Danske daginstitutioner bliver større Selv om eksperter er enige om, at små enheder er bedst for børn, bliver vuggestuer og børnehaver stadig større.
4999
Et stort antal små børn risikerer at blive bremset i deres følelsesmæssige udvikling, fordi de tilbringer en stor del af deres barndom i stadig større institutioner, hvor pædagogerne har alt for lidt tid til det enkelte barn.
Selv om eksperter advarer imod at samle for mange børn under samme tag, har de helt store institutioner vundet markant frem de seneste 5 år. Det viser en opgørelse, Danmarks Statistik har foretaget for Kristeligt Dagblad.
Opgørelsen påviser en voldsom stigning i antallet af institutioner med mere end 90 børn. Antallet af små institutioner med under 30 børn er derimod faldende. Samtidig er antallet af danske børn, der passes uden for hjemmet, konstant stigende.
I 2000 var det 92 procent af de 3-5-årige, som blev passet i enten dagpleje eller daginstitution. I 1989 var tallet 76 procent for den samme aldersgruppe. For de 0-2-årige var de samme tal henholdsvis 56 procent i 2000 og 47 procent i 1989.
"Der er ingen tvivl om, at institutioner er på vej til at blive større. Vi ser flere steder, at kommuner nedlægger små institutioner for at oprette store, og jeg tror ikke, der ligger nogen pædagogiske overvejelser bag dette. Det er alene et spørgsmål om administration og økonomi", siger sekretariatschef Morten Kyst fra Daginstitutionernes Landsorganisation.
Morten Kyst vurderer, at den ideelle instutionsstørrelse er 60 børn eller derunder, og konstaterer, at et alt for stort antal børnehaver ligger over dette.
"Den tendens, vi ser, hvor institutioner bliver lagt sammen til store enheder, er på vej til at ødelægge den danske børnehavetradition, som bygger på den enkelte pædagogs nære forhold til det enkelte barn. Risikoen er, at flere børn bliver rodløse", siger Morten Kyst.
Agnete Diderichsen er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet og ekspert i småbørnspsykologi. Hun konstaterer, at små børn helst ikke skal være i større enheder end grupper på 20 børn. Hun påpeger dog, at store institutioner almindeligvis bliver delt op, så den store institution rummer mange små.
"Men jeg tror, institutioner kan blive så store, at børnene bliver væk. Børn har brug for en tryg base og nogle få voksne, som de har et tæt forhold til. Især for børn fra de svageste hjem er det afgørende for deres udvikling, at pædagogen har overskud til at være opmærksom. Derfor er det lige så vigtigt at se på normeringen som på institutionens størrelse", siger hun.
Men netop normeringen (antallet af børn pr. pædagog) er også under pres. Pædagogernes fagforening, BUPL, foretog for nylig en rundspørge, som viste, at 109 af Danmarks 275 kommuner forventer at skulle beskære budgetter og normeringer på daginstitutionsområdet. Ifølge BUPL's formand, Bente Sorgenfrey, kan dette få alvorlige følger for børnene.
"Jeg er bekymret for den pædagogiske kvalitet. Når institutioner bliver meget store, er det vigtigt at skabe små rum med nærhed, og det kræver en god normering. Ellers risikerer vi at udvikle et stort antal børn, som ikke formår at fordybe sig, og som får et lavt selvværd", siger Bente Sorgenfrey.