Hver 7. kvinde får en fødselsdepression 1 ud af 7 kvinder lider af depression før, under eller efter graviditeten, og det kan have konsekvenser for hele familien.
3652
1 ud af 7 kvinder lider af depression før, under eller efter graviditeten. Det dokumeneterer en ny undersøgelse, som også peger på, at konsekvenserne kan være ødelæggende for moderen, hendes baby og hele hendes familie.
Næsten 5.000 amerikanske kvinder, som har født mellem 1998 og 2001, er blevet interviewet, og det viser sig, at der er stort set lige mange kvinder, som er deprimerede før, under og efter graviditeten.
Konsekvenserne af en graviditets- og fødselsrelateret depression kan være alvorlige. Kvinden kan have vanskeligheder ved at knytte sig til barnet, forholde sig til barnets far og gennemføre almindelige dagligdags aktiviteter, viser undersøgelsen, som er gengivet i The American Journal of Psychiatry.
Forskerne fastslår, at deres undersøgelse viser, at næsten 9 procent af kvinderne havde været deprimerede i de 9 måneder, som lå forud for deres graviditet. Næsten 7 procent viste tegn på depression under graviditeten, og godt 10 procent af kvinderne fik symptomerne, efter de havde født.
Omkring 15 procent af alle de undersøgte kvinder havde været deprimerede under mindst én af disse perioder.
Næsten 75 procent af kvinderne med en fødselsdepression havde også lidt af depressioner før graviditeten, og mere end 50 procent af de kvinder, som var deprimerede før graviditeten, havde også symptomer under graviditeten.
Langt hovedparten (93 procent) af de kvinder, som blev diagnostiseret før, under eller efter graviditeten, havde søgt behandling eller tog antidepressiv medicin mod deres depression (75 procent).
Forskerne opfordrer kvinder til at være meget opmærksomme på deres symptomer og til at drøfte dem med deres læge, for der findes effektive behandlingsmuligheder. Men det kan være et vanskeligt emne at bringe på bane for mange.
Symptomer på depression kan være en følelse af tristhed over et par uger eller mere, søvnbesvær, for meget søvn, skyldfølelse, manglende energi, ændringer i appetitten, rastløshed og selvmordstanker.