Skrevet af Maria
Som ud af ingenting fra det ene minut til det andet blev jeg ramt af noget rædselsfuldt. Det var en mørk tyk sky, der tog min ånde fra mig, fik mit hjerte til at banke, gav mig koldsved, fik min krop til at ryste og fik mig til at føle, at nu var min tur kommet. Nu skulle jeg dø.
Jeg var rædselsslagen og gik i panik og hyperventilerede, hvilket resulterede i, at min venstre kind, venstre side af min tunge og ventre arm begyndte at sove.
Jeg var heldigvis ikke alene, min kæreste var der. Jeg havde lige vinket ham af bussen få minutter, før det skete. Panikslagen klamrede jeg mig fast i min kæreste, og vi gik ind i det nærliggende center og fik noget vand og en is, og jeg faldt nogenlunde til ro.
I bussen på vej hjem kom det igen. Jeg besluttede så at tage til vagtlægen. Den første besked jeg fik, da jeg kom derud var: "Hvorfor har du ikke sygesikringskort med, hvorfor har du ikke kontaktet din egen læge først (som havde lukket) og tag du bare et nummer".
Uforstående så jeg på damen, der tog imod mig og sagde det. Jeg stod jo der og var ved at falde om af bare angst og havde nærmest blodsprængte øjne af bare gråd.
Da jeg endelig kom ind til lægen og fortalte ham, hvad der var sket, startede han med at sige, at det var tegn på hjerneblødning hos ældre mennesker. Chok! Men så undersøgte han mig og konstaterede, at jeg havde en muskelfiltration i nakke/skulder, der havde ramt en nerve, og derfor sov delene af mig krop. Jeg fandt det utilfredsstillende. Det var ikke en optimal undersøgelse, og det gik alt for stærkt.
Jeg tog hjem men måtte en tur med ambulance om aftenen, da jeg stadig troede, at jeg skulle dø. Efter et par tryk hist og her fik jeg den samme besked, men stadig kunne jeg ikke acceptere det.
Rædselsslagen tog jeg hjem igen. Ordet "hjermeblødning" hørte jeg igen og igen i mit hoved. Burde jeg ikke have været scannet? Burde jeg ikke have snakket med en fra psykiatrien? Jeg var skuffet. Jeg følte ikke, at der var nogen hjælp fra det offentlige.
Dagene gik. Ja årene gik faktisk. 4 år! 4 år med angstanfald dagligt, droppet ud af uddannelse, mistet venner, mistet sig selv, kom på kontanthjælp, sendt i aktivering, fik afslag fra psykoterapeutisk afdeling (de havde ikke den hjælp, jeg havde brug for), fik tilbudt medicin men turde ikke begynde, gik hos min egen læge til samtaler, fik job som jeg kun holdt i 2 dage. Ja, jeg kan blive ved.
Hele min verden gik i smadder. Jeg havde mistet mig selv. Jeg ville aldrig blive mig selv igen. Min kæreste er her dog stadig. Hvilken tålmodighed han har. Jeg fik det allerede et halvt år efter, at vi mødte hinanden.
Midt i alt rodet blev jeg gravid, og det var ikke planlagt, men vi var ikke et sekund i tvivl om, hvad der skulle ske. Vi ville have det, men angsten var der stadig. Kunne jeg klare en graviditet, en fødsel, et barn? Og hvad med mig selv? Ville jeg miste mig selv endnu mere og miste min forstand?
Graviditen gik bedre end forvetet. Ingen alvorlige skavanker, og jeg synes faktisk også, at min angst blev formindsket. Jeg tror egentlig, at jeg tænkte på min datters velvære. Det ville jo nok ikke være smart at gå konstant og hyperventilere med et barn i maven.
Fødslen gik også godt. Med min kæreste på den ene side og min mor på den anden side fødte jeg en dejlig velskabt datter på 2.948 gram og 48 cm lang. Hun var stjernekigger.
De første dage på sygehuset var jeg dejlig veltilpas og rolig, men da jeg skulle hjem, gik det helt galt igen. Det væltede ned over mig med angst og rædsel. Jeg græd og græd, mistede min energi, min appetit og kunne ikke overskue noget. Jeg ville bare sove konstant. Det går jo bare ikke, når man har en lille en, der er afhængig af en, og jeg kan for alt i verden ikke finde på at forsømme mit lille barn.
Jeg havde som regnet en depression oven i mine angstanfald. Jeg turde næsten ikke gå ud og gå tur med barnevognen i frygt for omverdenen, og når det nu var kommet så vidt, så besluttede jeg i samråd med min læge at starte i behandling med medicin. Det er nok det bedste, jeg har valgt at gøre. Jeg kan nu de sædvanlige hverdagsting, som jeg ikke kunne før, og jeg har også fået overskud til en masse.
Jeg kan grine igen, og uhhh det er dejligt. Jeg er ved at uddanne mig, men helt rask er jeg ikke. Det ligger og lurer konstant, og det tror jeg faktisk, at det altid vil gøre. Når man først har mærket en angst så stærk, at den tager kontrollen over dig, så er den svær at kommet af med, men umuligt er det ikke, og jeg håber også, at den dag kommer til mig, hvor jeg bliver 100% rask.
Min datter er nu knap 13 måneder, og jeg elsker hende af hele mit hjerte, men jeg føler nogle gange, at jeg sætter et skuespil op. Jeg vil ikke være bange af angst, når vi griner og leger, så jeg gør alt for at skjule angsten. Selvom jeg er på medicin, har jeg også dage, hvor det er slemt, men kærligheden til min kæreste og datter gør, at jeg ikke mister min forstand, og at jeg kan fungere som et menneske.
27-03-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025