Dine drømme reflekterer din følelsesmæssige tilstand. Som de fleste ved, medfører graviditeten både positive og negative følelser, og disse bliver "fordøjet" gennem drømmene.
Det er således helt almindeligt, at drømmene under graviditeten bliver mere underlige og surrealistiske. Dette skyldes formentlig alle de hormoner, der raser rundt i kroppen.
Eksempler på drømme
Min mand har drømt, at vi får en pige, og at jeg ville føde før tiden. Jeg selv har haft en noget anderledes drøm, nemlig at jeg fik mulighed for at se og røre mit barn, før det var født. Det var et drengebarn, og det var en lidt defus drøm, hvor barnet blev taget ud af maven på mig, uden jeg kunne mærke det, helt uden smerte. Jeg så en dreng med store øjne og mørkt hår. Jeg måtte ikke beholde ham, da jeg jo ikke skulle føde endnu. Barnet var godt nok i den størrelse, som et barn har, når det bliver født, men jeg kunne ikke beholde det alligevel. Han var velskabt og meget sød. Han var nøgen og lidt fedtet, som om han lige var blevet født. Jeg har termin den 23. marts 2002 og havde drømmen, da jeg var omkring min 20. uge. Lidt underligt men jeg var egentlig glad og afslappet, da jeg vågnede næste dag. Jeg havde det som om, at fødslen ikke ville blive noget problem. Angsten for at føde er dog kommet til mig nu alligevel.
- Dorthe
Jeg drømte, at jeg fik en pige (troede lidt det var en dreng). Hun blev født med tænder, hår og tøj på. Vi spurgte hende, hvad hun ville hedde, og hun sagde, at hun ville hedde Mia (vi var meget i tvivl om pigenavne). Denne drøm gentog sig med andre kæmpe babyer og andre navne, som ikke var tydelige. Vi har en pige idag, der hedder Maja.
- Lone
Da jeg var gravid, havde jeg en drøm en nat om, hvordan lille bebs værelse skulle se ud. Om det var fordi, min underbevidsthed fortalte mig, det var en pige, ved jeg ikke. Men jeg drømte, at væggene skulle være meget lysegule og med border på. Jeg så dem ligesom for mig i drømmen. Senere samme dag tog vi ud på min fars arbejde og købte maling og de border. Efter jeg havde født og fik kigget lidt på de border, synes jeg nu nok, der var lidt pigeting over dem, men så er det måske fordi, min drøm fortalte mig, det var en pige.
- Helle
Da jeg ventede mit første barn for snart 7 år siden, drømte jeg lige op mod min termin, at jeg var på et stort og meget højt hospital (á la Herlev). Her fødte jeg en stor dreng med helt lyst og meget hår. Hans ansigt var meget tydeligt for mig, da jeg vågnede. Da jeg fødte ca. 1 måned efter, var det en lille mørkhåret pige med krøller! Og jeg var ellers helt sikker på drømmen.
- Mette
Jeg havde tre drømme i løbet af ventetiden. Den ene var, at jeg fødte en dreng, som havde hår på brystet og kunne tisse selv (vi snakker om lige da han kommer ud). Der er noget galt, kan jeg fornemme, men sygeplejerskerne viger uden om mig og vil ikke konfrontere mig med det. Der er kun en veninde, der gider besøge mig. Min kæreste er stukket af med en af mine singleveninder. Jeg vågnede ved, at jeg græd. Den anden drøm var, at barnet kom ud af min mave oppe ved ribbenene. Han/hun havde en stor portvinsnæse/troldenæse, men jeg synes det var et dejligt barn alligevel. Jeg puffede det ind igen og sagde, at det skulle vente med at komme ud, til det var større. Den tredje drøm var, at jeg fik en pige med en næse som Pia Kjærsgaard (Dansk Folkeparti). I min graviditet skete der mange ting. Mine forældre blev skilt, hvilket kom som et chok, da de virkede lykkelige. Pludselig havde de nok i sig selv og deres problemer. Min smukke veninde, som jeg havde aftalt at skulle have børn samtidig med, gik fra sin kæreste, så hun skulle ikke have børn alligevel.
Min dreng blev født med komplikationer og kom på neonatal afdeling, men han er rask nu.
- Vicky
Dagen efter jeg opdagede, at jeg var gravid, drømte jeg om min søn. Han hed Rasmus, og i drømmen var han ca. halvandet år gammel. Min kæreste var gået fra mig, da jeg var blevet gravid, men i drømmen var der en sød fyr, som Rasmus gik hen til og tog i hånden og sagde "far" til. Hvad kan jeg så sige mere, end at jeg kun valgte et navn, Rasmus, for selvfølgelig var jeg ikke i tvivl om, at jeg fik en dreng. Det andet var straks værre. Nå men her står jeg idag. Min søn Rasmus er i dag halvandet år. Det sidste år har jeg haft en dejlig kæreste, som jeg bor med, og selvom vi har kaldt min kæreste ved navn, kalder Rasmus ham for far. Så kære gravide: Tro på jeres drømme!
- Sanne
Da jeg gik og ventede mit første barn her i sommers, drømte jeg et par gange om mit ufødte barn, og hver gang var det en dreng, der stod frem i drømmen, og det blev en dreng jeg fødte. Men ikke nok med det. Jeg vidste også, at jeg ville føde før tiden, og det gjorde jeg også dagen før min termin. Min kusine har lige fået et barn her i november, og der drømte jeg, at hun fik en pige, hvilket hun også gjorde. Nu skal min veninde have barn til april, og det barn har jeg osse drømt om. Så nu må vi se, om det bliver alle gode gange tre. Min kusine havde store problemer under sin graviditet, og i den sidste drøm, jeg havde om hendes barn, drømte jeg, at barnet ville ud nu, for det var ved at blive kvalt. Dagen efter ringede hendes mor, at i nat havde hun fået kejsersnit, for min kusines blodtryk var lige pludselig begyndt at falde, og de kunne ikke finde hjertelyd på barnet. Men heldigvis endte det godt. Jeg drømmer ikke kun om de her ting men også om andre begivnheder, og nogle gange kan det godt være lidt uhyggeligt, som jeg helst vil glemme igen.
- "Moderen fra Odense"
Jeg ville helst have en pige, men i min kærestes familie har de kun fået drengebørn, og han havde også en søn fra et tidligere forhold, så jeg overbeviste mig selv om, at der lå en lille dreng i min mave, og det var også det svar jeg gav, når folk spurgte, hvad jeg troede det blev. Desuden var min mave meget lille, kuglerund og sad lige midt på, så ifølge gammel overtro ville det jo blive en dreng. Men om natten talte min lille pige - for det blev en pige - til mig. Jeg så lyserødt alle steder. Lyserøde babyværelser, dukker, bamser med lyserød sløjfe om halsen osv. Igen og igen drømte jeg om en ca. 2-3 årig lille pige i et stormagasin, der kom og tog mig i hånden. Hun var så sød og dejlig, og jeg ville bare holde hende. Men jeg sagde til hende: "Lille skat, jeg er jo ikke din mor". Og denne lille dejlige pige så bare op på mig med det smukkeste smil og sagde: "Nej, du er ikke min mor - men det bliver du". Og så sluttede drømmen. Jeg havde vel drømmen en 8-9 gange, altid den samme. Jeg tror, at fordi jeg var så fast besluttet på at overbevise mig selv om, at det ville blive en dreng, så ville min lille pige lige fortælle hendes mor, at det blev det altså ikke. Og jeg må sige, at som jeg havde drømmen flere og flere gange, blev det mere og mere forkert at fortælle folk, at jeg troede, det blev en dreng, for jeg vidste jo indeni, at det var en pige.
