Jeg er heldigvis alene der. Stuen er kun for dem med babyer på 104. Jeg er ret svimmel, så min kæreste kører mig i rullestol ned til 104, hvor vi endelig ser min søn igen, nu med en helt fin farve i hovedet.
Jeg synes dog, at det er en lidt voldsom oplevelse at se ham ligge der med ilt og andre slanger, så tårerne triller ned ad kinderne, mens vi mærker hans bløde væsen.
Heldigvis var alt, som det skulle være, og min søn blev udskrevet dagen efter. Derefter har det været ren babylykke hos os. Han er simpelthen en engel og spiser, som havde han aldrig bestilt andet. Han vejer i skrivende stund 3.700 gram og er 6 dage gammel.
Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg troet, at en fødsel kunne være så fantastisk, og så uden smertelindring. Både min kæreste og jeg tænker tilbage på det med et smil på læberne.
En smerte omgang, jeg gerne går igennem igen, når man har så dejlig en velskabt søn liggende ved siden af sig!
31-10-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025