Skrevet af Anja
 Jeg vil gerne fortælle om min yngste datters fødsel. Det hele startede den 30. september 2001. Jeg havde brugt eftermiddagen på at bage boller og hygge mig med Freja, min ældste datter, som på det tidspunkt var 19 måneder. Slimproppen gik, og jeg var nu klar over, at det ikke kunne vare længe, inden jeg skulle være mor igen.
Jeg havde termin dagen efter, den 1. oktober, så det kunne næsten se ud til, at det ville blive den dag. Jeg gik i mit stille sind og glædede mig som en sindssyg til at blive fri for den store mave. Min graviditet var forløbet planmæssigt uden problemer overhovedet, bortset fra at jeg var noget mere træt denne gang. Jeg tror det skyldtes, at jeg ikke bare kunne smide mig på sofaen, når det passede mig. Freja ville jo gerne have lidt opmærksomhed.
Resten af dagen forløb helt uden tegn på noget som helst. Nå, det blev sengetid og for en gangs skyld var der lidt bøvl med Freja. Hun vågnede et par gange i løbet af natten og var ked af det. Resultatet af det var, at Morten og jeg ikke fik ro før omkring kl. 01.00.
Jeg var næsten faldet i søvn, da jeg mærker den første spæde ve. Nå! Jeg satte mig op og sad og gloede lidt ud i luften. "Det var så den nats søvn". Jeg vækkede Morten og fortalte ham, at jeg havde veer. Vi blev enige om at forsøge at sove lidt, for ved den sidste fødsel var det en langvarig affære, så vi regnede ikke med, at der ville ske noget lige foreløbig.
5 minutter senere kommer den næste ve. Jeg syntes, at de gjorde lidt ondt og bøvlede lidt rundt for at finde en bedre stilling at slappe af i. Lidt efter kommer endnu en ve og lidt efter endnu en. Sådan fortsætter det et stykke tid. Klokken er vel blevet omkring 02.00, og jeg mærker pludseligt noget vådt i sengen og sætter mig op. Det var vandet, der var gået.
Det siver lige så stille. Jeg går ind og ringer til sygehuset, for ved sidste kontrol stod barnet endnu ikke fast. Jordemoderen derinde siger, at så længe vandet bare siver lige så stille, er der ingen fare, men hun synes alligevel, at jeg skal komme ind til et check, når jeg har lyst. Jeg forsøger at sove lidt, men veerne bider mere og mere, og efter et par timer bliver vi enige om at køre til Holstebro Sygehus.
Vi står op og får ringet efter en nabo, der ville komme og være hos Freja, indtil Mortens forældre kunne komme. Vi bor ude i en lille landsby lidt ude på landet, og de bor ca. 30 km herfra. Da Birthe (naboen) er kommet, kører vi afsted. Aldrig har en tur på 20 km været så lang! Den tid det tog os at køre ind til Holstebro havde jeg 4 veer, og Morten kørte ellers pænt over 80 - og 90...
Da vi kommer ind på sygehuset bliver jeg undersøgt, og jeg var 2 cm åben. Jeg var overrasket over, at jeg allerede var så meget åben. Da Freja blev født, åbnede jeg mig kun 4 cm på 9 timer. Jeg var glad, for det lod til, at det ville gå noget hurtigere denne gang.
Efter nogle timer med flere og flere veer, der bliver stærkere og stærkere, kommer jeg i badekar omkring kl. 07.00. Det var rigtigt dejligt at sidde der og døse lidt mellem veerne. Mens jeg er i badekarret, beslutter jeg, at jeg vil have en epiduralbedøvelse, og jordemoderen tilkalder en narkoselæge.
Da Freja blev født, var det med akut kejsersnit, og jeg fik nu pludselig ondt i mit ar. Op ad badekarret og ind i sengen, hvor jeg bliver undersøgt, og der bliver sat elektroder på barnets hoved. Jeg er nu udviddet ca. 7-8 cm, og det er for sent med en epiduralblokade.
Kl. ca. 08.30 får jeg presseveer og ligger og brøler ned i iltmasken, mens Morten støtter mig med opmuntrende ord, det bedste han har lært. I løbet af ca. 20 minutter er jeg udviddet de sidste cm og må nu presse. Jeg får sat et spejl op, så jeg kan se barnet komme længere og længere frem, efterhånden som jeg presser. Det er en helt vild oplevelse. Desværre så jeg også, at jeg sprækkede mere og mere. Underligt nok mærkede jeg det slet ikke.
Nanna blev født kl. 09.12, og jeg løftede hende selv op på min mave. Hun var bare så dejlig. Mørk hår med krøller over det hele og store blå øjne, der kiggede lidt bebrejdende på mig.
Da moderkagen var blevet født, blev jeg syet og hjulpet over i sengen, hvor Nanna og jeg lå og hyggede lidt, mens Morten fik ringet til hans forældre. De havde afleveret Freja i dagpleje og var derefter selv taget på arbejde. Jeg fik også ringet til mine forældre, og idet jeg hørte min mors stemme, begyndte jeg at tudbrøle. Jeg fik dog fremstammet, at jeg havde fået en datter, og så fik Morten ellers røret.