- Anniqa
Jeg har en lille Line på 4 måneder, og da jeg var ca. 3 måneder henne, drømte jeg, at det blev en pige. Alle i min omgangskreds mente, at det blev en dreng, men det viste sig, at jeg fik ret. Jordemoderen sagde også, at hun troede, at det var en pige. Det var samme dag, som jeg fødte. Men vi var også kun blevet enige om et pigenavn, så det var jo heldigt nok.
- Rikke
Da jeg ventede mit andet barn, drømte jeg ca. 2 måneder før terminen, at jeg under voldsomme smerter og komplikationer ville føde en pige, som ligner min ældste datter. Jeg fødte på terminsdagen. Under voldsomme smerter. Fostervandet var grønt. Og jeg havde, efter mange timers ve-arbejde, ikke flere kræfter tilbage. Men af en eller anden grund fik jeg taget mig sammen og fik hovedet født. Resten måtte hives ud. Av for sa... Jeg blev ikke spor overrasket, da jeg så, at jeg havde fået en pige - som oven i købet er en tro kopi af min ældste datter. Da jeg skulle føde min ældste datter, drømte jeg også, at jeg fik en pige, og at det gik meget hurtigt og nogenlunde smertefrit. Det holdt også stik. Det kan godt være lidt skræmmende sådan at opleve den samme ting to gange. Men jeg tror, at et eller andet sted, så giver det én en chance for at være lidt forberedt. Og i disse tilfælde synes jeg, det har været godt.
- Anne
Jeg drømmer tit, at jeg skal amme mit nyfødte barn, men lige pludselig siger den til mig, at den ikke vil have bryst men en liter mælk.
Jeg har i min graviditet drømt følgende to drømme: I uge 15 drømte jeg, at det bliver en lille dreng på ca. 2.800 gram med mørkt hår, og at han bliver født ved kejsersnit den 5 april. I uge 23 drømte jeg et mareridt, hvor han kom til verden med en hånd, der var meget klumpet og uden fingre, og på den anden hånd var der for mange fingre. Ellers drømmer jeg generelt meget om alle mulige mærkelige ting.
- Trine
I 32. uge drømte jeg, at mit barn ikke kunne trække vejret, og jeg så i drømmen en lille og meget mørkerød baby, der kæmpede med vejrtrækningen. Naturligvis meget ubehageligt, og jeg vågnede også med det samme, i trist humør og med dårlig samvittighed, da jeg er en af de vordende mødre, der IKKE har lagt cigaretterne på hylden. Jeg er nu i 36. uge og har trods onde drømme ikke kvittet cigaretterne.
- Marianne
Da jeg var i uge 30, drømte jeg, at jeg fødte for tidligt. Det gik meget fint, men skuffelsen var stor, da jeg opdagede, at det var kattekillinger, der lignede min egen kat. Nu skulle jeg jo til at starte helt forfra med at blive gravid...
Jeg har flere gange drømt, at jeg har fået en baby, der på én eller anden måde har været deform. Enten har den været alt for lille, eller også har den manglet én eller anden legemsdel. Alle drømmene har båret præg af, at jeg ikke kunne passe ordentligt på den lille baby. Jeg er taget et sted hen, og pludselig finder jeg ud af, at jeg har GLEMT barnet derhjemme, og det derfor ligger helt alene. Noget andet der også sker er, at jeg pludselig kommer i tanker om, at jeg ikke har givet barnet mad i flere dage. I flere af drømmene har barnet været i stand til at tale på trods af, at den ofte har været mindre end en normal baby, og nogle gange har dens ansigt været som en gammel mands. Jeg kan vist roligt tilføje, at jeg mener at kunne spore, at disse rædselsdrømme ofte forekommer, når jeg har været stresset og derfor ikke har passet nok på mig selv, så som at få en ordentlig kost, nok søvn osv. Det er i disse perioder, jeg får dårlig samvittighed og derved tvivler på mit værd som mor.
Da jeg var i uge 10, drømte jeg, at jeg vågnede en morgen ved, at jeg blødte. Min kæreste var taget afsted på arbejde, så jeg styrtede ind for at ringe til min mor. Hun kom i løbet af fem minutter, og vi gik sammen ud til toilettet for at se, hvor meget jeg blødte, og nede i toilettet lå den mindste lille pige. Hun var kun et par centimeter, men hun var fuldt udviklet og i live. Vi tog hende selvfølgelig op og gjorde hende i stand, og da min kæreste kom hjem, rækker jeg den lille pige til ham og siger: "Her er din datter", og så vågner jeg med en følelse af fred. Jeg er helt overbevist om, at jeg får en dreng, da jeg i forvejen har en af hver, og denne her graviditet minder mest om min drengs.
Da jeg ventede vores første barn, havde jeg omkring midtvejs i graviditeten nogle meget skræmmende drømme, som handlede om, at jeg slog små børn ihjel. Jeg plejer sjældent at drømme uhyggelige drømme, så det var ikke særligt rart. Mere rart blev det heller ikke, da jeg fortalte historien til en gruppe-jordemoder-samtale, hvor jordemoderens konklusion på drømmen var, at jeg nok ikke var helt sikker på, at jeg ville have et barn. Sikke da en gang ævl at lukke ud. Jeg var ked af det og meldte klart ud til min egen jordemoder, at sådan bør man ikke svare, og at jeg nægtede at føde ved den pågældende jordemoder. Hun skulle vist have hørt lidt bedre efter i pædagogik-timerne, hva'?
Jeg venter mit første barn og har termin om 3 uger. For en uge siden drømte jeg, at jeg havde fået min lille pige, men jeg var meget træt, og min mor skulle passe hende, mens jeg sov. Min mor vækkede mig, fordi den lille havde feber og rødt udslæt. Jeg havde ingen idé om, hvad det kunne være! Da jeg kom hen til hende, var hun en meget lille pige, som så syg ud, men pludselig forvandlede hun sig til en gammel mand, som kunne fortælle mig, at han havde smerter pga. tryksår på hælen. Jeg behandlede hans tryksår, og da han var blevet smertefri, forvandlede han sig igen til mit lille barn. Men nu var hun feberfri og sund og rask at se på!
- Anette
Jeg er nu i 16. uge og har haft en del forvirrende drømme i graviditeten indtil nu. Natten til fredag den 22/3-2002 havde jeg den hidtil mærkligste drøm.
