Skrevet af Ditte
Jeg havde i længere tid gået rundt med hovedpine, forhøjet blodtryk og ødemer, og den 26/4-2006, hvor jeg var i uge 37+5, tog jeg til læge med det. Hun målte mit blodtryk til 150/100, så selvom der ingen protein var i min urin, sendte hun mig til svangreambulatoriet.
Min mand tog fri og tog med mig. På svangreambulatoriet fik jeg igen målt mit blodtryk og tjekket urinen, og det var det samme som hos lægen. Vi snakkede med en læge om, at vi nok skulle begynde at tænke på en igangsættelse, da han mente, at det var en begyndende svangerskabsforgiftning, jeg havde fået.
Men i første omgang fik jeg nogle blodtryksnedsættende piller og en tid igen dagen efter. Jeg fik taget blodprøver igen, som ikke viste noget.
Den 27/4-2006 tog jeg igen ud på svangreambulatoriet. Jeg fik målt blodtryk og lå i hvilestuen for at få blodtrykket til at falde. Blodtrykket var stadig for højt, men pillerne havde hjulpet lidt.
Jeg blev også scannet for at se, om den lille vejede nok. Det gjorde han heldigvis. Han vejede 2.930 gram, så det var kun mig, der havde det skidt. Jeg fik også taget blodprøver. Efter 3 timer kunne jeg tage hjem, men jeg fik endnu en tid til om torsdagen.
Den 1/5-2006 fik jeg igen målt blodtryk og urin. Blodtrykket sneg sig lige ned under de 90, og urinen sagde +1. Jeg blev undersøgt indvendigt, og jeg var lige en lillefinger åben.
Desuden var min slimprop gået aftenen forinden, så hun mente, der var en chance for, at jeg gik i gang af mig selv i løbet af weekenden. Jeg fik derfor en tid til igangsættelse om mandagen. Jeg fik igen taget blodprøver.
Men der skete ikke noget i weekenden, så mandag morgen fik jeg lagt den første stikpille. Jeg fik taget blodprøver, som stadig intet viste.
Tirsdag morgen havde pillen ikke rigtig haft nogen effekt, så jeg fik lagt to mere. Onsdag morgen havde jeg så udvidet mig så meget, at de kunne taget vandet. Det var den 10/5-2006 kl. 9 om morgenen.
Det var svært for hende at få prikket hul, og jeg må sige, at det var temmelig væmmeligt. Det plaskede ikke ud, så jeg fik et bind på og skulle så gå lidt rundt, så de kunne tjekke, at der kom noget.
Jeg benyttede tiden til at gå ud og ringe til min mand om, at nu måtte han hellere komme herud. Han kom, og der blev kørt en CTG, som viste, at den lille var lidt stresset derinde. Vi blev sendt op på fødegangen kl. 10.00, og jeg blev igen koblet til en CTG.
Kl. 10.30 får jeg at vide, at det anbefales, at jeg får en epiduralblokade, da det kan hjælpe til med at sænke mit blodtryk. Det gøres der så klar til. Jeg skal have et drop i hånden, men jeg har så mange ødemer, at jordemoderen ikke kan finde min blodåre, og hun stikker forkert.
Hun bestemmer sig for, at det er bedre at få en narkosesygeplejerske til det. Der tilkaldes en narkoselæge, som skal lægge epiduralen. Hun vil gerne have helt nye blodprøvetal, inden den bliver lagt, så det må vi vente på. Jeg får altså taget blodprøve igen. Jeg får også lidt ristet brød, da sulten efterhånden begynder at melde sig.
Omkring kl. 11 begynder jeg at få uregelmæssige veer. Kl. 12.20 får jeg lov til at få CTG'en af og gå lidt rundt. Jeg får spist en halv sandwich, og kl. 12.50 bliver CTG'en sat til igen.
Kl. 13.05 er blodprøvetallene stadig ikke kommet, så de bestemmer sig for at kalde en narkosesygeplejerske, der kan lægge droppet i min hånd, så jeg kan få sat et vestimulerende drop.
Kl. 13.20 har jeg veer med 2-6 minutters interval. Jeg undersøges, men jeg er stadig kun 1 finger åben.
Kl. 13.45 får de svar på blodprøverne, og narkoselægen kaldes igen. Et kvarter efter kommer narkosesygeplejersken og lægger droppet i den anden hånd. Hun kunne heller ikke se blodåren, men hun sagde, at hun kunne mærke den, og hun ramte den bare med det samme.
Der bliver sat vedrop op, og mine veer gør efterhånden ret ondt. Kl. 14.20 kommer narkoselægen, og jeg får lagt epiduralblokade.
Det er helt fantastisk, så effektivt det er, og i lang tid kunne jeg ikke mærke veerne. Jeg kommer også over i en blødere seng, hvilket var virkelig dejligt, når man jo kun må ligge ned.
Kl. 15 er der vagtskifte, og herefter begynder de lige så stille at øge vedroppet.
