Skrevet af Lise
Denne fødselsberetning er ikke til dem, der måske er lidt nervøse for at føde, og især ikke til dem, der skal sættes i gang. Jeg vil gerne understrege, at forløbet er udsædvanligt, og af personalet på Herlev Sygehus betegnet som i "den tunge ende".
Tirsdag den 15. maj 2007 stillede vi på Herlev Sygehus kl. 9.30 til igangsættelse, fordi mit blodtryk vedblev at være for højt m.v. Da jeg nu var i uge 38+6, og lillepigen var skønnet til at veje ca. 3.700 gram, så mente de, at jeg godt kunne sættes i gang dér.
Jeg blev indlagt på en stue med 2 andre, og så blev der kørt CTG, og jeg blev undersøgt. Jeg var ikke særlig meget åben selv, så det blev ikke noget med hindeløsning eller at tage vandet, men derimod start med stikpiller.
Der blev sat stikpille op kl. 10 og igen kl. 16. Lidt efter kl. 16 fik jeg nogle regelmæssige plukkeveer, og efterhånden som aftenen gik, nev de noget. Jeg sov ikke ret meget om natten, for det var svært at slappe af mellem de der (plukke)veer, og så var jeg selvfølgelig spændt og usikker på det hele.
Næste dag lagde de endnu en stikpille, og så vandrede vi ellers Herlev Sygehus rundt for at sætte gang i noget. Veerne tog til, men de blev ikke til noget virkelig alvorligt, så da klokken blev 15.30, og jeg blev undersøgt igen, derefter fik jeg en af de der veer, hvorefter det gav et højt smæld indeni mig. Jeg var sikker på, at min mand måtte kunne høre det, men det kunne han sygeplejersken, at vi ville blive sendt hjem og skulle komme igen næste dag til en ny omgang stikpiller. Suk.
Så ville hun lige hente nogle papirer til os, og hun gik så ud af stuen. Ca. 10 minutter efter fik jeg en af de der veer, hvorefter det gav et højt smæld indeni mig. Jeg var sikker på, at min mand måtte kunne høre det, men det kunne han altså ikke.
Og så fik jeg en ve. Av. Ude på toilettet konstaterede vi, at det var vandet, der var gået, og jeg måtte af med de våde bukser. Tænk, det var ikke faldet mig ind at have ekstra bukser med, for jeg skulle jo sættes i gang på en kontrolleret måde, så mit vand skulle jo ikke gå sådan.
Nå, men de 5-6 veer jeg havde, imens vi fik kaldt på personalet, og jeg var på toilettet, kunne jeg arbejde med, sådan som jeg havde lært. Vejrtrækning og forskellige stillinger hjalp mig, så jeg syntes, der var styr på det.
Så kom portøren og kørte os til fødegangen. På vej derned begyndte veerne at gøre nas, og jeg havde den største lyst til at bede ham om at stoppe, for det gjorde simpelthen så ondt, hver gang han kørte over det mindste bump.
Inde på fødegangen nåede jeg lige over i en ny seng og hørte 2 sekunder af en jordemoderstuderende, der snakkede om at give mig en epidural for at sænke mit blodtryk, som var begyndt at ræse derudad.
Så fik jeg vestorm. Veerne kom oveni hinanden og gjorde meget meget ondt. Alle vejrtrækningsøvelser, afslapning og i det hele taget bevægelse røg lige lukt ud af vinduet. Jeg fik lattergas, som ikke rigtig virkede, men jeg fik da fokus på at trække vejret i den der maske, som skulle blive min følgesvend de næste 10 timer.
Jeg tabte kontrollen, og da jeg endelig havde et minuts pause, kunne jeg ikke andet end at tude, fordi jeg bare ikke følte, at jeg var med. Jeg holdt ud, til der kom en dame og lagde en epiduralblokade på mig. Blokaden blev lagt, og så fik jeg fred i knapt en time.
Det viste sig, at jeg havde åbnet mig til 5 cm på 50 minutter, så det var ikke så underligt, at jeg havde haft ondt. Efter en lille time skulle de undersøge mig, og umiddelbart efter begyndte jeg at mærke smerter indvendigt. Smerterne tog til og til, og til sidst lå jeg igen på siden i smertehelvede og kunne ikke andet end at flå i den der maske, hvor de i øvrigt havde sat den til ren ilt og ikke noget lattergas - sikkert fordi jeg flåede sådan i den, kunne jeg tænke mig.