Jeg drømte, at jeg i løbet af ganske få timer blev højgravid. Jeg kunne "tydeligt" mærke en albue presset ud i mod mit maveskind, men når jeg forsøgte at mærke efter, så var maven bare sat på som en "kunstig skal" - nærmest som den ene halvdel af et gigantisk hudfarvet plastik-påskeæg, som var limet på min mave.
Da jeg så endelig fødte, var det ikke et barn, men en KALKUN! En levende, kæmpestor og meget grim kalkun. Stor var min skuffelse. Hvis jeg endelig skulle føde et dyr, hvorfor så ikke et charmerende, nuttet et, som en kattekilling eller en hundehvalp? Hvorfor en Kalkun?
Da jeg vågnede, var jeg næsten bange for at mærke på min mave. Tænk nu, hvis det bare var en plastik-skal. Og så måtte jeg lige ind og kigge på scannings-billedet for at blive beroliget. Godt nok ligner det et månelandskab, mere end det ligner et barn. Men det ligner et barn, langt mere end det ligner en kalkun. Så var jeg beroliget.
Da jeg var i uge 16 drømte jeg, at min kæreste og jeg fik en kæmpe dreng, der var 2-3 år gammel ved fødslen. Han var kæmpe stor og lavede en masse ballade. Derfor besluttede vi os at kalde ham "Bølle". Vi anede ikke, hvad vi skulle gøre med ham, og det var meget tragisk; vi kunne slet ikke holde af ham. Jeg ammede ham ikke, men vi købte en slikkepind til ham i stedet. Jeg tror drømmen handler om en angst for ikke at kunne holde af sit barn.
Jeg drømte i nat, at jeg fødte to kattekillinger, som senere udviklede sig til to hundevalpe. Jeg var meget opmærksom på, at de fik mad. Først da det var killinger, prøvede jeg at amme den ene, som lægen på hospitalet sagde nok ikke vil overleve - men det gjorde den. Den havde en plastic dut i munden for at få fat på mit bryst. Senere da de blev til hvalpe, havde jeg kun gammelt fuglefodder i mit skab, men det kunne også bruges til hunde stod der. Jeg var ked af det, fordi det var gammelt og sejt (maden), men jeg var bange for, at de skulle dø af sult. Underligt.
Jeg har ellers kun drømt, at jeg vil føde en søn. Også indtil den dag i uge 19, hvor jeg blev scannet, og vi kunne se, at det BLIVER en dreng. Jeg har drømt flere gange, at jeg fødte for tidligt, men at drengen der kom ud var 2-3 år og kunne tale, og at han skulle puttes ind igen, så han kunne blive færdig.
- Tara
Under min første graviditet drømte jeg en nat om en lille lyshåret dreng på ca. 1½ år. Jeg fik en lille lyshåret dreng! Her inden min anden graviditet har både jeg og min lillesøster drømt om en mørkhåret pige. Jeg er nu i uge 30 og kender ikke kønnet på mit lille barn - men jeg er meget spændt på, om vores drømme får ret.
- Betina
Jeg har termin den 24/11-2002, og i nat (mellem den 4. og 5. oktober 2002) drømte jeg, at jeg skulle ud og tisse midt om natten. Jeg stod op og gik ud på toilettet. PLOP - så faldt barnet ud. Ingen smerter, ingen presseveer, ingenting. Jeg stod bare dér med mit lille nyfødte barn. Så puttede jeg babyen i sin seng og gik selv i seng. Næste scene i drømmen var, at jeg pludselig befandt mig i en gymnastiksal, hvor jeg blev hentet af Falck, fordi jeg skulle på hospitalet, hvor jeg skulle føde moderkagen, for den var ikke kommet ud af sig selv. En helt igennem MÆRKELIG drøm!
- Mariann
Jeg er i 21. uge nu, men dagen før jeg skulle scannes (19. uge), havde jeg en mærkelig men også sjov drøm: Jeg havde lige født en dreng, som lignede min mand på en prik. Efter en uge skulle jeg vise ham frem for mine kolleger. Der lå han så i sin lift og sang: "Smoke on the water" - meget fremmelig! Senere i drømmen gik han rundt ude i køkkenet for at finde noget at spise. Han lignede en teenager men var i "virkeligheden" under 1 år gammel. Han talte som en teenager, og jeg undskyldte overfor ham, at det altså var svært at vide præcis, hvor meget mad han skulle have! En dybt sær drøm...
Jeg er i uge 14 (13+3), og mine drømme er SLET ikke så romantiske, som mange af de andre her på siden - jeg ville ønske de var!
Jeg drømmer desværre om, at jeg i virkeligheden slet ikke er gravid, og når jeg så vågner og mærker på min mave, så tænker jeg bare: "Der er jo slet ingenting derinde - du er bare fed".
Jeg skal heldigvis scannes om præcis en uge - og så håber jeg at få lidt mere klarhed omkring min graviditet. Jeg ville jo egentlig helst bare gå og nyde det, men det er svært med sådan en tilbagevendende drøm!
Jeg har altid ønsket mig en datter, og nu hvor jeg er gravid og ikke kender kønnet, skal jeg til at indstille mig på, at det altså sagtens kan blive en søn.
I starten af graviditeten omkring uge 12 drømte jeg, at jeg havde født en dejlig velskabt søn, og jeg var så lykkelig i drømmen, at jeg ikke længere er urolig for, om jeg vil elske en søn lige så højt.
Senere i graviditeten har jeg drømt, at jeg havde en datter, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro. Men heldigvis har både sønnen og datteren været velskabt! Det er ikke tvillinger, for det blev fastslået ved scanning i uge 10 og 12 (25+6).
Der er nogen, der skriver, at man godt kan tro på sine drømme! Gu' ved om mit kommende barn så er tvekønnet, for jeg har drømt om både en dreng og pige...
2 dage efter den positive test drømte jeg, at jeg vågnede tidligt om morgenen, som vanligt, gik ud på toilettet og tissede - og opdagede, at jeg blødte. Det var så virkeligt, at jeg næsten troede, at det var sket i virkeligheden, da jeg vågnede.
Derudover har jeg drømt, at jeg skulle til scanning, og hele min familie var med - selv min afdøde bedstemor. Vi kom ca. 20 mennesker larmende ind på afdelingen, hvor jeg skulle scannes, som man nogle gange ser familier fra syden og mellemøsten gøre, og jeg fandt ud af, at den sygeplejerske, der skulle scanne mig, var en, jeg har gået i folkeskolen med. Det største problem i drømmen var, at det jo var pinligt at have taget hele familien med, hvis nu scanningen ikke viste noget.
Jeg tror, at drømmen kommer sig af, at jeg fortalte familien om graviditeten inden 1. lægebesøg, da jeg tog hele tre teste under nogle helligdage, så jeg var meget usikker på graviditeten, selvom alle tegn var der. Pjat!
Jeg er gravid og venter mit første barn til juni 2003. For et par måneder siden drømte jeg meget levende om en gammel kæreste jeg havde. Vi var meget forelskede dengang, og han har været en gave at kende. I drømmen var han ligeså dejlig, og vi havde et godt "gensyn".
Men i virkeligheden ved man jo, at tiden og kærester/bekendtskaber kommer og går. Idag er jeg gift med en skøn, frisk, smilende og kærlig mand, og vi glæder os til at blive forældre, men vi tænker da også på, hvilken omvæltning det vil blive.
