Handicappede får lettere ved at adoptere Chancen for at blive adoptivforældre bliver nu større for fysisk handicappede og unge par, hvor den ene lider af en sygdom med øget dødelighedsrisiko.
3577
Chancen for at blive adoptivforældre bliver nu større for personer med et fysisk handicap eller for unge par, hvor den ene lider af en sygdom med øget dødelighedsrisiko.
En arbejdsgruppe under Civilretsdirektoratet har lavet en ny vejledning til vurdering af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbred.
Hidtil har nogle handicaps som døvhed eller blindhed nærmest automatisk betydet afslag, men nu skal hver enkelt ansøger vurderes individuelt.
"Hvis familien har indrettet sig på en måde, så barnets behov bliver tilgodeset, kan man godt få et adoptivbarn trods et fysisk handicap", siger kontorchef i Civilretsdirektoratet og formand for arbejdsgruppen, Anne Thalbitzer.
Ændringen sender ifølge sekretariatschef Mogens Wiederholt fra Det Centrale Handicapråd det vigtige signal, at handicappede har en ligeså god evne til at være forældre som andre borgere.