Risikoen for, at en lykkelig graviditet ender i en ulykkelig dødfødsel, stiger i takt med, hvor stresset den gravide kvinde er.
Over en periode på 9 år har læger fra Aarhus Universitetshospital i Skejby indsamlet spørgeskemaer fra knap 20.000 gravide kvinder, som har angivet, hvor stressede de følte sig i måneden forinden.
Og tendensen er klar: De kvinder, der angav, at de følte sig mest stressede, havde 80 procent større risiko for, at barnet døde i deres mave.
I Danmark er der årlig omkring 150-200 dødfødsler, hvor barnet dør fra den 28. graviditetsuge eller senere. Andre faktorer som rygning, alkohol og koffein øger risikoen for dødfødsel. Også uddannelsesniveau og den gravides alder spiller ind.
Kilde: Politiken
27-05-2008

|