Morten kørte ud for at ordne nogle småting i byen og for at hente Freja. Nej, hvor var hun stolt, da hun kom ind og så sin lillesøster. Hun holdt hende, og Nanna fik mange kys og kram!
Om aftenen fik vi besøg af vores forældre, der kom for at se det lille nye familiemedlem.
Om natten på sygehuset havde jeg haft meget ondt i mit haleben. Det gjorde afsindigt ondt, når jeg sad op, og det var heller ikke rart at ligge ned. Faktisk havde jeg det bedst, når jeg stod eller gik.
Dagen efter snakkede jeg med en sygeplejerske, der sagde, at mit haleben nok var brækket. Det skulle jeg bare lære at leve med, for det kunne man ikke gøre noget ved. Jeg spurgte efter en siddering - det ligner en badering - og fik at vide, at sådan en måtte en nybagt mor sandelig ikke bruge, for så kunne hun få nedsunken livmoder og blive inkontinent.
Jeg spurgte, hvor længe jeg skulle regne med at have ondt, og hun svarede, at det var meget forskelligt, men hun troede da ikke, at det ville være længere end 3 måneder! Jeg blev enormt ked af det, for det virkede så uoverskueligt at skulle have SÅ ondt i 3 måneder.
Senere på dagen kom Morten og Freja og hentede os. Jeg glædede mig meget til at komme hjem og være lidt alene.
Dagene derhjemme gik sin vante gang. Vi fik en del besøg af familie og venner, og hver gang lå jeg på sofaen, for jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde op. Amningen foregik også liggende, og måltiderne var ikke sjove. De skulle bare overstås, så jeg kunne komme ind og ligge igen. Når jeg skulle op fra sofaen, rullede jeg om på siden og ned på gulvet, hvorefter jeg fik mig rejst op. Det kunne godt tage 15 minutter at komme op fra sofaen!
Jeg var meget irritabel og havde svært ved at overskue noget som helst. Jeg skød skylden på smerterne og ventede kun på, at det skulle blive bedre.
I og med, at vi bor på landet, er der langt til alt. I dagtimerne er her faktisk ingen mennesker, de er alle sammen på arbejde. Jeg følte mig meget ensom, for jeg kunne ikke holde ud at sidde i en bil for at køre ind og handle. Bare sådan en simpel ting som at køre om og aflevere Freja i dagpleje var alt for uoverskuelig, så hende afleverede Morten om morgenen, inden han tog på arbejde, og han havde hende med hjem efter arbejdstid.
Jeg følte virkelig, at jeg svigtede Freja på det groveste. Her gik jeg hjemme hele dagen med en engel af en baby, der sov meget af tiden, og så kunne jeg ikke engang hente Freja tidligt!
Efter nogle uger begyndte jeg at få problemer med at sove om natten. Nanna vågnede et par gange og skulle ammes, og når hun var blevet ammet, kunne jeg gå rundt i stuen i flere timer uden at kunne sove. Om dagen kunne jeg sagtens sove, så jeg fik da lidt søvn.
Efterhånden blev det så slemt, at jeg gik og græd for mig selv midt i mørket. Jeg var meget ked af det, uden jeg vidste hvorfor. En nat tog det fuldstændig overhånd, og jeg brød hulkende sammen. Jeg gik ind og vækkede Morten og fortalte ham, at jeg havde brug for at snakke. Han stod op sammen med mig, og vi sad ude i køkkenet i flere timer, hvor jeg snakkede løs om, hvor ondt jeg havde og om alle mine følelser af at have svigtet.
Det nagede mig meget, at sådan en simpel ting som at vaske op i løbet af dagen, var alt for uoverskuelig til, at det blev gjort. Det var Morten der handlede, lavede mad, tog Freja i bad og ordnede mange af de huslige ting. Jeg lå bare på sofaen med Nanna...
Da jeg havde det allerværst, kredsede mine tanker meget om, hvordan det hele så ud på overfladen. Jeg ville ikke have, at folk skulle tale om mig bag min ryg, og jeg ville ikke have, at de skulle tro, der var noget i vejen med mig. Jeg havde et stort behov for, at alt var systematiseret og i faste rammer. Det hele skulle struktureres, og der skulle laves skemaer. Det blev bare aldrig rigtig til noget, for jeg kunne ikke overskue at føre det ud i livet.
Dagen efter, om søndagen, ringede jeg til min mor og fortalte hende, at jeg havde det skidt med mine tanker. Mine præcise ord var: "Det roder i mit hoved". Jeg husker det meget tydeligt, for når jeg efterfølgende skulle forklare andre, hvordan jeg havde det, sammenlignede jeg mit hoved med et kartotekskab, hvor alle papirerne ligger og roder oven i hinanden.
Mine forældre kom op til os i løbet af formiddagen. Der var byfest i Struer den dag, så Morten og min far tog Freja med derind, så mor og jeg kunne få lidt ro til at snakke. Vi har altid haft et enormt godt forhold, hvor vi kan snakke om alt. Hun troede, at jeg måske havde fået en fødselsdepression, og det skulle jeg have noget hjælp til!
