Skrevet af Stinne
Jeg har desværre haft en hæslig oplevelse på Vejle Sygehus, som jeg ikke håber, nogen andre nogensinde skal opleve. Jeg ved, at min historie kan skræmme nogen, men jeg synes alligevel, jeg vil fortælle den - i håb om, at det vil hjælpe andre til en bedre fødselsoplevelse.
Jeg vil starte med at sige, at jeg har haft en forholdsvis nem graviditet. De største gener har været kvalme, opkastninger og halsbrand. Ellers er alt andet forløbet perfekt, og mit barn udviklede sig, som han skulle og blev en stor og sund dreng.
Den 29/5 (uge 42+1) begyndte de første veer at bide, og efter nogle timer med regelmæssige veer tog vi på fødegangen. I modtagelsen kom vi også "kun" til at vente det meste af en time, da vi kom lige omkring vagtskifte. Men skidt, det var en rigtig sød jordemoder, der tog imod os.
Jeg blev undersøgt, men desværre var jeg kun et par fingre åben, men på grund af jeg var så meget over tid, ville hun ikke sende mig hjem, så vi blev henvist til et familierum.
Her gik vi så hele natten. Jeg havde veer, min mand prøvede at sove lidt osv. I det hele taget en OK nat med undtagelse af, at der ikke rigtig var gang i veerne - de ville ikke blive til mere.
Henad ved 7-tiden talte vi dog vedrop, og faktisk manglede jeg bare at få det sat igang, da der igen var vagtskifte. Selvfølgelig syntes næste jordemor ikke, at det var nødvendigt. "Lad os nu se tiden lidt an", som hun udtrykte sig. Det skal lige tilføjes, at de havde fået 3 andre fødende ind, så det hun egentlig mente var: "Vi har travlt lige nu - gå tilbage til familierummet og klar jer selv".
En times tid gik, og de foreslog nu, at jeg fik lidt at sove på, eftersom jeg ikke havde sovet hele natten, så jeg var frisk til at klare vedroppet bagefter, som de sagde. Jeg var dødtræt og tog imod det med kyshånd - de glemte bare at fortælle mig, hvad det var, de gav mig (pethidin), og hvilke bivirkninger det kunne have. Jeg ved, jeg skulle have spurgt, men i den situation stolede jeg da på dem - det er dem, som er uddannet til den slags!
Anyway. Resultatet var, at jeg da fik et par timers søvn, men tilgengæld var mine veer forsvundet som dug fra solen, da jeg vågnede. Min mand og jeg gik en lang tur nogle timer for at se, om det skulle hjælpe veerne igang igen, men niksen intet skete.
Tilbage på fødegange trak de bare på skuldrene og ville sende os hjem. Det nægtede vi dog i første omgang - først efter at jeg fik kørt en kurve og trumfet en scanning igennem, indvilligede vi i at tage hjem, men vi aftalte samtidig, at vi kom til kontrol lørdag formiddag.
Hjemme igen skete der ikke en disse før søndag eftermiddag, hvor veerne startede igen - denne gang med fornyet styrke, og de lagde ud med 2-3 minutters mellemrum fra start. Så det varede ikke længe, før vi igen tog på fødegangen.
Jeg kom ind i modtagelsen, hvor jeg blev undersøgt. Jeg var 3-4 fingre åben, og vandet gik, da hun undersøgte mig. Vandet var plummer grønt, men det tog de ikke alvorligt. Jeg skulle have kørt en kurve, men det tog da sin tid, før den blev godkendt - godt en time lå jeg der på briksen med ulidelige smerter og veer, jeg ikke kunne arbejde med på grund af den stilling, jeg skulle ligge i.
Da kurven var så længe om at blive godkendt, og det faktum at vandet var grønt, blev jeg allerede der set på af den vagthavende læge. Han skønnede, at alt var i sin skønneste orden, og jeg blev losset over på en fødestue.
På fødestuen gik det stille og roligt men langsomt fremad, så efter 5-6 timer fik jeg lagt et vedrop, og så gik det stærkt. Jeg var fuldstændig åben i løbet af den næste time, og jeg måtte endelig presse med.
Efter 2½ time med presseveer, hvor der ikke skete det store fremskridt, kontaktede jordemoderen lægen, som besluttede sig for sugekop. Så uden at undersøge, hvor højt og hvordan barnet stod (han stod temmelig højt), lagde lægen sugekoppen og begyndte ellers at suge.
Jeg var på det tidspunkt træt og havde kun korte presseveer, så jeg havde ikke meget at gi' af, og efter ca. ½ time opgav han. Der blev selvfølgelig tjekket hjertelyd mellem hvert pres. Hjertelyden var der, men den var svingende og blev kun dårligere og dårligere, så pludselig skulle det gå stærkt, og akut kejsersnit blev bestilt.
Lægen ville dog lige skubbe Matias tilbage op i livmoderen, men efter det fandt de aldrig hjertelyden igen. Den 2/6 kl. 04:11 hev de vores dejlige store dreng ud af min mave, men han fik aldrig lov at trække vejret!
Vores søn var ikke syg eller på anden måde ikke i stand til at leve. Ingen kan give en endelig forklaring på, hvorfor han ikke overlevede, kun gisninger.
Men en ting er sikkert: Havde lægen undersøgt mig, inden han lagde sugekop, så havde han i det mindste vidst, præcis hvordan han stod i mit bækken, i stedet for bare blindt at stole på jordemoderen. Der er jo en grund til, at det er ham og ikke hende, som har den endelige beslutning/ansvar.
Var jeg blevet sendt til kejsersnit med det samme uden at prøve med kop, så havde jeg idag siddet med en fin dreng - nu sidder jeg i stedet med et billed, og jeg får aldrig lejlighed til at tage flere billeder.
Dette indlæg skal ikke være en hetz mod lægen, for en anden læge ville måske have truffet de samme valg, men jeg synes, det er tankevækkende, at en kammerats bekendte i dag sidder med et totalt hjerneskadet barn på grund af iltmangel. Igen skulle fødslen trækkes i langdrag og kejsersnit for alt i verden undgåes. Moren har i øvrigt fået sit underliv fuldstændig ødelagt. Behøver jeg nævne lægens navn? Gad vide hvor mange andre han har på samvittigheden!
Er du blandt dem, som stadig kan nå at føde i Vejle, så lov mig og dig selv og din familie og hvem ved jeg, at du ikke fokuserer så meget på din smerte, at du stoler blindt på lægens/jordemoderens beslutninger.
Vær kritisk overfor lægens beslutninger - bed din ledsager fokusere mere på ham og bank i bordet, hvis du er utilfreds/usikker på noget. Så fred være med, at de kalder dig en hysterisk førstegangsfødende - de kunne kalde mig hvad som helst, hvis det kunne have reddet min søn.
Hvis du har læst så langt, håber jeg ikke, at jeg har skræmt dig fra vid og sans. Min historie er skrevet på Vejle Sygehus, men husk det sker også på andre - desværre alt for ofte, har jeg fundet ud af.
Ingen forældre skulle nogensinde begrave deres børn. Ingen skulle opleve den smerte. Dagene går, og vi fungerer da nogenlunde, men den ubeskrivelige smerte er med hele døgnet.
25-09-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025