Skal føde ambulant første gang Nu er førstegangsfødende ikke længere fredet. I fremtiden skal de sendes hjem inden for 24 timer.
6865
Flergangsfødende sendes hjem 2-6 timer efter, at de har født, mens førstegangsfødende typisk får lov til at hvile ud i 2 dage efter en fødsel.
Men nu er de førstegangsfødende ikke længere fredet. Region Syddanmark vil som den første region i landet have førstegangsfødende til at føde ambulant.
I dag er de fødende kvinder i gennemsnit på Svendborg Sygehus i godt 2 døgn. I fremtiden skal de hjem inden for 24 timer.
Formand Poul-Erik Svendsen (S) fra Sundhedsudvalget i Region Syddanmark afviser, at personalet på sygehusene vil tvinge førstegangsfødende til at tage hjem.
"Førstegangsfødende vil ikke blive tvunget til at tage hjem. I den økonomiske plan er der kalkuleret med, at kun halvdelen af de førstegangsfødende føder ambulant", siger Poul-Erik Svendsen.
Den nye fødeplan er i høring frem til den 8. oktober 2010 og ligger derfor endnu ikke fast.