Det hjalp meget, at jeg fik snakket med min mor, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe til min læge om mandagen og snakke lidt med ham. Om mandagen snakkede jeg med min læge og min sundhedsplejerske. Min læge mente ikke, at det var en depression i og med, at jeg havde været så åben om det, og fordi jeg selv havde søgt hjælp. Min sundhedsplejerske var enig med ham, men hun mente, at det kunne være en efterfødselsreaktion, der er en meget mild form for depression.
Hun sagde også, at det var meget vigtigt, at jeg kom ud blandt folk og fik nogle andre oplevelser end lige min egen sofa og stue. Det ville jeg meget gerne, men jeg havde svært ved at overskue at skulle ud og køre bil. Jeg havde jo så pokkers ondt i det haleben, og det var ikke blevet bedre på de par måneder, der nu efterhånden var gået.
Karin, sundhedsplejersken, ville arrangere en mødregruppe i nærheden af mig, så jeg ikke skulle så langt. Det var virkeligt dejligt at komme ud og se nogle andre mennesker igen. Jeg havde været fuldstændig alene i mit lille hus faktisk siden fødslen. Det viste sig så også, at en af de andre mødre havde haft en lignende oplevelse med hendes første søns fødsel.
Jeg havde et meget stort behov for at være sammen med andre mennesker, men jeg kunne ikke klare at køre ret langt, og jeg var ikke så glad for at få besøg, for jeg var så bange for, at de ville opdage, at jeg ikke havde det så godt. I det hele taget var der mange modstridende følelser.
Karin kom en gang i ugen i en periode og snakkede mig med. Egentligt var der som sådan ikke noget at snakke om hvad Nanna angik. Det var udelukkende for at være der for mig.
Mit haleben var som sagt ikke blevet bedre, og det vidste hele familien godt, for jeg havde valgt at sige fra til en masse familie-kom-sammen rundt om i landet. Jeg kunne ikke overskue at skulle sidde i en bil længere tid af gangen.
Min dejlige mormor ringede en eftermiddag til mig ca. 6 uger efter fødslen. Hun havde fået en tid hos en akupunktør til mig dagen efter. Hun havde snakket med ham, og han mente godt, han kunne hjælpe mig. Jeg har før haft gode erfaringer med akupunktur, så jeg blev meget glad.
Dagen efter begyndte jeg så mine behandlinger hos Ebbe. Jeg fik akupunktur og elektromagnet behandlinger, og allerede efter den første behandling kunne jeg mærke forskel. Han fortalte mig også, at jeg gerne måtte bruge en siddering. Han er læge og har været på gynækologisk afsnit på et lokalt sygehus, og der anbefaler de gerne nybagte mødre en siddering, hvis de har brækket halebenet. Han fortalte også, at det er noget, der forekommer rimeligt jævnligt, og han havde aldrig oplevet problemer med brug af en siddering, bare det er en kortvarig periode, et års tid eller sådan noget.
Da jeg fortalte ham, at de havde sagt, at det nok ville være ovre i løbet af 3 måneder, så han opgivende på mig og sagde, at det ikke var ualmindeligt, at det varede et år, inden smerterne var helt væk! Jeg var knust!
Jeg fortsatte behandlingerne et par måneder, og det blev hele tiden bedre. Det hjalp også at bruge sidderingen. Nu kunne jeg holde til at sidde op at amme og spise. Det at køre bil blev også en overskuelig opgave. Nu kunne jeg pludselig selv hente Freja, handle ind og i det hele taget komme lidt rundt.
I den periode, hvor jeg havde haft meget ondt, havde vi allieret os med vores dagplejemors to tvillingepiger. De skiftedes til at tage bussen hjem til os med Freja, så hun kom tidligt hjem et par gange om ugen. De var uvurderlige, for jeg savnede min store pige meget!
I takt med, at jeg fik det bedre og bedre med mit haleben, fik jeg det også bedre rent psykisk. De tunge tanker forsvandt, og jeg kunne bedre overskue de daglige ting.
Den dag i dag, næsten 11 måneder efter, har jeg stadig ondt i mit haleben, men slet ikke i nærheden af de smerter, der var dengang. Jeg bruger ikke længere min siddering og mærker faktisk kun noget til det, når jeg har siddet ned for længe. For eksempel efter en lang dag på arbejde.
I dag sidder jeg med mine 2 dejlige piger og nyder tilværelsen. Jeg har indset, at jeg på det tidspunkt stillede store krav til mig selv. Jeg havde allerede et barn, så hvor svært kunne det være at få et til? Jeg vidste jo, hvad jeg gik ind til, jeg havde bare ikke regnet med, at jeg skulle få en efterfødselsreaktion!
Det, jeg gerne vil fortælle med min beretning er egentligt bare, at det er så utroligt vigtigt at få snakket om tingene og indrømme, at man som nybagt mor kan få brug for hjælp. Det skal ikke være pænt morgenhår og nybagte boller det hele. Det kan være svært at acceptere, men det hele bliver så meget nemmere, når først man er nået til det punkt.
14-10-2002
|
Relaterede artikler
© 1999-2025