Jeg har i lang tid ikke skænket de gamle flammer nogle tanker, så drømmen kom dengang bag på mig. Drømmen jeg havde, har jeg selv tænkt på kunne være et led i at sige farvel til min fortid, hvor jeg bare var mig selv. Nu og for al tid vil jeg altid være mor. En ny titel og et ny liv venter.
Faktisk synes jeg drømmen var dejlig og livsbekræftende. Livet kan deles op i faser, og drømmen har hjulpet mig i de mange tanker, der tænkes, når man er gravid. Det giver mig håb, og jeg fyldes med en varm og god følelse for min lille nye familie.
- Charlotte (17+1)
Jeg er gravid i 23. uge, og jeg havde for første gang natten til fredag den 14. februar den latterligeste drøm, man kan have.
Jeg drømte, at jeg var på hospitalet og havde fået en kæmpe kanyle stukket ind i min venstre side med noget væske. Bagefter havde jeg ondt, og det sved. Så iført en hospitalsskjorte gik jeg tilbage på afdelingen, og på en anden stue stod der en læge og en sygeplejerske. Jeg fortalte dem om det, og om at jeg synes, det var mærkeligt, at den anden læge intet havde forklaret om hvorfor og mod hvad, han gav mig den sprøjte.
Den nye læge fik mig op i en seng, hvor jeg skulle ligge på alle fire, og han stak en hånd op i mig. Endnu en sygeplejerske kom ind på stuen. Jeg begyndte at føle, at han tog på mig, men ingen af sygeplejerskerne reagerede, så jeg formodede, at jeg tog fejl. Pludselig føltes det som om, at han prøvede at vende barnet. Det gjorde ondt. Den ene sygeplejerske sagde pludselig, "hvad laver du"? til lægen, og samtidig kunne jeg mærke, at han hev noget ud af mig. "Desværre" sagde han, "det blev en dødfødt".
Jeg så mit barn og græd så meget, at der næsten ingen lyd kom ud af mig. Jeg slog barnet på brystet, pustede det i hovedet, vendte bunden i vejret samtidig med, at jeg forsøgte at få lægen til at gøre noget for at redde mit barn. Han gloede bare, så pakkede jeg barnet ind i dynen for at holde det varmt, og da jeg kiggede, så jeg, at det var en lille pige.
Jeg vågnede og hyperventilerede. Det var bare SÅ virkeligt. Jeg var ked af det, også to dage efter da jeg fortalte min svigerinde om det, jeg græd. Mange siger jo, at mange af gravides drømme går i opfyldelse. Vil det sige, at jeg får en pige? Eller at jeg får en død pige? Jeg prøver at tænke positivt, men jeg må indrømme, at det var så virkeligt, at jeg ikke kan lade være med at frygte det værste.
Jeg er ikke gravid endnu, men tillader mig alligevel her at fortælle om en drøm, jeg havde for et par uger siden.
Jeg var i Netto for at handle. Pludselig besvimer jeg, og da jeg vågner, har jeg fået tvillinger, uden at jeg vidste, jeg var gravid! Da jeg kommer hjem til min kæreste med de smukke, velskabte babyer, regner vi ud, at han ikke er faderen. Men alligevel finder vi ud af, at han er faderen, fordi jeg jo fødte fem uger for tidligt!?
Efter et par dage holder de imidlertid op med at trække vejret. Jeg blev meget ked af det. Men så opdagede jeg, at de bare var to små dukker og slet ikke rigtige børn.
Drømme har deres egen særlige logik. Denne drøm handler om det dybe ønske om snart at blive gravid og om frygten for at miste sit barn. En frygt kvinder nok især har.
I min familie er der tvillinger. Og de har sprunget et led over. Hvis jeg skal tro på drømmen, vil jeg kun tro på den del, hvor de lever og er fuldstændigt fine og normale...
Da jeg var i 12. uge havde, jeg en foruroligende drøm. Fødslen var foregået normalt, barnet var velskabt, alt det var i orden, men fordi min mand var sur på mig (jeg ved ikke hvorfor - måske noget med at barnet var forkert køn), ville han hverken se på mig eller tale med mig, og han ville ikke engang røre babyen.
Jeg er førstegangsfødende og aner derfor intet om at passe barnet, så jeg kan heller ikke finde ud af at amme det, og ingen vil hjælpe mig. Jeg aner ikke, hvad jeg har gjort, og jeg kan ikke få mit barn til at lade være med at græde, fordi det er sultent.
Jeg tror, at drømmen er en formaning om, at jeg ikke skal lade min mand være så dominerende, at jeg ikke selv kan fungere. Han er meget krævende, og selv om det ikke er ondt ment, kan han komme med nogen ret sårende bemærkninger, hvis nu f.eks. opvasken ikke er ryddet, når han kommer hjem (jeg går hjemme for tiden).
Jeg tror det nærmest skyldes det faktum at han er blevet forkælet som barn, og hans far er lidt på samme måde. Til min mands fordel vil jeg sige, at han udmærket kender mine grænser, og når det kommer dertil, så kender han sin plads og han respekterer mig.
Han har bare en dårlig vane med, at han tror, han holder mig til ilden ved sådan nogen bemærkninger - omverdenen opfatter ham bare som en idiot, når han siger sådan, men i virkeligheden er han god som dagen er lang, og inderst inde er han stolt af mig. Og man finder ikke en mand, som glæder sig mere til at blive far. Sådan nogle ungkarle går jo og får nogle særheder med årene!
Jeg er gravid i 18. uge, og jeg ville ønske, at jeg havde de drømme, de fleste her på siden har. Jeg har de mest makabre og brutale drømme, man kan forstille sig.
Min faster og min niece (det familie der betyder allermest for mig) er for to dage siden (i en drøm) blevet flænset, flået og sønderrevet af KÆMPE hajer.
Vi var på et skib og skulle ud at dykke. Første gang virkede det som en tegnefilm, og vi undslap hajen, vi snød den. Pludselig ville min faster ned i vandet, som forøvrigt gav mig kuldegysninger og grusomme fornemmelser, igen.
Jeg prøvede at tale hende fra det, men det nyttede ikke, så vi sprang i vandet. Da vi var nået 2 meter ned, kom en haj på over 15 meter imod os og gik til angreb. Den fik fat i mine ben og flåede og ruskede, mens jeg skreg fuldstændig panisk. Jeg sparkede den på gælderne, og den gav slip og gik til angreb på min faster og min kusine.
Hvis jeg troede, at det hajen havde gjort ved mig var slemt, blev jeg lammet af angst nu. Min kusine blev revet midt over, og jeg kunne tydeligt se blodet, huden og afrevne lemmer, der begyndte at synke til bunds. Min faster blev flået over ved skuldrene.
Jeg var kommet i sikkerhed på båden og kunne pludselig se alt det, min kusine kunne se - hun var stadigvæk i live. Jeg kunne høre hendes tanker og mærke hendes følelser. Da hun begyndte at synke mod bunden, tænkte hun: "Nu får jeg endelig lov til at drukne, og egentlig er det jo ikke så slemt". I samme sekund hun havde tænkt disse ord, blev hendes hoved flået af, og hun døde.
