Da William blev født Her er historien om Williams fødsel, skrevet da han var 12 dage gammel.
6670
Skrevet af Louise
Det er nu snart 6 måneder siden, William blev født, men jeg vil alligevel gerne fortælle om hans fødsel - og vores største oplevelse! En helt fantastisk oplevelse, som vi stadig snakker meget om her ½ år senere.
Jeg gik over tid og blev sat i gang, da jeg var i uge 42 efter 2 forfærdelige uger. Det værste, jeg nogensinde har været udsat for!
De første 3-4 dage over termin gik OK. Det kunne jo ske når som helst. Men som dagene gik, blev det sværere og sværere at glæde sig, for vores lille baby skulle jo have været ude hos os nu, og hvorfor kom han dog ikke bare ud?
Min far havde rund fødselsdag, da jeg var 10 dage over termin, og da var jeg på den ene side desperat og på den anden opgivende. Desperat fordi jeg havde prøvet ALLE husråd og gode idéer, og opgivende fordi jeg for hver dag måtte konstatere, at det ikke virkede.
Her er historien om Williams fødsel, skrevet da han var 12 dage gammel. Jeg havde termin den 23. maj 2007, men William hyggede sig vældigt i maven, så jeg blev sat i gang den 6. juni, 14 dage over tid. 14 meget lange dage.
Vi mødte på barselsgangen på Viborg Sygehus kl. 7 om morgenen den 6. juni og blev taget imod af den jordemoder, der kom til at følge os resten af dagen.
Da der ikke var kommet nogen seng til mig, gik vi en tur udenfor. Det var allerede begyndt at blive lunt, så det var dejligt med lidt frisk luft.
Kl. 9 havde jeg fået en seng og blev undersøgt første gang. Livmoderhalsen var næsten udslettet, så jeg fik en stikpille og fik kørt en CTG. CTG'en så fin ud, der var ikke meget aktivitet i maven og plukkeveer var der ikke mange af.
Jordemoderen mente dog, at jeg var så langt, at hun ikke ville blive overrasket, hvis vandet pludselig gik, og det var især jeg glad for at høre, for så var det jo snart!
Derfor fik vi ikke lov at tage hjem, som vi havde regnet med, og vi tilbragte de næste timer med at gå rundt i sygehusets meget lille have og frem og tilbage i forhallen. Det var ved at blive godt varmt, og plukkeveerne begyndte så småt at tage til i styrke.
Kl. 14.20 får jeg kørt endnu en CTG, der viser veer med 2-4 minutters mellemrum og lidt kraftigere end om morgenen.
Jeg bliver undersøgt igen. Jeg er åben for 2 fingre, og der er spænding i fosterhinden. Der bliver derfor ikke gjort mere, og vi får besked på at se tiden an til kl. 16-16.30.
Det er endnu ikke så slemt, så Martin tager hjem efter vores ting, og imens forsøger jeg at hvile mig.
Da Martin kommer tilbage, har jeg det fint, og jeg kan sagtens holde til at gå, så vi tager endnu en tur rundt på sygehuset. Det er efterhånden blevet rigtig varmt, så det er ikke rart at gå ude.
I løbet af en times tid tager veerne til, og det er ikke længere så sjovt at gå for meget rundt, så vi går kun ned i forhallen og sidder lidt for så at gå op på stuen igen.
Kl. 16 bliver jeg igen undersøgt af en anden jordemoder. Jeg er stadig kun åben for 2 fingre, og der bliver kørt en CTG. Den viser veer af 45-90 sekunders varighed med ca. 2 minutters mellemrum.
Denne jordemoder er noget mere skeptisk end den første, vi havde, og hun tager lidt af mit gode humør, da vi får besked på at vente et par timer - igen.
Kl. 18 kommer der en sygeplejerske og spørger til, hvordan det går. Der er ikke sket de store ændringer. Det er stadig ikke for sjovt at gå, men jeg gør det. Dog har jeg haft den første ve, hvor jeg skulle koncentrere mig om at trække vejret! Jubii. Hun ringer derfor til fødegangen og spørger, om de ikke vil have os.
Kl. 18.30 bliver vi hentet af en portør og kørt på fødegangen, hvor vi bliver modtaget af en meget sød og dygtig jordemoderstuderende Lene og en jordemoder Joan.
Jeg synes dog hyppigheden har aftaget lidt (og bliver lidt nervøs for, om vi nu bliver sendt op på barselsgangen igen, for der er vist lang vej endnu).
