Skrevet af Maria
Det hele startede vel egentligt, da jeg testede positiv den 5. oktober 2007. Glæden var stor ved, at vi efter 6 måneders hårdt arbejde skulle have barn nummer 3.
Da jeg var 6 uger henne, brød jeg grædende sammen. Jeg sagde, at der var noget helt galt med barnet, noget med hjernen.
Jeg bliver scannet flere gange og får at vide, at der er fint liv, men jeg ved stadig, at der er noget galt, og jeg kan slet ikke glæde mig.
Ved nakkefoldsscanningen i uge 12+4 siger hun, at det er rigtig flot, at tallet er 1:15229. Alt ser perfekt ud, og terminen bliver fastslået til den 14/6-2008.
Alle siger, at nu må jeg da tro på det, men jeg fastholder, at de bare ikke har set det endnu, og jeg græder hver dag ved tanken om at lægge mit barn i graven.
Allerede i uge 15 mærker jeg liv, og det er dejligt, men også smertefuldt. Jeg ved jo, at det ikke varer ved.
I uge 19+6 skal jeg til misdannelsesscanning, og der falder dommen. Der er noget galt med vores barn. Der ses væske ved hjernen og ingen midterlinje af hjerne, samt svær ansigtsmisdannelse.
Vi bliver sendt til Odense, hvor de anslår, at det ikke ser så galt ud, men en skade er der. Jeg får taget fostervandsprøve og bliver sendt til Rigshospitalet.
En uge efter bliver jeg scannet på Rigshospitalet, og hun fortæller os, at det er alvorligt, meget alvorligt. Barnet vil aldrig kunne leve, og jeg vil nok ikke kunne fuldføre graviditeten, da fostervandet allerede er svundet meget. Hun foreslår, at vi afbryder svangerskabet, og vi er helt enige.
Sammen dag, torsdag den 31/1-2008, bliver ansøgningen til et specielt råd lavet angående "abort" (det hedder det inden uge 22+0), og jeg kommer til samtale med en herlig og dejlig læge - den samme læge, som første gang så skaden.
Næste morgen, fredag den 1/2-2008 får jeg en modningspille klokken 10.30. Jeg skal komme igen lørdag morgen kl. 8.00, og får lagt de to første stikpiller. Derefter følger flere stikpiller klokken 12.30 og 15.45 efter lange gåture og ventetid.
Kl. 16.00 kommer første ve, og den stopper ikke før klokken 19.55, hvor William bliver født. Jeg har noget nær ve-storm, konstant ondt og kraftige smertefulde veer hvert 30. sekund af 1 minuts varighed.
Jeg starter blidt ud med akupunktur efter eget ønske, og får derefter morfinpiller, men kl. 19.00 kan jeg ikke klare mere og beder om en epiduralblokade. Kl. 19.30 ankommer jeg til fødestuen og får lattergas, mens narkosen bliver tilkaldt.
Lattergas er fantastisk, og jeg slapper af for første gang. Jeg græder dog og er vred over hele situationen, hvilket jeg også gør kraftigt opmærksom på flere gange, hvor jeg græder og bander.
Narkosen kommer, og jeg skal sidde op. Han spritter af og lægger en lokalbedøvelse, inden epiduralen skal lægges.
Da lokalbedøvelsen er lagt, skal den lige nå at virke, inden epiduralen bliver lagt. Da han skal lægge den, siger jeg: "Vent, jeg skal tisse". Jordemoderen siger, at jeg gerne må tisse på lagnet, jeg sidder på. Jeg siger, at det kan jeg ikke, og rejser mig lidt op og råber: "Jeg føder nu!".
Et pres, og moderkage og fostersæk med vand og William blopper ud på briksen, og veerne slutter brat.
Jordemoderen klipper hul på fostersækken, og vandet kommer ud, og vi ser vores smukke dreng for første gang, og min stakkels mand bryder helt sammen.
  De klipper navlestrengen, og han kommer op på mit bryst. Han er helt død.
Vores præst, som har været med fra første ve, velsigner ham, og giver ham sit kaldenavn William Bang. Han er lille, 25 cm og 360 gram.
Han er fin, men mangler på grund af sin kromosomfejl (trisomi 13) sin næse. Den er slet ikke dannet. Der er bare fladt og hul. Han har dobbeltsiddet næse/ganespalte, men lægerne siger, at hvis vi kunne se hans hjerne, ville vi se, at den ligner et trafikuheld.
Min mand og jeg skiftes til at holde ham. Vores to andre børn kommer op med Farmor og Farfar og ser ham og holder ham. De synes, han er kær, og har søde små fingre og tæer. Vi får fodaftryk og håndaftryk og bliver kørt ned på vores stue.
 Natten er lang og fyldt med tårer, og tidligt morgenen lægger jeg ham på mit bryst og varmer ham. Han er så kold så kold. Det hjælper på hans kulør at blive varmet ved mors bryst og hånd.
Klokken 08.00 tager vi afsked med ham. Jeg savner vores to levende børn, men det er frygteligt. Alle følelser raser, vrede, afmagt, afsavn og skyldsfølelse over at slutte vores søns liv, over ikke at kunne passe ham mere i min mave, selv om jeg ved, at det ikke er sådan. Naturen havde jo afsluttet det, før han var 6 uger gammel.
Nu sidder jeg her og føler på min tomme mave. Jeg husker det sidste spæde spark den 2/2-2008 kl. 11.50.
Jeg savner ham af hele mit hjerte, og kan ikke forestille mig, at hverdagen skal komme igen. På fredag skal han begraves på min mands familiegrav.
 Lift, tøj og bamser er pakket væk, og jeg har fundet mit almindelige tøj frem. Maven er næsten væk. Jeg håber på, at der er lys forude, men lige nu er alt tomt og mørkt.
Lille William, vi elsker dig. Du vil altid være i vores hjerter. Din bror og søster taler også om dig.
Undskyld jeg ikke kunne give dig livet, men naturen ville noget andet. Jeg ved, du har det godt med de andre englebørn. Tag godt imod de nye, der desværre vil komme til jer.
Knus din MOR.
14-03-2008
|
Kommentarer
© 1999-2025