Min faster havde på en eller anden måde reddet sig hen til båden. Hun vidste, at hun skulle dø og kæmpede for at komme op i båden, mens blodet sprøjtede til alle sider. Hun råbte og skreg til sin kæreste, at hun elskede ham og altid ville være hos ham i tankerne, og i samme nu kom hajen og flænsede resten af min faster i smådele.
Jeg ville ønske, at drømmen var sluttet her, men den fortsatte, og jeg kunne ikke vågne op af den, selv om jeg prøvede. Da jeg endelig vågnede, var det midt i et skrig. Jeg var badet i sved, græd og hyperventilerede.
Jeg er godt nok misundelige på alle jer, der "bare" drømmer om deformiteter og køn. Alle dem jeg elsker og holder af bliver i mine drømme brutalt henrettet eller myrdet. Jeg glæder mig aldrig til, at mine drømme kommer!
Jeg er nu i uge 11 og har ikke haft så mange underlige drømme endnu. Dog har der været én sær en, hvor jeg drømte, at jeg fødte en dreng på 1 meter med tøj på.
Sygeplejersken begyndte at give ham sko på, lige efter jeg havde født. Jeg mente, at det var helt galt med ham, for han var jo alt for lang som nyfødt - når han blev voksen, ville han jo blive 5 meter høj!
Jeg har drømt op til flere gange, at vores barn døde før, under og efter fødslen, og at det var en lille fin dreng på 2.800 gram.
Mette (uge 38)
Da jeg var gravid i 1999, var der alt det om Kosovo-krigen, og en aften var jeg faldet i søvn under nyhederne, mens der var noget om krigen. Jeg havde en forfærdelig uhyggelig drøm og var i lang tid efter bange for, at det ville blive virkelighed.
Så drømte jeg, at krigen havde udviklet sig til 3. verdenskrig. Jeg var gravid i en flygtningelejr for danskere. Min mand var vist nok soldat og vidste noget om miner smidt ud på en fodboldbane ved siden af flygtningelejren. Indimellem fløj fjenden hen over flygtningelejren og jagtede folk ud i minerne, hvor de døde eller blev lemlæstede.
I drømmen var min hukommelse meget dårlig ligesom i virkeligheden. Jeg sagde til min mand, at hvis han så mig blive jagtet ud i minerne, og jeg ikke ville undgå minerne, så skulle han holde vores søn for øjnene og skyde mig.
Drømmen var så uhyggelig, at jeg slet ikke bed mærke i det med barnets køn, og jeg blev scannet et sted, hvor udstyret var så dårligt, og personalet ikke havde træning til at se kønnet, så jeg anede ikke noget om, hvilket køn jeg ventede.
Jeg fødte en søn et par uger før termin, og han er sund, rask og levende i dag, og det er jeg også - heldigvis.
Jeg venter mit fjerde barn til oktober og er nu i 29. uge. Jeg har drømt for nogle uger siden, at jeg fik en rødhåret pige på omkring 2 år, men lidt efter var hun en lille baby med helt mørkt hår. Ydermere var jeg til scanning for nogle dage siden, og lægen mente helt og aldeles, at jeg skal have en dreng. Så jeg er spændt på, hvad det så bliver, for min intuition har hele tiden sagt mig, at jeg skal have en pige. Det bliver spændende, men uanset kønnet er barnet velkommen, bare det er sundt og raskt.
Da jeg ventede min søn, som er født i januar 1999, havde jeg en utrolig dejlig drøm. Jeg gennemgik simpelthen hele fødslen af min dreng, og jeg så jordemoderen løfte en dejlig lyshåret dreng op og lægge ham på min mave. Idet hun løftede ham op, kom der en solstråle udefra, som oplyste hans hoved, så det næsten lignede en glorie. Fra det sekund var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville få en søn.
Da det så blev januar og tid for fødslen, blev jeg noget rystet, for den rigtige fødsel lignede min drøm på en prik, og da jordemoderen holdt ham op og fortalte, at vi havde fået en søn, faldt en solstråle ind igennem vinduet og oplyste ham på nøjagtig samme måde som i drømmen. Nu er jeg gravid igen men har indtil videre ikke haft nogle mærkelige drømme, men jeg tror på, at de kommer.
Jeg vil nærmere betegne denne drøm som et mareridt. Jeg sidder fredeligt i min stue. Mit barn ligger i sin vugge. Alt er harmonisk.
Så tager drømmen en skarp drejning. Min dør ud til bliver hugget op med en økse. En mand kommer ind med en kniv og stiler direkte hen mod mit barn. Jeg er nøgen, jeg skynder mig hen og tager mit barn op, som er svøbt ind i et varmt klæde.
Jeg løber ud på gaden med barnet tæt ind til mig, løber ind på byens værtshus og sætter mig stakåndet ned. Jeg kigger op. Værten og de andre gæster tager alle en kniv frem og peger truende på mig. Jeg kigger ned på mit barn. Pludselig tager den en kniv frem, den havde gemt under klædet. Så vågnede jeg - heldigvis! Den drøm havde jeg i 24. uge.
Lærke (uge 27)
Da jeg var i 16. uge drømte jeg, at jeg fik veer. Jeg var bange og sagde til sygeplejersken, at det var for tidligt at føde, da jeg kun var i uge 16. Men hun sagde, at det var meget almindeligt at føde så tidligt.
Så tænkte jeg, at det sikkert var bedst at føde så tidligt, for nu var barnet så lille, og det ville gøre mindre ondt at føde det.
Barnet var lille men velskabt og meget sødt. Jeg var så glad for det og kørte direkte ud til mine forældre for at vise dem deres første barnebarn.
Majka (uge 27)
Jeg er gravid i uge 38, og i midten af min graviditet drømte jeg, at jeg fødte 12 små babyer, der lignede kattekillinger, og at min veninde ville stjæle dem, så jeg blev nødt til at gemme dem for hende på mit arbejde.
I går drømte jeg, at jeg fødte trillinger, der var 2 år ved fødslen. Jeg var slet ikke glad for dem og syntes, det var mærkeligt, de ikke havde set, at jeg havde trillinger, da jag var i scanneren.
Trillingerne, to drenge og en pige, løb rundt over hele huset, og jeg kunne ikke styre dem. Jeg var så ked af det og gad ikke passe dem, så min mor og min moster måtte gøre det for mig. Jeg græd, og alt var håbløst. Da jeg vågnede, var jeg glad for, at jeg kun venter ét barn.
Majka (uge 36)
Det er så dejligt at læse, at jeg ikke er den eneste, der drømmer surrealistiske drømme. Jeg har blandt andet drømt, at en dreng i babystørrelse, men med masser af hår og modent ansigt, pludselig stak ud af min mave - hovedet i venstre side og benene i højre - og jeg prøvede at skubbe ham ind igen, da det jo var alt for tidligt. Men navlestrengen var kappet, så jeg var nødt til at tage ham ud. Han var meget fremmelig, men en smule alien-agtig, hvilket skræmte mig lidt.
