Stor succes for ny babyambulance Som de første i Danmark har Nordjyllands Amt fået en babyambulance.
3520
Som de første i Danmark har Nordjyllands Amt fået en babyambulance.
Ambulancen er beregnet til at transportere alvorligt syge babyer og småbørn fra nyfødte op til 2-3 år f.eks. fra et af de mindre sygehuse i amtet til Skejby Sygehus, Odense Universitetshospital eller Rigshospitalet.
Ambulancen betjenes af et specialhold på 10 læger og 15 sygeplejersker, der skiftes til at køre med, når børnene skal transporteres.
Babyambulancen er fuldt udrustet til, at man kan viderebehandle børnene under transporten. F.eks. er der indrettet plads til en speciel kuvøse med respirator, varmeanlæg, medicinpumpe, lys og alt andet, der kan tænkes at skulle bruges under transporten af en syg baby.
Ambulancen har desuden en speciel lift, der kan hæve kuvøsen med barnet i op og ind i vognen, hvor den spændes fast, så den ikke flytter sig under kørslen. Der er også klimaanlæg i bilen - både køleanlæg og varmeanlæg - så den rette temperaturen kan holdes inde i kabinen uanset vejret udenfor.
I Ålborg er man meget glad for babyambulancen, som blev taget i brug i maj måned i år, og den har kørt siden med stor succes.
Flere andre amter i landet er stærkt interesserede i også at få en babyambulance, men foreløbig er det kun de nordjyske forældre, der kan nyde godt af denne ekstra service, hvis de skulle være så uheldige at få et sygt barn, der skal transporteres under sygdommen.