Skrevet af Lone
I 2004 planlægger mig og min mand vores første barn. Jeg bliver hurtigt gravid og har ingen gener i graviditeten. I uge 20 til nakkefoldsscanning får vi at vide, at der er for meget væske omkring barnets nyre, og at der skal holdes ekstra øje med barnet.
Jeg bliver scannet i uge 25, og der er det stadig det sammen. Jeg får her at vide, at hvis det ikke har fortaget sig i uge 28, skal barnet ud. Det er nogle lange uger, men vi når til uge 28, og væsken er heldigvis væk. Så der er ingen ko på isen.
Ved jordemoderbesøg i uge 36 har jeg meget højt blodtryk, og hun finder ud af, at barnet ligger i underkropstilling, så vi bliver sendt på sygehuset i Viborg. Her bliver det konstateret, at min moderkage ligger foran, så man vil ikke forsøge at vende ham, men der bestilles tid til kejsersnt i uge 38.
Jeg får brev om tid til scanning i uge 38 og ringer der ind, da jeg jo skulle have tid til kejsersnit, men det ved de ikke noget om. Så jeg tager til scannning, og han ligger stadig i underkropstilling. Jeg får stikset urin, og der er proteiner i, og jeg har masser af væske i kroppen samt højt blodtryk. Derfor bliver jeg indlagt, og det bliver bestemt, at jeg skal have kejsersnint næste morgen.
Den 6. januar 2005 bliver vi forældre til en dejlig dreng. Mælken vil dog ikke løbe til, og sygehuset vil ikke give ham erstatning, så han bliver sultet i 2 døgn. Efter udskrivelsen har vi stadig utroligt svært ved at mætte ham og må droppe amming og give modermælkserstatning.
I november 2005 får jeg en blodprop i hjertet efter at være startet på arbejde igen. Puha, sikken en forskrækkelse.
I sommeren 2006 planlægger vi barn nummer 2, og jeg bliver igen hurtigt gravid. Hun er "lavet" onsdag, og allerede natten til lørdag er jeg møgsyg, kaster op, har kvalme og er bare dårlig.
Jeg bliver indlagt mandag på grund af væskemangel, og der bliver på sygehuset taget en graviditetstest for at se, om jeg må få noget mod kvalmen. Den var negativ, så det får jeg.
Jeg bliver udskrevet efter et par dage, men det går ikke bedre. Jeg kaster op hele tiden, kan ikke spise noget og taber hurtigt over 10 kg. Jeg bliver nu indlagt igen på Viborg Sygehus. Jeg kan bare ikke mere, kan ikke sove, er sulten og bare svag.
Jeg er nu 6 uger henne og beder dem om at lægge mig i narkose og fjerne barnet, da jeg er kørt utroligt langt ud både fysisk og psykisk. Men heldigvis lytter de ikke til mig.
Jeg får noget medicin, der tager toppen af det, og kommer hjem efter en uge. Jeg skal herefter gå til vægtkontrol 2 gange om ugen. Dette står på i de næste 18 uger.
Da det værste er overstået, begynder jeg på arbejde igen. Men ak, kun i 3 uger, så får jeg bækkenløsning og må hjem og gå. Øv øv.
Da vi nærmer os tiden for termin, får jeg at vide af lægerne, at de anbefaler mig et kejsersnit igen på grund af blodproppen. Så det er aftalen.
Caroline kommer til verden den 15. juni 2007. Jeg bløder desværre for meget og skal på observationsstue, så der går 2 timer, før jeg ser mit barn.
Igen er der problemer med amningen, men denne gang har jeg lært noget, så jeg får noget erstatning til hende, og det viser sig, at hendes tunge er vokset for meget sammen inde i munden.
Vi kommer hjem, og alt går bare godt. Hun er utrolig nem og sover igennem, da hun er 6 uger gammel. Men jeg bliver sendt hjem med en blodprocent på 3,2 og får bare besked på at spise jern.
I oktober begynder det at gå ned ad bakke med mig. Jeg føler ingen glæde ved mine børn, og jeg er bare træt hele tiden. Min lunte er også blevet meget kort.
Pludeselig en nat vågner jeg med panikanfald, kan ingen steder være og tror, at jeg skal dø. Dette sker igen de 2 næste nætter. Jeg ringer til lægen og får noget at sove på, og så skulle vi snakke sammen den næste dag.
Han konstaterer, at jeg har fået en fødselsdepression, og at jeg skal i medicinsk behandling. De næste dage er et rent helvede. Jeg ønsker ikke at leve mere, og jeg føler mig som en byrde for mine omgivelser. Men langsomt begynder det at lysne.
Jeg går til psykolog for at få bearbejdet tingene. Nu har jeg taget medicin i 7 uger, og dagene bliver bedre for hver dag heldigvis. Alle de mørke tanker er væk, og der begynder at komme et lille overskud.
Jeg har valgt at kalde min medicin for solskinstabletter, for de bringer solen tilbage i mit liv. Jeg ved, at jeg skal tage medicin længe endnu, men jeg har accepteret det.
Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre. Tak fordi du læste med.
27-01-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025