Jeg "hader" at være gravid Lotte følte sig hæmmet under graviditeten. Hun kunne ingenting, uden at ryg og bækken voldte hende problemer.
6653
Skrevet af Lotte
Jeg er en af de kvinder, der "hader" at være gravid. Ja, det lyder underligt, specielt fordi det var en ønskegraviditet. Vi brændte for at få et barn. Men jeg følte mig hæmmet. Jeg kunne ingenting, uden at min ryg og mit bækken voldte mig problemer.
Jeg havde termin den 20. oktober 2002 og skulle gå fra 4 uger før, men den 30. august 2002 syntes jeg ikke rigtig, jeg kunne mærke liv. Jeg forsøgte alt fra koldt vand til at skubbe til babyen. Så vi besluttede i samråd med en jordemoder, at vi skulle komme forbi fødegangen på Hvidovre Hospital.
Her blev vi modtaget af verdens sødeste jordemoder, Laura. Hun undersøgte mig på kryds og tværs og tilkaldte til sidst en læge. Så blev jeg jo naturligvis helt vildt urolig for, hvad der nu var igang. Så mens jeg lå med strimmel, bankede mit hjerte simpelthen så hurtigt.
Det viste sig, at min livmoderhals var forkortet, og for at stoppe fødslen skulle jeg indlægges på svangregangen. Svangregangen? Hallo, jeg har ikke tid til at blive indlagt, jeg skal på arbejde, og der er mange ting, vi mangler. Men som sagt så gjort. Jeg fik allerede på fødegangen en sprøjte i låret til udvidelse af lunger, hvis jeg skulle gå i fødsel.
Herefter kom jeg på svangregangen, hvor jeg lå i en uge med verdens bedste personale. Jeg måtte ikke bevæge mig mere end fra toilet til seng. Alt andet blev serveret for mig. Luksus, men noget så kedeligt.
Til scanning om mandagen kunne de ikke finde nok fostervand, og mig der bare ikke kunne mærke liv gik straks i panik. Igen...
Fredag undersøgte de mig. og jeg blev scannet igen. Der var masser af fostervand, og min livmoderhals var nu gendannet. Jeg var lykkelig, for på det tidspunkt var jeg SLET ikke klar til at blive mor.
Jeg blev sendt hjem til rekreation. Dejligt. Og så igen - jeg tog 10 kg på. De næste uger gik med INGENTING. Jeg kunne ikke løfte og skulle slappe helt af. Jeg fik konstateret bækkenløsning i 38. uge, som gjorde mig endnu mere hæmmet.
Den 19. oktober 2002 holdt min far 50 års fødselsdag, og jeg lignede en hval og var på størrelse med noget, der var løgn. Jeg havde vand i kroppen og havde taget 26 kg på. Jeg holdt ud fra kl. 14-18 i et røgfyldt indelukket lokale, inden jeg måtte give op. Jeg var simpelthen nød til at komme hjem.
Jeg gik i seng kl. 24, og kl. 01 vågner jeg ved, at "plukkeveerne" er blevet noget mere ubehagelige, end jeg tidligere kan huske dem. Jeg undgår at vække min kæreste. Så jeg er oppe det meste af natten til kl. 6. Tiden fordriver jeg med varme bade og sidde på toilettet. Indimellem drikker jeg lidt. Sidder lidt og døser.
Men kl. 6 kan jeg ikke overskue det mere. Jeg ringer til fødegangen, som ikke mener, der er fare på færde. "Tag en Panodil og prøv at sove lidt" (er det standardsvar).
Kl. 9 den 21. oktober 2002 kan jeg ikke overskue det mere. Alt jeg gør sker mellem en ve. Der er nu 4-5 minutter imellem, og de gør ondt - det synes jeg på det tidspunkt, men idag ved jeg, det bare var småting - så vi ringer igen, og de siger, vi lige kan komme forbi til et tjek. Jeg nærmest tuder af lykke. Min kæreste derimod skal lige i bad og barberes, alt i mens jeg står og spørger, om vi ikke skulle komme afsted.
Ankommet til fødegangen bliver vi modtaget af en meget sød ældre jordemoder, som straks undersøger mig. Jeg er formentlig kun åbnet 1 cm, men de har ikke travlt - og da de ikke kan komme rigtig om bag hovedet og tjekke min "åbning", siger de ok for, at vi bliver.
