Blodprøve kan afskaffe moderkagebiopsi Inden for få år kan det være slut med den risikable moderkagebiopsi, der hvert år er skyld i 35 ufrivillige aborter.
8625
Inden for få år kan det være slut med den risikable moderkagebiopsi, der hvert år er skyld i 35 ufrivillige aborter.
Et dansk biotekfirma er nemlig langt i udviklingen af en metode, der kan opdage kromosomfejl såsom Downs syndrom ved hjælp af en simpel blodprøve.
Metoden er endnu ikke blevet testet på et større antal kvinder. Alligevel er professor og overlæge Niels Uldbjerg fra Skejby Sygehus, der har leveret blodprøver til forskningen, begejstret over de foreløbige resultater.
"Vi har ventet på det her i rigtig mange år, og man tænker umiddelbart, at det er for godt til at være sandt. Men jeg har været hos firmaet og se resultaterne. Det ser rigtig, rigtig imponerende ud", siger Niels Uldbjerg.
Forskningschef og overlæge Michael Christiansen fra Statens Serum Institut tager mere afdæmpet mod firmaets resultater:
"Jeg har mine tvivl om, hvorvidt det teknisk kan lade sig gøre at tilbyde til alle kvinder. Man har i snart 20 år i store forskningscentre over hele verden arbejdet på det. Blandt andet i USA, hvor der er brugt millioner af kroner uden resultat".