I en anden drøm blev min mave gennemsigtig, jo mere jeg kiggede på den - og pludselig trådte omridset af den smukkeste, sødeste dreng frem. Det var ligesom han trak sig ud foran mig under huden og kiggede op på mig, smuk og dejlig. Det nød jeg meget.
En kollega drømte, at hun havde en lynlås på maven, så hun kunne åbne og tjekke, at alt var okay!
Mette (uge 28)
Der ér mere mellem himmel og jord! Min kæreste, familie og venner var fuldstændig overbevist om, at jeg ville føde en dreng. Jeg havde ikke selv en anelse, da jeg bare drømte om et barn og ikke et kønsbestemt barn.
Efterhånden troede jeg på mine omgivelsers spådom. Men i sidste trimester havde jeg drømme, som jeg inderst inde begyndte at tro mere på.
I drømmen er jeg under min fødsel ikke helt klar i hovedet. Jeg vågner nærmest først op efter fødslen og ser en vugge stå på min højre side og spørger til barnets køn. En sygeplejeske svarer: "Det er en dreng, men du har fået en pige! Hun ligger i vuggen til din anden side".
I virkeligheden "fødte" jeg en pige ved akut kejsersnit, og min "roommate" på fødegangen lå på min højre side og... Ja, havde en dreng.
I en anden del af mine drømme ser jeg billeder af en hånd. En hånd med kun tre fingre. Ikke en babyhånd, men måske en barnehånd. Hånden "foretog" sig ikke noget men blev bare vist frem. Mærkeligt, tænkte jeg første gang og skød det hen som en surrealistisk graviditetsdrøm. Men drømmen blev en genganger.
Da jeg efter mit kejsersnit ligger på opvågningsstuen, får jeg for første gang min datter på maven og ser da den velkendte "lille hånd" på venstre hånd. Ingen havde opdaget hendes lille misdannelse under fødsel og undersøgelse, men jeg kendte til den.
Jeg er gravid i 29. uge og drømmte den anden nat, at jeg fødte en lille pige. Hun faldt nærmest ud af mig. Jeg mærkede ingen ting. Hun skulle bare have noget mad og så stoppes op igen. Jeg kunne ikke forstå, at hun ikke kunne blive, da hun var fuldt udviklet.
Jeg har lige fundet ud af, at jeg er gravid i 6. uge. Det er en stor overraskelse for alle. Jeg og min forlovede er meget glade. Jeg drømte dog i nat, at jeg blødte, og vandet gik, og jeg var så bange, men jeg fødte dog ikke. Var bare så bange i drømmen.
Marie
For et par måneder siden drømte jeg, at jeg fødte en dreng hurtigt og smertefrit hjemme og i stående stilling. Det var vist lidt for nemt til, at jeg tror på, at det er helt sådan, det vil gå. Men drømmen gav mig en tryg og god følelse, som jeg stadig har.
Jeg er slet ikke bekymret eller bange for noget i denne graviditet. Mig som ellers altid har været rædselsslagen for at føde og egentlig aldrig ville have børn!
Til gengæld drømte jeg i går nat, at jeg som gravid skulle ligge og bolle med alle min kærestes venner. AAADDDR! Jeg lå bare der, og så skulle de bare skiftes, mens min kæreste sad ved siden af. De var nu ikke særligt gode til det, for jeg faldt i søvn. Bagefter ville jeg gerne være sammen med min kæreste - for jeg ved, han er bedre til det ;-) - men han gad ikke! Hvad faen betyder det!?
Marie (uge 12)
Da jeg var gravid i 2002, vidste jeg ikke, hvad jeg ville få. Men gang på gang havde jeg drømme af en lille pige, som blev født for tidligt. Så kom hun ud gennem navlen, hvorefter jeg puttede hende ind igen. Andre gange drømte jeg, at jeg fødte, stadig for tidligt, men når hun kom ud, blev hun forvandlet til en kat, som tilfældigvis lignede vores hunkat. Så da jeg fødte i uge 36+4, fik jeg min pige og følte, at jeg fik en kat. Underligt. Jeg har vist været for meget jordemoder for vores kat. Smiler.
Jeg er gravid i 10. uge. For 2 dage siden drømte jeg, at jeg havde sex med en af mine kolleger. Det var dejligt i drømmen. Men da jeg vågnede, fik jeg så forfærdelig dårlig samvittighed, da jeg jo i virkeligheden synes, han er en pæn fyr! Meget mærkeligt! Det er jo min kæreste, jeg elsker, men alligevel går jeg og har en slem slem samvittighed, som var det sket i virkeligheden.
Da jeg for 2 år siden var gravid og var i 8. uge, drømte jeg, at jeg kunne tage mit barn ud, være sammen med det og putte det op igen. Men en dag glemte jeg at komme det tilbage, og barnet blev meget sygt og døde. Det uhyggelige er, at jeg i sidste øjeblik valgte at få en abort! Det var alligevel mig, der skadede barnet!
Da jeg var i uge 8/9, drømte jeg, at jeg fik en SMS fra en person, jeg ikke kendte. Det stod "Hej mor. Så er jeg her". Jeg vidste med det samme, at det var en hilsen fra det lille nye væsen i min mave.
Senere i drømmen var jeg højgravid og fødte mit barn ved en meget ukompliceret fødsel. Barnet blev med det samme svøbt ind i et klæde, og selvom jeg ikke så barnets krop, vidste jeg instinktivt, at det var en dreng, og jeg kunne med det samme genkende ham som den, der i tidernes morgen havde sendt mig en SMS.
Meget syret men også temmelig beroligende. Jeg tænker på drømmen, hver gang jeg er bekymret for, at der er noget galt i min graviditet og husker mig selv på, at mit barn jo har givet mig besked om, at alt er OK.
Nu venter jeg så bare spændt på at se, om det så rent faktisk bliver en dreng :-)
Jeg drømte i uge 12, at jeg fødte en pige. Hun kom til verden på en mørk parkeringsplads, hvor jeg stod nøgen og klarede fødslen selv. Jeg måtte lige have hænderne ned og gribe hende, så hun ikke landede i grus og småsten!
Det næste jeg drømte var, at jeg stolt viste min datter frem, der i mellemtiden var blevet ca. 2 år og havde store brune øjne (som sin far). Jeg vågnede efter drømmen med den største følelse af kærlighed til mit barn. Resten af dagen svævede jeg rundt på en lyserød sky.
Jeg er gravid i uge 11+6, og her i nat drømte jeg meget virkeligt, at jeg havde født en lille velskabt pige. Jeg havde født ved kejsersnit men havde ikke haft nogle smerter som sådan.
Jeg kunne se hende så tydeligt for mig. Mørkt halvlangt hår og bare helt utrolig smuk.
Jeg kan huske, at jeg ammede hende, og det kunne hun sagtens finde ud af, selv om det var føste gang. Dog havde jeg selv lidt problemer med at finde ud af, hvordan amningen skulle foregå. Og så lige pludselig vågner man op fra drømmen, øv!