Min mand og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde så ondt. Jeg havde jo fået en epidural, og jeg har aldrig hørt om, at den ikke skulle virke, eller at den kun virker på nogle af smerterne. Heller ikke anæstesilægen havde nævnt noget om denne mulighed.
I lang tid debatterede den jordemoderstuderende og diverse andre mennesker på stuen - jeg ved ikke hvem, for jeg ænsede kun min mands hånd og den der maske - om epiduralen mon lå forkert, og om jeg skulle have en ny eller hvad.
Jeg tryglede dem om at gøre noget, men jeg følte mig ret ignoreret. Endelig kom der en anden anæstesilæge og testede epiduralens virkning ved at hælde sprit ud over mig. Jeg var så omtåget, at jeg troede, det var koldt vand og undrede mig over, hvorfor han efterlod mig der i en sø af koldt vand.
Det viste sig, at epiduralen udelukkende virkede foran på min mave, så det var ikke så mærkeligt, at jeg havde ondt indvendig. Ydermere har jordemoderen efterfølgende fortalt mig, at hvis der er den form for problemer, så kan smerten godt forstærkes i det område, hvor den ikke virker - det siger du ikke!
Nå, men jeg fik en ny epidural, og den virkede, så jeg var meget glad for den nye anæstesilæge, selvom da han skulle lægge den, brugte han lidt ekstra tid, hvilket vil sige, at jeg fik en ve, mens jeg skulle ligge krummet sammen på siden. Det var ikke sjovt.
Men igen fik jeg fred i ca. 1 time. Så skulle jeg om på siden, fordi babys hjertelyd dykkede, og så begyndte smerterne igen. Jeg kunne slet ikke bære det, og jeg havde nu ikke sovet i utrolig mange timer og var totalt udmattet af alle de smerter, så jeg græd og tryglede dem om at gøre noget, alt imens det bare blev værre og værre.
De forsøgte at give mig vedrop for at gøre veerne mere effektive, men selv om jeg nu var helt åben, så blev baby ved med at stå fast højt oppe i fødselsgangen. Jordemoderen blev ved med at bede mig om at ligge på den ene og den anden side, og hun satte gang på gang målere fast på barnets hoved. Og hver gang, jeg skulle noget, gjorde det ufatteligt ondt, og de skulle rode med den der tåbelige briks, og jeg tudede og skældte ud.
Til sidst steg mit blodtryk til alarmerende højder, og samtidig dykkede babys hjertelyd, så der blev kaldt ekstra personale ind, og der kom en læge for at vurdere situationen. Han sagde til mig, at nu ville de sætte en hård sugekop på hende, og så skulle jeg presse hende ud, for ellers hed det kejsersnit.
Jeg havde i længere tid tryglet dem om kejsersnit, så jeg kunne ikke se det store problem, men til gengæld kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle presse hende ud. Jeg havde jo ikke presseveer, og jeg havde ingen energi tilbage. Men man kan, hvad man skal, og der kom jo en ve, og så pressede jeg.
Aldrig har jeg oplevet noget så smertefuldt, og jeg ænsede kun, at lægen lagde kræfter i og trak, mens jeg pressede, alt hvad jeg kunne, og brølede noget, der mindede om et urskrig ud i lokalet. Midt i den anden ve, hvor jeg pressede, føltes det som om, jeg skulle flække midt over, men der var ingen kære mor, og ved den tredje ve kom hun ud.
  De gik med hende med det samme, og min mand fik ikke lov at klippe navlesnoren, hvilket generer mig lidt i dag også, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Hun skulle have lidt starthjælp, men efter et kort øjeblik satte hun i et skrig. Jeg var så udmattet, at jeg ikke rigtig interesserede mig for hende til at starte med, så min mand fik hende i armene.
Hvad jeg ikke vidste var, at jeg havde blødt en masse og stadig blødte fra nogle kar i bristningen. Jeg hørte godt noget med, at de snakkede om, at jeg blødte, men jeg var så omtåget, at jeg intet fattede.
Pludselig fik jeg det dog lidt skidt, og så skal jeg ellers love for, at der skete noget. Det viste sig, at jeg var ved at gå i chok efter blodtab på 1,7 liter. Pludselig var der en masse mennesker i lokalet, og de stak i mig fra alle sider, hvilket gjorde mig skide sur - lad mig nu sove!
Min mand har fortalt mig, at det var det værste ved hele fødslen, men lidt efter fik de dog styr på mig, og så kom Amalie op på min mave. Vi var indlagt i en uges tid, men Amalie har hele tiden haft det godt, og hun er en nem lille prinsesse, som smelter alles hjerter.
03-10-2007
|
Relaterede artikler
© 1999-2025