Den næste time kommer jeg i varmt bad - noget så dejligt - men nok ikke noget, jeg vil vælge næste gang, da det stopper veerne en smule. Jeg bliver kommanderet op på briksen og undersøgt kl. 13, stadig 1 cm, og så går vandet.
Nu vælger de ve-drop, og så gør det lige pludselig ondt igen. Kl. 14 er jeg 2 cm. Kl. 15 kommer der en ny jordemoder ind, verdens bedste Laura, som tidligere havde indlagt mig. Jeg blev simpelthen så glad. Nu vidste jeg bare, det ville ende godt.
Så kl. 15 synes jeg, det gør usandsynligt ondt, og det her lattergas er som at stikke hovedet ud af vinduet - på trods af min kæreste synes, jeg siger nogle underlige ting. Vi bliver enige om en epidural, og lad mig sige med det samme: For Søren, det er da bare fantastisk. Hold da fest. Fik suget samtlige ugeblade.
Tiden går, og kl. 18 synes jeg ikke, den epidural virker mere. Jeg er nu åbnet ca. 4 cm. Tiden snegler sig afsted, og jeg synes bestemt, jeg kan huske noget om, at man skulle åbne sig 1 cm i timen. Ha, stor fed løgn.
Kl. 20 kommer der gang i veerne, og jeg mærker dem nu temmelig kraftigt. Prøver alt fra at lægge på alle fire med ledninger overalt til at få hævet vedrop. Prøver at spise lidt, men alt mit skrigeri har gjort, at jeg simpelthen er for udmattet til bare så meget som at bide i brødet. Drikker tilgengæld som om, jeg skal tømme Gudenåen.
Vi nærmer os vagtskifte omkring kl. 22.30. Laura vil gerne blive, men ind kommer en jordemoder, som jeg havde til sidste jordemoderkonsultation ½ uge forinden. Hun var hverken til at hugge eller stikke i. Hun stillede sig på tæer og pressede i mit bækken, på trods af min bækkenløsning, og sagde: "Du går nok 1 uge over".
Men ind kommer hun, og jeg stor-tudede og bandede hende langt væk. Hun nærmest smed Laura ud, som havde holdt ved i hele hendes vagt. Hun kunne godt se, det var lige oppe over, men nej. Du har fri. Uhh, jeg var tosset.
Den næsten time åbner jeg mig rimelig hurtigt, og jeg når at sove mellem veerne - ja de der 30 sekunder. Men jeg føler det som timer.
Kl. 23.30 foreslår Marie, jeg skal rejse mig op og stå ved en høj "rollator". Kællingen måtte være sindsyg. Jeg kunne stadig ikke mærke mine ben efter epiduralen, og så ville hun have mig op og stå. Jeg var nu 9 cm åben.
Ingen kære mor, jeg skal op og stå. Jeg tuder som pisket, for nu gør det virkelig ondt. 4 veer siger hun. Ja det er godt med dig. Havde vedrop og ja, det gjorde simpelthen bare så ondt.
Kl. 23.50 kommer jeg op på briksen, naturligvis bange for, at jeg skal sidde på barnets hoved - idiot - og 6 presseveer senere, til jordemoderens store overraskelse, kommer Filippa til verden 3.130 gram og 52 cm lang.
Jeg kan ikke beskrive den lettelse og glæde, jeg følte i det øjeblik, hun kom op på min mave. I øjeblikket efter lagde jeg slet ikke mærke til, at jordemoderen syede mig 3 sting indvendigt. Var så betaget af det lille vidunder.
Vi stor-tudede begge to, selv den "hårde" far. Vi indrømmer begge, at havde Marie ikke overtaget vagten med sin hårde facon (som vi senere ved er kærligt ment), havde jeg ikke født den dag kl. 23.57.
Efter fødslen kom vi på barselsgangen, og da der ikke var run på, havde vi en 4 sengs stue for os selv.
Filippa er idag 15 måneder og skal være storesøster til juli med kun 21 måneder imellem. Min graviditet er langt anderledes end den første. Jeg er meget svimmel. Men da vi jo har den lille krudtugle, tænker jeg ikke så meget over, at jeg er gravid. Kun den lille topmave afslører min "hemmelighed".
Relaterede artikler
© 1999-2025