Vordende fædres frygt Der er især 7 ting, som vordende fædre må se i øjnene, at de kommer til at frygte.
4340
Fra det øjeblik en mand får kendskab til, at hans partner er gravid, bliver han kastet ind i en mærkelig ny verden. Han bliver opmuntret til at deltage i graviditets- og fødselsprocessen. Samtidig går det lynhurtigt og utroligt klart op for ham, hvor uvelkommen hans frygt, usikkerhed og meget lidet befordrende tanker er. Men fædre in spe føler sig ofte forvirrede, kede af det, ængstelige og vrede - hvilket er helt naturligt.
Der er især 7 ting, som vordende fædre må se i øjnene, at de kommer til at frygte:
1. Sikkerhedsangst
Den største frygt mænd må konfrontere er den, der er dybest forankret i vores kultur: "Vil jeg være i stand til at beskytte og forsørge min familie?". Det er det allerstørste spørgsmål. I de fleste familier er der dette pludselige - om end midlertidige - skift fra 2 indkomster til 2 personer, til 1 indkomst til 3 personer. Og det er en tung byrde at bære i nutidens samfund. Faderen er nødt til at være stærk på en måde, han ikke havde regnet med før. Han skal levere understøttelse, ikke bare økonomisk, men også følelsesmæssig støtte: Hans kone får brug for hans hjælp. Hun vil skulle gennemgå dramatiske følelsesmæssige skift, og han er nødt til at være hendes rolige og ligevægtige modvægt.
2. Præstationsangst
Mere end 80% vordende fædre siger, når de bliver spurgt mens de venter på barnet, at de er bange for ikke at være i stand til at yde nogen hjælp, når deres kone skal føde. De er bange for, at de vil besvime, kaste op eller blive utilpasse ved synet af alle de kropsvæsker (blod og fostervand m.v.). En sådan frygt kan være kommet af tegneserier, film og den måde, vores kultur gør grin med mænd på. Men to ting står klart: Alle mændene forventede det, og det sker næsten aldrig. Ved opfølgningssamtaler med nybagte fædre viste det sig, at kun 1 ud af 600 mænd besvimede, og det var i august måned, og samtidig med, at det var meget varmt i vejret, var klimaanlægget gået i stykker, og to af sygeplejerskerne måtte også forlade lokalet.
Hvis du virkelig ikke kan tåle at se blod, så gå udenfor under selve fødslen. Lad være med at ignorere din angst - arbejd dig igennem den, og tal med andre fædre, der har prøvet det. Det første fædre typisk siger, når de kommer ud fra fødestuen er: "Babyen og min kone har det godt; det blev en pige". Og det næste de siger er: Jeg blev ikke dårlig - jeg klarede det fint".
3. Faderskabsangst
Mange nye og vordende fædre får den tanke, at de måske slet ikke er babyens far. Men hvis man spørger de samme mænd, om de tror, deres kone har haft sidespring, bliver de fornærmede og sårede. Logisk set er det modstridende udsagn, men på det følelsesmæssige plan er det noget andet, der gør sig gældende. Manden svælger i sine egne utilstrækkeligheder: "Det her er for storslået - for guddommeligt - det at deltage i skabelsen af liv. Nogen eller noget, der er større end mig, må have gjort det".
4. Dødelighedsangst
Når man er delagtig i begyndelsen til et liv, kan man ikke undgå at komme til at tænke på slutningen af livet. De eksistentielle spørgsmål virker pludseligt enormt vigtige. Jeg er ikke den yngste generation mere, min efterfølger er ankommet, og hvis alt går rigtigt til, vil jeg dø, før mit barn dør. For en masse unge mænd, der går rundt og tror, at de er udødelige eller uovervindelige, er det en stor forandring.
5. Helbredsangst
En barnefødsel er en nerveopslidende oplevelse. Skræmmende ting kan ske med den person, man elsker mest i hele verden. Man kan miste babyen, man kan miste sin kone og blive nødt til at opfostre barnet alene. Det er faktisk ikke så længe siden, at det at føde i høj grad var risikobetonet. Da vores oldeforældre fik børn i begyndelsen af 1920’erne, var den mest almindelige dødsårsag for kvinder under 50 år fødsel. I dag, hvis fødslen går godt, og babyen har det fint, kan man stadig se de fleste forældre i smug tælle den nyfødtes fingre og tæer.
6. Relationsangst
Mænd frygter ofte, at deres kone vil elske babyen mere end nogen anden på jorden - og lukke dem selv ude fra dette intime forhold. Det er en meget virkelig angst for at blive erstattet. I så mange familier bliver moderen vagthunden, der kun giver sin mand adgang til babyen, når det passer hende.
Manden er nødt til at gøre sin kone klart, at dette også er hans barn, og de er partnere, når det kommer til børneopdragelse. Han har brug for at være alene sammen med sit barn, og sende mor hjemmefra nogle dage. Ellers kan han komme til at tilbringe al sin tid på golfbanen, fordi der ikke er plads til ham derhjemme.
Hver forælder bibringer forældreskabet forskellige styrker. Barnet regner som regel med moderen, når det angår sikkerhed, varme og velbehag. Barnet vender sig til faderen for hans sans for frihed og adskillelse og verdensklogskab. Disse kvaliteter kan selvfølgelig komme fra både far og mor, men når dynamikken fra dem begge går hånd i hånd, er det formidabelt.
7. Angst for "kvindemedicin"
Mænd er ikke vant til gynækologiske undersøgelser hos lægen. Det virker koldt og fremmed på dem - det er noget de ikke forstår ret godt. Selv fra sidelinien føler mange mænd sig umenneskeliggjort, forlegne og hæmmede i selskab med brikse, stigbøjler og gynækologiske instrumenter. Undersøgelsesværelser og fødestuer på hospitaler er ikke indrettet behageligt for fædre. Mænd er sædvanligvis ret uvidende om kvindens forplantningsorganer. "Det er det, der sker dernede". Så derfor, når mænd oplever alt dette for første gang, bliver det let for meget for dem. At være forberedt og på forhånd at have taget beslutning om, hvad nøjagtigt faderens rolle i fødselsforberedelserne og under fødslen skal være, hjælper enormt. Hvis man planlægger en fødsel, hvor faderen skal være med, hjælper det meget at undervise ham i, hvad der venter forude.
Relaterede artikler
© 1999-2025