Jeg skal til lægen i dag og have lavet en nakkefoldsscaning. Måske får jeg barnets køn at vide. Det kunne da være spændende.
Jeg er gravid i uge 7 med nr. 2. Jeg havde en underlig drøm her den anden dag. Jeg drømte, at jeg var til scanning for at se, om alt var OK. Jeg ville gerne vide kønnet på barnet, og jordemoderen siger så: "Det er en lille dreng og en lille pige".
Jeg vågnede med et sæt og havde svært ved at sove igen. Da jeg faldt i søvn igen, drømte jeg, at jeg skulle tjekkes for at se, om det nu også var rigtigt med de 2 bebser. Og der var en levende dreng og pige og nogle drenge og piger, som ikke var blevet til noget. Ret underligt.
Der er ingen tvillinger i familien! Dog ventede jeg 2 med min datter, men det var meget tidligt i graviditeten, og ingen vidste noget, før man kunne se en ekstra hinde på moderkagen.
Mange siger, man kan stole på sine drømme, og sidste gang passede mine drømme faktisk. Jeg fik en pige for tidligt som i drømmene. Men hvad mon det betyder? Er der virkelig to denne gang?
Jeg er i uge 20 og venter mit første barn. For et par uger siden havde jeg denne mærkelige drøm:
Vi er kommet hjem fra fødeafdelingen og har fået en lille dreng. Jeg har ikke holdt ham endnu siden fødslen, for min mand holder ham hele tiden. Han har en blå, grøn og rød sparkedragt på. Drengen græder, og jeg tænker, at han er sulten og skal over til mig og ammes, for det er det eneste, der kan trøste. Jeg siger ikke noget, for jeg vil gerne give plads til, at min mand kan være far, og han forsøger at trøste ham.
Min svigerinde på min mands side kommer ind og siger, at babyen græder, fordi den er sulten og skal ammes. Jeg rækker armene ud og får barnet, men ligeså snart det kommer over i mine arme, bliver det usynligt. Jeg kan ikke høre det, se det eller mærke det, men det kan min mand og svigerinde. Jeg holder armene ud foran mig og lader som om, jeg sidder med barnet.
Jeg sætter mig til rette i sofaen og får nogle ammepuder til støtte. Først falder de sammen og støtter slet ikke, men til sidst får jeg dem lagt ordentligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at amme, for jeg kan jo ikke se eller mærke barnet. Jeg klemmer på brystvorten og ser, at der kommer lidt mælk ud. Jeg ser, at brystet bevæger sig, som om der var et barn, der suttede, men jeg kan ikke se noget barn.
Jeg siger til min mand, at jeg tror, at jeg er ved at blive sindssyg, for jeg kan ikke se noget barn. Min mand og svigerinde står og siger, at han ligger jo lige der og er så sød, og at han sutter fint. Jeg siger til min mand, at jeg hellere må komme til psykolog, for jeg kan altså ikke se nogen baby, og at jeg må være ved at blive sindssyg.
Jeg har lige fra starten af min graviditet haft på fornemmelsen, at der var en lille pige derinde, men nu har jeg 3 gange drømt, at det blev en dreng. Scanningen afslørede desværre ikke noget, så det bliver spændende at se.
Jeg er i uge 12, og i nat drømte jeg, at jeg var ude og se på barnevogn, og inden jeg skulle betale, ville jeg låne butikkens toilet. Da jeg fik bukserne af, var mine ben smurt ind i blod, og da jeg kiggede ned i toilettet, lå der et lille barn og græd. Jeg tog det op og kiggede på det, fordi det var jo mit lille barn. Jeg er lidt overtroisk og har hørt, at hvis man fortæller, hvad man har drømt, så sker det ikke. Så jeg skyndte mig bare at fortælle det til min veninde.
Jeg er nu gravid for 3. gang i 4. uge, og hver gang jeg er gravid, er jeg plaget af mærkværdige drømme. Men den, der står klarest for mig, er den jeg havde, da jeg ventede den første. Jeg drømte, at jeg fødte kattekillinger. Virkelig spookie.
Jeg er knap 7 uger henne, og allerede 2 dage før jeg testede positivt, drømmte jeg, at jeg testede positivt. Et par dage efter drømte jeg, at jeg aborterede, men at jeg skyndte mig at proppe det ind igen. Det var en meget ulækker drøm, men efter at have læst om jeres drømme, kan jeg se, jeg ikke er den eneste.
Jeg er i uge 6, og i nat drømte jeg, at jeg aborterede. Jeg have en spontan abort for ca. 6 uger siden. Det var bare så virkeligt i drømmen, og da jeg vågnede, kunne jeg slet ikke finde ud af, om det var sket, eller om jeg stadig er gravid. Men det er jeg heldigvis!
Jeg er nu 15 uger henne og har hele tre gange i min graviditet drømt, at jeg har født en kat eller en mellemting af en baby og en kat.
Første gang drømte jeg, at min baby skulle ammes, men at jeg havde så svært ved det, fordi den havde et katteansigt og tænder som en kat, så det gjorde ondt, når den tog fat i brystvorten på grund af de lange hugtænder.
De andre to gange har jeg drømt, at det var min kat, jeg ammede, som var mit barn.
Jeg har en dejlig hankat, men ligefrem at amme ham. Næh tak. Jeg tænker på, at det kan hænge sammen med, at han jo er "vores barn", og at vi omtaler hinanden som far og mor for ham til dagligt.
Jeg er i uge 29, og næsten hver nat drømmer jeg om, at min mand forlader mig. Det er enten til fordel for hans eks-kæreste eller en helt tilfældig kvinde.
Mine drømme er så virkelige, at vågner jeg og han stadig sover, så bliver jeg virkelig gal på ham og ked af det. Jeg havde de samme drømme for 7 år siden, da jeg ventede vores store pige. Jeg har ikke haft andre "underlige" drømme, kun drømme om at min mand forlader mig. Meget uhyggeligt.
Her ved mit 5. barn drømte jeg, at jeg skulle starte forfra med at være gravid, og det var træls i drømmen. Men en uge senere drømte jeg, at i weekenden ville jeg begynde at bløde, og rigtigt nok søndag aften begyndte jeg at bløde, og jeg aborterede mandag aften i uge 11.
Men jeg drømte kun om barnet én gang inden de 2 drømme og så aldrig mere. Men jeg var ikke bange for drømmene, for jeg har altid haft en fornemmelse af, at denne graviditet aldrig ville blive til noget. Og det gjorde den jo heller ikke - den blev til et hjertebarn.
I de andre graviditeter var jeg hunderæd for at abortere og drømte, at det skete med dem alle, men jeg gik tiden ud og fødte dem.
Jeg er i uge 21 og har drømt flere gange, at det er en pige, jeg får, men den drøm, jeg har om en dreng, føles rigtig.
Jeg har drømt en gang, at jeg får en velskabt dreng på min termin kl. 09.52. Det hele går godt og hurtigt. Så må jeg jo bare vente og se tiden an, om min drøm om drengen er den rigtige!
