Skrevet af Lisbeth
Jeg havde om natten til den 10. april haft fornemmelsen af, at der var noget, der rendte, når jeg rejste mig fra sengen. Det fortsatte hele formiddagen, og ved 12 tiden ringer jeg til min mand og siger, at jeg tror, at vandet er gået, så han kommer hjem for at se efter sønnen.
Jeg får ringet til hospitalet, og jeg skal komme op til tjek. På hospitalet er de i tvivl, om vandet er gået, så jeg får et nyt bind på og skal komme igen 2 timer efter.
Jeg kommer der op igen ved 16.30 tiden og får kørt en strimmel, og de er stadig i tvivl, om vandet nu er gået, så der skal komme en læge og tjekke mig. Den besked får jeg ved ca. 18 tiden. Der kommer dog ikke en læge før ved 22 tiden. Hun ville lave en gynækologisk undersøgelse og scanne mig.
Men da hun laver undersøgelsen, er hun ikke i tvivl. Vandet er gået, for der kommer pludselig en lille skylle, så hun behøver ikke at scanne mig. Jeg bliver sendt hjem med besked om at komme igen kl. 9 næste morgen, hvis jeg ikke har fået veer.
Natten gik, og jeg havde ikke fået veer, så vi mødte op kl. 9 som aftalt. Jeg får igen kørt en strimmel og bliver mærket på. Jeg er stadig kun 1 cm åben med 1½ cm livmoderhals.
Jeg bliver installeret på en fødestue, og tingene bliver stille og roligt gjort klar til at sætte mig i gang. Kl. 10.30 får jeg lagt vedrop. Jordemoderen starter droppet kl. 10, og det bliver sat op hvert 20. minut.
Kl. 12.50 begynder jeg at få veer. Jeg vil gerne ud og gå lidt, og det får vi lov til. Vi skal bare være tilbage efter 20 minutter. Tilbage på stuen får jeg igen kørt en strimmel i 20 minutter.
Veerne er nu blevet lidt kraftigere, men jeg vil gerne ud at gå for at prøve at sætte lidt mere gang i det. Vi skal igen komme tilbage efter 20 minutter, men der går nok næsten 45 minutter, for nu kommer veerne med 45 sekunders interval.
Min mand kan sige præcis, hvornår der kommer en ny. Veerne er nu så kraftige, at jeg må stå stille og puste, når de kommer.
Oppe på fødegangen var min jordemoder begyndt at blive lidt bekymret, fordi jeg ikke var dukket op til den aftalte tid.
Jeg bliver mærket på kl. 14.30 og er nu 4-5 cm åben. Veerne er nu ret voldsomme, og jeg kan ikke holde ud at ligge ned, så jeg kommer op at stå.
Min jordemoder siger til mig, at hun kan se på CTG'en, at der er godt gang i veerne, og hun mener, at jeg vil føde inden aftensmaden. Jeg kigger op på uret, og klokken er 14.50, og så kigger jeg bare opgivende på hende. Hun smiler og siger, at jeg jo ikke ved, hvornår hun spiser aftensmad.
Kl. 15 er der vagtskifte, og jeg får nu en ny jordemoder og en jordemoderstuderende. På det tidspunkt syntes jeg, det presser, når jeg får en ve. Klokken er 15.15, og min veninde henter den jordemoderstuderende.
 Hun mener dog ikke, at det kan passe, for jeg var jo lige blevet mærket på 40 minutter før. Man prøver nu også at skrue ned for droppet, for der bliver registreret 6 veer på 10 minutter.
Kl. 15.30 mærker hun på mig, og til hendes store overraskelse er jeg 10 cm åben og mangler kun en lille kant, som hun mener er væk efter 3-4 veer, og det var den.
Kl. 15.45 får jeg lov til at presse for alvor, og efter 4-5 presseveer bliver Kamilla født kl. 15.53.
Livmoderen ville dog ikke rigtig trække sig sammen, så jeg fik en masse medicin for at få den til at trække sig sammen. Jeg nåede at miste 1,5 liter blod, inden moderkagen kom ud efter ca. 1 time.
18-01-2007

|