Skrevet af Jeanet
Jeg er i forvejen mor til 2 børn, en pige på 1½ og en dreng på 4 år, da jeg i april 2007 finder ud af, at jeg er gravid igen. Denne graviditet var ikke planlagt, og det kommer som et chok for både min mand og jeg, at vi venter os igen. Men som tiden går, vænner vi os så små til, at vi nu snart skal til at være en familie på 5 i stedet for 4. Vi fortæller det til de "store", og specielt den ældste bliver helt vild.
Nå, men vi kommer til læge, og terminen bliver sat til den 11. januar 2008. Så er der bare tilbage at vente. Vi kommer til nakkefoldsscanning i uge 12. Dette gik ikke som forventet. Nakkefolden var nemlig for tyk, hvilket kunne tyde på Downs syndrom. Derfor skal jeg efter eget ønske have foretaget en fostervandsprøve i uge 16.
Fostervandsprøven viste heldigvis, at vores barn ikke fejlede noget. Vi havde et ønske om at få kønnet at vide, og det fik vi så i forbindelse med fostervandsprøven. Vi ventede en dreng. Det var bare helt fantastisk at få at vide.
I uge 25 blev jeg desværre sygemeldt med bækkenløsning, så nu gik jeg bare hjemme, men der er nu nok at se til med 2 unger i forvejen og en mand, der aldrig er hjemme (han kører lastbil).
På grund af fødslen af min søn, som endte i et akut kejsersnit, fordi han var for stor (4.000 gram) og samtidig var stjernekigger, var jeg til vægtscanning 2 gange. 1. gang i uge 32 og sidste gang i uge 38. Sidste gang fik jeg at vide, at der ikke var noget at være bekymret for, for han blev kun skønnet til at veje 2.780 gram, så det var jo ikke så voldsomt.
Min datter gik jeg også til vægtscanning med af samme årsag, og selvfølgelig også fordi jeg gerne ville prøve at føde vaginalt. Ved fødslen vejede hun 3.380 gram, og det var lige ved, at hun også var for stor, da hun stod fast på grund af arvæv fra kejsersnittet. Nå, men alt så jo fint ud, og der var ikke noget, der tydede på, at han ville blive specielt stor.
Vi nærmede og med hastige skridt terminen, og dagen før terminen tager jeg med en veninde i en babyudstyrsforretning for at få købt det sidste. Jeg kommer hjem, får hentet de 2 store, får lavet aftensmad og putter dem i bad, og så lige pludselig synes jeg, at det mærkes ligt underligt i maven, men det er jo nok bare noget, jeg har spist.
Manden kommer hjem, og vi får puttet de store. Jeg fortæller ham, hvordan jeg har det, og vi bliver enige om, at vi nok hellere må gå tidligt i seng, hvis nu der skulle ske noget i løbet af natten.
Kl. 1 vågner jeg. Jeg har lidt små-ondt, men ikke noget helt vildt. Jeg går på toilettet, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på en forestående fødsel. Jeg lægger mig op på sofaen for ikke at vække manden.
Mens jeg ligger der, synes jeg, at det bliver en smule værre, og jeg begynder at tage tid. Der er alt fra 2 til 10 minutter i mellem, og de varer fra 15 til 45 sekunder. Det er jo ikke noget.
Men nu nærmer klokken sig 7, så jeg går ned og vækker mand og børn. Jeg er nu ikke længere i tvivl om, at det er veer, jeg har, for de er godt nok begyndt at bide lidt. De er stadig meget uregelmæssige, men de er begyndt at vare ca. 45 sekunder.
Min mand kører ungerne afsted i børnehave og dagpleje, og da han kommer hjem, ringer jeg til fødegangen. De vil gerne lige kigge på mig, da det jo er 3. gang, og den kan åbenbart godt være lidt lumsk.
Vi kører derop kl. 8.15 og bliver undersøgt kl. 9. Jeg er da 4 cm åben. Hold da op, det havde jeg ikke regnet med. Jeg har fortsat ikke særlig ondt, men jordemoderen synes lige, at vi skal blive i 1 time, nu hvor hun har "pillet" ved mig.
Kl. 10.30 vil hun gerne lige undersøge mig igen, og hvis der ikke er sket mere, kan jeg tage hjem. Jeg har stadig ikke særlig ondt, så jeg tror ikke, at der er sket det vilde, men men men. Jeg er 7 cm åben, så jeg må ikke tage nogen steder.
Jeg ringer til min mor og min søster, som gerne ville med. Min mor var også med ved min datters fødsel, og det var bare helt fantastisk at have hende der, så det skulle hun igen. Min mor er ved frisøren, da jeg ringer og siger, at nu er det nu, så hun kommer på sygehuset med temmelig underligt hår, for der var ikke tid til at få det tørret og sat. Det har vi godt nok grinet af mange gange siden.
Kl. 12.30 bliver jeg undersøgt igen, og der er jeg 9 cm åben med en lille kant. Fostervandet er stadig ikke gået, så jordemoderen foreslår, at vi prikker hul, da han stadig står højt og ikke rigtig vil komme ned. Det bliver gjort kl. 13, og så skal jeg love for, at det kommer til at gøre nas.
Jeg kommer under bruseren, men jeg synes ikke rigtigt, at det hjælper. Jeg går helt ind i mig selv af smerter og får lidt lattergas. Den maske bliver min redning og bedste ven den næste time.
Han trykker voldsomt på mit bækken, og mine veer er begyndt at aftage. Jeg bliver beordret op at stå, men hvem har lige lyst til det, når man har så ondt? I hvert fald ikke mig. Nå, men op kommer jeg da, og jeg står og vrikker med måsen i 15 minutter.
Så kommer jeg igen op at ligge og bilver undersøgt. Jeg er nu 10 cm åben, men han står stadig højt. Jeg får at vide, at jeg skal prøve at presse. Det er godt nok svært, når man ikke har pressetræng, men jeg presser, det bedste jeg har lært. Han kommer heldigvis længere ned, og jeg begynder at få pressetræng.
Kl. 14.15 presser jeg rigtigt igennem, og kl. 14.28 ser Benjamin dagens lys. Jeg sprækkede en del, og der sprang et blodkar, så jeg mistede ca. 700 ml blod. Jeg blev syet i 1½ time, men det var jo ikke slemt, for jeg havde mere travlt med at beundre min lille perfekte dreng.
Han vejede 3.940 gram og var 54 cm lang. Vægten var jeg meget overrasket over, da jeg jo havde fået at vide, at jeg ikke kunne føde store børn.
Vi overnattede på patienthotellet og tog hjem dagen efter. Benjamin er i dag 3 måneder og en dejlig stor dreng på 7,5 kg og 68 cm. Hans søskende elsker ham, og han får mange kys og kram. Vi blev overrasket over, at vi skulle have ham, men vi ville ikke være ham foruden for noget andet i verden.
Tak fordi du læste med så langt.
26-04-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025