Egentlig er det vel ikke rigtig en drøm. Da jeg var gravid, gik jeg en dag hjem fra toget og kigger ned ad en vej, som jeg aldrig har været nede ad før. Der går en kvinde med en lille pige på ca. 2-3 år, jeg var lige ved at hilse, men er kommet forbi vejen i mellemtiden.
Jeg går tilbage igen og kigger, for jeg synes, at hun så bekendt ud. Der er ingen, og så går det op for mig, at det var mig selv. Men jeg var HELT sikker på, at det var en dreng, jeg ventede, selv om jeg egentlig hellere ville have en pige.
Min veninde var med til fødslen. Lige da babyen kommer ud, før "den" lander på min mave, udbryder hun: "Det er en lille pige!". Hun vidste, hvor meget jeg ønskede mig det!
I mit "syn", kan man vel nærmest kalde det, havde min lille pige næsten gennemsigtigt lyst hår. Det har hun ikke helt endnu, det er nærmest mellemblond, men det bliver lysere og lysere, så måske går den del også i opfyldelse?
I hvert fald er der ingen tvivl om, at vi kommer til at gå sammen på den vej, når hun når den alder, for det er der, min veninde bor. Jeg mødte først min veninde 3 uger efter.
Jeg er i uge 36, og har fra starten af drømt mange gange, at jeg fik en velskabt pige. Min kæreste og jeg var til misdannelsesscanning i uge 21, og jordemoderen mente bestemt, det var en dreng. 3D-scanningen, vi fik foretaget i uge 27, bekræftede det! Jeg synes bare, det er underligt, at jeg bliver ved med at drømme, at det er en pige. Jeg glæder mig helt vildt til, at han kommer ud!
Jeg er ikke selv gravid, men jeg drømte i nat, at min svigerinde, som er gravid i uge 12, fødte en lille pige. Pigen skulle hedde Emma.
Mens jeg stod og kiggede på barnet, sagde min mand pludselig til mig, at min mave så mærkelig ud. Jeg kiggede ned ad mig selv, og min mave var stor, som om jeg var højgravid. Jeg blev helt rundt på gulvet. En jordemoder sagde, at jeg skulle lægge mig op på fødebriksen, fordi vandet lige var gået. Et øjeblik efter lå jeg også med en lille pige i armene.
Nu ville jeg også have, at min datter skulle hedde Emma, og jeg kom op at skændes med min svigerinde om hvis barn, der skulle have navnet. Så vågnede jeg og kunne godt se, at det var lidt surrealistisk, men det var uhyggeligt virkeligt i drømmen.
Hvis jeg efterfølgende skal analysere drømmen, så har jeg selv 2 skønne drenge, har altid ønsket at få en pige på et tidspunkt, og min mors hund hedder Emma. Det er nu 3. gang, at jeg drømmer, at min bror og svigerinde (dejlige mennesker - jeg elsker dem) får en pige. Vi får se til december.
Maria
I min første graviditet drømte jeg, at jeg fødte en lille grøn undulat, som jeg sad og ammede (jeg bryder mig ikke om fugle, og min tolkning er, at jeg havde en angst for, om jeg nu kunne amme). Dernæst drømte jeg senere, at jeg fødte en lille pige (det gjorde jeg).
Det samme gør sig gældende for min næste graviditet. Her drømte jeg, at jeg mødte denne lille dreng i en bybus, og jeg tog ham til mig, da han var forældreløs. Jeg elskede ham fra føsrte blik. Han var en lille genert sårbar dreng (jeg fødte senere en dreng for tidligt). Så for mig har drømmene vist sig at holde stik.
Katrine
Jeg har både drømt, at jeg har født en hundehvalp, kattekilling og en dreng på ½ år, der hed Tobias. Jeg har også drømt, at den blev taget ud af maven, og det slet ikke gjorde ondt.
Det sidste jeg drømte var i nat, at min mand havde besøg af en kammerat, og de var rigtig fulde. Vores hjem lignede noget, der var løgn, og hans kammerat havde taget to små kattekillinger med (som vi rigtig nok skal have den 31/10). De havde skidt og tisset over det hele, og min mand var rigtig sur. Men jeg fødte en kattekilling, som var sort/hvid, og den skulle plejes ligesom et almindelig barn.
Jeg skal føde om 2 uger. De andre drømme kan jeg ikke huske, hvornår jeg har haft, men det har været i løbet af graviditeten.
Trine
I starten af min graviditet drømte jeg, at min ufødte datter og jeg var til fernisering et sted, hvor der var en masse fine mennesker, som talte engelsk. Vi syntes, de var ret snobbede og kedelige, så vi satte os i vinduet og kastede knaldperler ned på gaden bag ved folk, så de fik et chok. Midt i denne leg kom en af de snobbede engelsktalende og bad mig om at oversætte engelsk til dansk for Anders Matthesen, da han ikke var særligt god til engelsk. Det blev ikke til meget oversættelse, men han ville dog mægtigt gerne være med i vores leg. Vi forklarede ham reglerne, som var, at man ikke måtte kaste knaldperler efter folk med vaser eller gamle damer. Jeg tog drømmen som et budskab om, at mit barn og jeg får et nært venskab.
Rikke
Jeg har to drømme at fortælle. Den første drøm havde jeg tilbage i december 2006, hvor jeg var ca. i uge 6. Jeg havde en underlig drøm om, at jeg gik i fødsel. Min mave var ikke særlig stor, og en ældre mandlig læge kommer hen og mærker på min mave, hvorefter han siger: "Det er en dreng, men han er for lille til at overleve". Puha. Jeg vågner op og føler mig dårligt tilpas over drømmen, men slår den hen med, at jeg nok er nervøs. Jeg havde tidligere aborteret - men hvorfor skulle det lige ske igen?
Ca. 2 uger efter får jeg en pletblødning, og dagen efter begynder jeg at bløde og aborterer. Jeg har den dag i dag en meget klar følelse af, at fosteret gik til grunde omkring det tidspunkt, hvor jeg havde den drøm.
Den anden drøm havde jeg for en uge siden, hvor jeg var i uge 3+1. Jeg drømte simpelthen, at jeg tog en graviditetstest, som viste to fede røde streger. Godt nok har jeg længe haft et ønske om at være gravid, men sådan noget har jeg aldrig tidligere drømt. Jeg tog en test næste dag, og den var sgu positiv!
Renuga
Jeg drømte mange mærkelige drømme, da jeg ventede min første. Men jeg husker specielt en tydeligt. Jeg drømte, jeg stod op om natten, som de fleste gravide nu gør. Denne gang skulle jeg nr 2. Da jeg rejste mig for at trække op, kiggede jeg ned i toilettet, og der lå min baby på vej ud i kloakken. Jeg fødte et par måneder senere 14 dage før tid en dødfødt pige, så jeg tænker meget over, hvad jeg drømmer, når jeg er gravid.
Kathrine
Har du haft drømme om dit ufødte barn under graviditeten? Har du f.eks. drømt, om barnet blev en pige eller en dreng? Eller har du drømt, at der skete noget med barnet? Fortæl om dine drømme i kommentarfeltet herunder. Skriv også gerne, hvilken uge du var i, da du havde drømmen.
21-12-2001

|