Hurtig hjemsendelse af nybagte mødre og deres børn blot 2 timer efter fødslen på et regionssygehus risikerer at koste liv.
Det mener ledende sundhedsplejerske Margit Krabbe i Århus Kommune.
"Vi ser flere og flere børn, som kommer i direkte livsfare. Det rammer de førstegangsfødende. Nogle mødre tror, det er helt naturligt, at de nyfødte sover hele tiden, men det er det ikke", siger Margit Krabbe.
Tal viser nu, at stigningen af ambulante behandlinger og genindlæggelser efter fødsler er steget med henholdsvis 60 og 40 procent.
"Regionerne lever ikke op til deres ansvar med specielt at følge de førstegangsfødende i de første 5 døgn efter fødslen", siger Margit Krabbe.
Margit Krabbe fortæller om et konkret eksempel fra Århus, hvor et meget lille nyfødt barn på kun 1.870 gram blev udskrevet, efter dog at have været indlagt i 10 døgn med sin mor.
"Men på det tidspunkt havde barnet tabt 10 procent af sin fødselsvægt, og det er ganske alvorligt for så lille et barn", siger Margit Krabbe.
Hun mener, at regionerne bør garantere, at børn og mødre ikke sendes hjem, før de kan klare sig, og amningen fungerer.
Hvor hurtigt blev du sendt hjem efter fødslen? Ville du ønske, at du kunne være blevet på fødestedet i længere tid? Skriv en kommentar herunder.
Kilde: Ritzau
23-08-2011

|