Skrevet af Heidi
Mit budskab går til de, som går over termin og til fødestederne. Vær tålmodige og sæt ikke fødsler i gang, hvis mor og barn har det godt.
Jeg var sat til den 24. oktober men fødte først den 10. november. Jeg havde det godt hele tiden, og intet tydede på problemer, men datoen var imod mig mht. at føde på fødeklinik - der måtte man nemlig kun gå 14 dage over tid! Så da jeg endelig fik veer den 9. november, måtte jeg på fødegangen på Glostrup Amtssygehus.
Jeg var kun 2 cm åben omkring klokken 23, da jeg ankom, men jeg fik da lov at blive, for veerne var gode nok. Jeg lå der natten igennem og lod veerne gøre arbejdet, imens jeg liggende over en sæk med krøyerskugler forsøgte at hvile mig og lade op til den store begivenhed.
Min mand og søster, som var mine fødselshjælpere, indlogeredes i hver deres hospitalsseng ved siden af mig, og jeg tror nok, de fik lidt søvn, imens jeg lå og tog mine smerter "som en mand".
Henimod morgenstunden (måske ved 6-tiden) var livmodermunden 6 cm åben, og jeg fik heldigvis lov at komme i et vandkar på en fødestue. Det dulmede ikke smerterne så meget, men det var dejligt i pauserne, som dog hastigt blev kortere og kortere, til det føltes som én lang ve.
Hold kæft hvor gjorde det ondt over lænden, og jeg som næsten troede på "fødsel uden smerte"! Men jeg glædede mig usigeligt til at få lov at få mit barn ud. Nu havde jeg jo i en måned (fra 14 dage før tid) troet, at nu skulle jeg føde!
Klokken 7:10 fik jeg pressetrang, og min kyndige jordemoder, Alice Madsen, beordrede mig op af karret, for når man er gået 14 dage eller mere over tid, må man ikke føde i vandet. Øv!
Jeg blev bange for, at smerterne skulle vare meget længere, og for at få en idé om forløbets fremskriden, følte jeg efter forneden, og minsandten om jeg ikke kunne mærke en hårbund i skedeåbningen! Juhu!
Fosterhinden var intakt, og det føltes som en udspændt gummihandske med vand i, så Alice gav mig en "hæklenål", som jeg kunne prikke hul med. Det var pudsigt, og med ét stod vandet ud på gulvet. Og så gik det endelig stærkt.
Stående i sengen på et knæ og en fod holdende i det opslåede hovedgærde kunne jeg rigtigt presse nedad, og 18 minutter efter, at pressetrangen var kommet, fødte jeg en skøn lille Cecilie på 54 cm og 3.850 gram klokken 7:28 mandag morgen den 10. november.
  Hun var lidt tør i huden efter at have ligget så længe og tæret på sit hudfedt, men bare perfekt, sund og veltilpas. Vi slap dog ikke for en "her-er-jeg-skrigekoncert", men hun faldt hurtigt til ro, som I kan se på billedet, hvor navlestrengen endnu ikke er kappet.
Mit budskab er: Lad være med at sætte fødsler i gang, hvis mor og barn har det godt. Terminer er gennemsnitsstørrelser, og jeg tror, man skal følge naturens gang og sit instinkt i videst muligt omfang, så går det i mange tilfælde lettest.
15-03-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025