Skrevet af Henriette
Testen var positiv, sagde sekretæren fra lægehuset. Jeg så to streger, blev måløs og lykkelig. Jeg fortalte det til min kæreste, da han havde munden fuld af mad. "Testen var positiv". Det følgende døgn lagde han mærke til alle babyting, der kan eksistere i et supermarked.
Efter vi havde vænnet os nogenlunde til tanken, skulle vores familier jo have det at vide. Vi tog til Vejle, hvor min mor boede. Jeg gik ud i køkkenet, mens hun lavede mad og sagde: "Mor, der er noget, jeg gerne vil fortælle dig, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det". Hun gættede det og brændte maden på. Hun sagde, at hun var skuffet, men der var jo ikke noget at gøre ved det, for vi havde besluttet os for at beholde barnet. 3 dage senere havde hun købt legetøj til om 3 år.
Resten af min familie tog det pænt. Men så kom datoen, hvor min kærestes forældre skulle vide det. Min kæreste, Nikolaj, inviterede hans far ud at spise, og sagde det som det var. Han så skuffet og ked ud af det, sagde Nikolaj, da han kom hjem. Det skal lige nævnes, at mine svigerforældre aldrig har kunnet lide mig. Moren har kaldt mig et dansk svin på Odense Banegård og sagde, at danske piger ikke duer til noget så simpelt som at lave kaffe. Og jeg sagde intet tilbage.
Uge 10: Nikolajs far ringede og spurgte, om han måtte komme over til kaffe. Ingen af hans forældre havde nogensinde været i vores hjem før. Jeg tillod det ikke. Jeg troede kun, han kom for kaffe, men kaffen nåede at blive kold, inden den var drukket færdig. Abort var det eneste, han kunne få ud af sine læber. Vi havde en Peugeot 306, og den er lidt halvdyr. Hans forældre ville have, at jeg skulle abortere barnet, så vi kunne beholde bilen. Bilen? Jeg sagde, at jeg nok skulle tænke over det, bare for han skulle gå, for han sagde, at han ikke gik, før jeg havde ændret mening.
Uge 11: Vi blev for første gang i et halvt år inviteret over til hans forældre. Abort igen. Det var det eneste, de kunne tale om. Hjerte eller motor! Hvordan kan det valg være så svært? De forstod intet. De sagde, at hvis vi valgte barnet, ville vi ikke have nogen penge eller kunne bo sammen osv. Intet af det var sandt, som I sikkert ved. "Er du færdig", spurgte jeg hans mor efter en lang prædiken.
Uge 14: Jeg begyndte i Mødrehjælpen og kom i en graviditetsgruppe.
Uge 16: Blev scannet og fik at vide, at jeg havde et sundt barn. Lægen ville ikke undersøge mig, da min vandrejournal så perfekt ud. Fuck, hvor var jeg naiv. Sammen med jordemoderen Susanne var der altid en socialrådgiver med. En dag havde vi kun hende at støtte os til, da Susanne ikke kunne være der den dag. Jeg havde haft smerter i maven, og hun sagde, at det var ledbåndende, der gav sig.
Uge 22: Vandet gik efterfulgt af blod. Falck kom først efter en halv time, da en sekretær over i København ikke havde givet meldingen videre, så vi måtte ringe to gange. Jeg kom ud på OUH (Odense Universitetshospital) med det samme. Scanningen viste, at der ikke var mere fostervand, og at fosteret lå krøllet sammen, men i live.
Dagen efter ville min jordemoder berolige mig ved at lytte til hjertelyden. Hun fandt den ikke. Scanningsapparatet blev kørt ind på min stue. "Vi kan desværre ikke finde hjertet", lød det fra sygeplejersken. Hvis vinduet på min stue bare kunne være åbnet lidt mere, var jeg sprunget ud fra 3. sal.
Den 4. maj 2003 klokken 00.25 kom vores lille søn til verden. Første gang jeg så ham, lå han i en brækskål. 33 cm og 403 gram. Han var lidt lang efter at være blevet strukket, da han havde været død i 2 dage.
Den 12. maj 2003, dagen efter mors dag, blev David begravet. Under præstens tale ringede min svigerfars telefon. Da kisten blev sænket i jorden, smilede min svigermor. Vi har billeder, der beviser dette.
Tiden derefter var kold og ensom. Vi var næsten hele tiden over ved hans forældre, selvom jeg hadede det. Han havde ikke set dem i et halvt år, og derfor lod jeg som om, jeg var ovenpå igen. Men jeg fik nok efter 3 uger. Hans forældre er fra Bosnien, og de nægter at tale dansk i mit nærvær. Nikolaj blev sur, og vi skændtes hele tiden, når vi var alene.
Jeg skulle have været med til Kroatien i sommers, men det måtte jeg ikke, da hans forældre ikke kunne forstå mine humørsvingninger efter Davids død. Men jeg lod min kæreste tage med, da det skulle være et "farvel". Vi var nær gået fra hinanden i sidste uge, men jeg gik på kompromis med, at han kunne se sin familie en gang om måneden. Jeg føler et stort nederlag nu. Jeg er først ved at være mig selv nu og har først sagt, at jeg har brug for hjælp i sidste uge til nogle læger på OUH.
Den 2. oktober var det et halvt år siden, det skete, og hans forældre har stadig ikke været og besøgt vores søns grav. Vi er ved at få vores forhold til at køre igen, men jeg føler stadig, at jeg har tabt alt. Assistenskirkegården i Odense grav BN65 er det eneste sted, hvor jeg indtil videre har fået lettet mine tanker.
Vi håber, at graviditetstesten snart bliver positiv, så vi kan påbegynde en ny begyndelse.
26-12-2003
|
Relaterede artikler
© 1999-2025