Men heldigvis ikke. Der bliver kørt en CTG igen igen, og der er nu 2-5 minutters interval mellem veerne, og jeg er stadig kun åben for 2 fingre. Til min "lettelse" har veerne taget lidt til, og jeg skal nu koncentrere mig under hver ve, så der er da alligevel ikke helt stilstand.
Kl. 19.40 bliver jeg undersøgt, stadig ingen fremgang, så Lene vil tage vandet for at sætte lidt skub i sagerne. Vandet bliver taget lidt i 20. Det er lysegrønt, og jeg kan derfor vinke farvel til det karbad, jeg har siddet og drømt om.
Kl. 20.30 viser CTG'en, at hjerterytmen er lidt lav, og der er ikke så stor variation i hjerterytmen. Jeg vender mig derfor om på først venstre og så højre side for at sætte fut i babys hjerte. Det hjælper ikke rigtig, og der bliver derfor sat en elektrode på babys hoved for at give mere præcis måling af hjerterytmen.
Kl. 20.50 er hjerterytmen blevet "normal". Der er igen variation i hjerterytmen, og veerne har taget til igen. De varer nu ca. 1-1½ minut af varierende styrke.
Kl. 21.20 er hjerterytmen igen lidt for "ensformig". Der bliver dog ikke gjort tiltag.
Kl. 21.40 varer veerne ca. 1 minut men med længere intervaller, og jeg er stadig kun åben for 2 fingre. Veerne er begyndt at gøre lidt ondt, og Lene forsøger derfor med steriltvandspapler, som ikke er nogen succes! Det svier helt vildt og føles meget ubehageligt, så jeg nægter at få mere end den ene, som i øvrigt ikke hjælper en pind.
Joan foreslår derfor at lave nogle varmepuder, som bliver min redning. De er rigtig dejlige at have på maven og i lænden, og jeg får lavet flere undervejs.
Kl. 21.55 er der stadig ikke sket det store, så jeg får lagt ve-drop. Hjerterytmen er stadig for ensformig, og jeg kommer derfor op at sidde. Det hjælper på både hjerterytme og smerter, så jeg sidder derfor op det næste stykke tid.
Over den næste time bliver droppet øget, og kl. 23 er jeg stadig kun åben for 2 fingre. Forvagten er tilkaldt, fordi babys hjerterytme stadig er for ensformig og en anelse lav. Der besluttes at fortsætte med langsom øgning af ve-drop.
Kl. 23.25 er veerne så kraftige, at jeg kaster op, og der bliver skruet ned for ve-droppet.
Den sidste times tid har jeg ikke observeret særlig meget omkring mig. Jeg kan huske, at jeg fik kolde klude i panden, at det var blevet mørkt og at der var en læge på et tidspunkt, men hvorfor havde jeg ikke lige styr på.
Da der er vagtskifte, fortæller jordemoderen, at min "egen" jordemoder Jette er kommet for at hilse på mig. Og jeg siger bare: "Jeg har godt set hende" i stedet for at sige "hej" eller "ja".
Kl. 23.40 er jeg åbnet 8 cm.
Kl. 23.45 begynder babys hjerterytme at falde under veerne, og jeg får derfor iltmaske.
Kl. 00.05 begynder jeg at få pressetrang.
Kl. 00.30 tilkaldes forvagten på grund af mistanke om, at baby ikke får ilt nok, og fordi hjerterytmen dykker under veerne og retter sig lidt sent.
KL. 00.40 har jeg voldsom pressetrang og får lov til at presse lidt med. Babys hoved kan nu skimtes.
Kl. 00.41 kommer forvagten, som tager en blodprøve fra babys hoved og afventer forløbet uden yderligere tiltag.
Kl. 00.43 fødes William efter 20 minutters presseveer. Han er lidt blå på grund af den manglende ilt under presseveerne, og scorer derfor 9/1, 10/5, 10/10 i Apgar.
Jeg bløder lidt for meget, og Jette har derfor travlt med at få moderkagen ud. Det føles ret ubehageligt, og jeg kan derfor ikke rigtig koncentrere mig om at studere William. Martin får ikke klippet navlestrengen, da det skal gå lidt hurtigt.
Men efter ½ time kommer den endelig ud, og jeg får ikke set den, da jeg stadig bløder, og Jette arbejder videre. Det viser sig at være et blodkar, der er bristet, og da jeg er blevet syet, får vi lov at være alene.
Efter en times tid bliver William målt og vejet til 4.310 gram og 56 cm. Han var noget større, end hun havde regnet med (hun havde selv skudt ham til 3.700 gram en uge før).
Relaterede artikler
© 1999-2025