Kl. 16.40 har jeg 5 veer på 10 minutter med 45 sekunders varighed, så de skruer derfor ned for droppet igen. Jeg begynder igen at kunne mærke veerne i højre side, men mit venstre ben er næsten helt lamt på grund af epiduralen, og jeg kan heller ikke selv tisse længere.
Jeg begynder at føle, at jeg får halsbrand, og jordemoderen vil hente noget af det der flydende alminox til mig, men det når hun ikke, før det bliver til rigtig kvalme. Jeg siger til min mand, at jeg skal kaste op, og han må løbe over efter en af de der brækbakker.
Jeg når lige præcis at sætte mig op, men der ryger alt for meget op, så på trods af bakken, må der både skiftes tøj på mig og på sengen. Men så havde jeg det også godt igen. Jeg skulle bare ikke have noget at spise.
Kl. 17.10 bliver jeg undersøgt igen, og jeg er nu pludselig 10 cm åben, og hovedet står meget lavt. Så begyndte de også at finde ting frem til babys ankomst.
Mine veer er stadig uregelmæssige, og de har svært ved at få CTG'en til at opfange babys hjertelyd og også mine veer. De synes også, at baby er lidt for stille derinde, så de snakker om, at der måske skal tages en blodprøve fra hovedet.
Så kaster jeg lidt op igen kl. 17.50. De kalder en læge på grund af den stille kurve over babys hjerte. Kl. 18.20 skruer de igen op for vedroppet, da veerne stadig er uregelmæssige. Jeg har under 5 veer på 10 minutter.
Kl. 19 kommer lægen og tager skalpeprøver, som dog viser, at baby har det fint derinde. Jeg begynder at kunne mærke, at det presser lidt, men ikke voldsomt.
Jeg havde nok forventet, at det ville føles meget voldsommere, fordi man altid hører, at nu skal man på toilettet. Men det er vel sandsynligvis på grund af epiduralen.
Kl. 20.00 bliver der taget endnu en skalpeprøve, som stadig er fin. Om det var her eller ved den første skalpeprøve, at der bliver sat en elektrode på babys hoved, er jeg lidt i tvivl om. Det blev i hvert fald gjort, fordi de havde så svært ved at måle pulsen med CTG'en.
Kl. 20.30 får jeg hovedpine igen, og jeg får noget smertestillende for det.
Da baby stadig står samme sted som for 3 timer siden, og jeg stadig ikke rigtig mærker mine presseveer så voldsomt, får jeg at vide, at nu skal jeg alligevel prøve at presse næste gang, jeg mærker noget.
Så kl. 20.40 starter jeg med at presse. Jeg har ikke den store fornemmelse af, hvornår veerne kommer, men jeg prøver at presse, når jeg tror, der er en ve. Det virker tilsyneladende fint, for ret hurtigt henter jordemoderen et spejl, så jeg selv kan se hovedet.
  Sikke en energi man får, når man ser det lille hoved være på vej ud. Kl. 20.58 fødte jeg hovedet, og kl. 21.02 var resten af kroppen ude.
Han havde navlesnoren en gang rundt om halsen. Han kommer op og ligge på mit bryst, og så er alt andet ligesom glemt.
Sikke dog en fantastisk oplevelse at ligge der med sin søn i armene! Han bliver suget i næse og mund og får lidt ilt hos mig, men han bliver slatten og lidt blå, så min mand får hurtigt lov at klippe navlestrengen, og så kommer han over på børnebordet.
Her får han ilt på maske og bliver varmet godt igennem af lampen. Der bliver kaldt en børnelæge, men da han kommer, har den lille det fint igen.
Kl. 20.15 kommer moderkagen, og bagefter skulle jeg syes med 2 knuder indvendig. Det tog temmelig lang tid, da det var en jordmoderstuderende, der skulle gøre det. Det var faktisk også hende, der gjorde alt det andet, og også hende, der tog imod min søn.
Kl. 21.40 får jeg min lille søn over til mig igen, og han sutter lidt på brystet. Han vejede 3.230 gram og var 50,5 cm lang, da han blev født. En perfekt lille størrelse! Vi vidste allerede der, at han skulle hede Falke. Intet navn kunne have passet bedre til hans lille ansigt.
Den første nat sov han bare til kl. 8 næste morgen, og han var, som han stadig er, helt vidunderlig. Desværre fik han om aftenen, da han var knap et døgn gammel, igen vejrtrækningsproblemer og måtte indlægges på børneafdelingen. Det var heldigvis bare lidt fostervand, og han kom tilbage til os igen dagen efter ved 15-tiden.
Alt i alt synes jeg egentlig, at det var et rart forløb på trods af de lidt skræmmende ting, der skete undervejs, som f.eks. blodprøverne fra hans hoved, og at han ikke lige trak vejret, da han kom ud. Men jeg synes, at de havde styr på det hele, og jeg følte, at min søn og jeg var i rigtig gode hænder.
Derudover var jeg bare super glad for, at min mand var der under hele forløbet. Han var den bedste støtte, man kunne tænke sig. Bare det, at han holdt mig på panden, når veerne var slemme, var rigtig rart. Tænk at så lille en ting kan gøre så stor en forskel.
04-12-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025