Skrevet af Tina
Faktisk, så var det min kæreste, der fortalte mig, at jeg var gravid. Det var i midt i juli 2001, vi var på vej ud på golfbanen, da han kigger på mig og siger: "Skat, jeg tror du er gravid". Jeg må sige, at han blev svaret lidt spidst med: "Det kan ikke lade sig gøre, og jeg skal først have min mens på lørdag".
Ikke fordi det ikke ville være velkomment, men jeg havde på det tidspunkt haft problemer med uregelmæssig menstruation på trods af p-piller, og speciallægen havde konstateret, at hvis jeg havde ægløsning, var det højst et par gange årligt, og jeg havde fået nogle hormoner, der skulle regulere menstruationen (og godt nok lagt p-pillerne). Og endelig skulle vi igennem den store fertilitetsundersøgelse i september, så jeg syntes helt ærligt, at han var lidt "træls" at høre på.
Nå, men ugen efter havde vi ferie, og ganske rigtigt fik jeg ikke min menstruation om lørdagen - til stor morskab for min bedre halvdel. Han blev ved med at fastholde, at jeg bestemt var gravid, og jeg blev ved med at afslå. Jeg var overbevist om, at jeg ville kunne mærke det på min krop, og den var i hvert fald som den plejede. Måske lidt ømhed i brysterne, men det var jo de her hormoner.
Nå, men tirsdag overgav jeg mig og købte en graviditetstest. Om eftermiddagen skulle det så testes. Vi læste, at den skulle ligge fladt i mindst tre minutter for at få resultatet, men allerede inden jeg havde lagt den op på håndvasken, viste den HØJT OG LARMENDE, at vi skulle være forældre, med en meget glad "far" og en meget forvirret "mor" til følge…
24-04-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025