Min fødsel og dagene op til Danielle fik at vide, at der var for lidt fostervand, og hun frygtede, at hendes barn ville dø.
6127
Skrevet af Danielle
Den 15. januar 2004 kom min lille pige til verden kl. 21.27.
Det startede den 11. januar, da jeg var 39+6. Vi måtte en tur på fødegangen, da vores lille pige slet ikke havde bevæget sig de sidste dage, og vi var naturligvis død nervøse.
Jeg fik kørt en pæn CTG dog uden bevægelser, så jeg blev scannet af en rigtig sød læge, og bebse gad slet ikke bevæge sig, men hjertet var fint.
Jeg fik koldt vand at drikke, mens jeg lå på briksen for at vække hende, og der
blev æltet rundt på min store højgravide mave til den helt store guldmedalje. Men bebse reagerede først en smule, da hun temmelig hårdt "slog" scanneren ned
i maven nede ved bebses nakke.
Hun brød sig ikke om, at hun ikke ville bevæge sig, så jeg skulle komme igen
næste dag og scannes igen, og hun bad mig forberede mig selv på, at jeg skulle
sættes igang.
Næste dag (12. januar) er jeg på fødegangen kl. 10 og får lige kørt en pæn CTG, men stadig uden bevægelser. Jeg bliver sendt op til scanning, og jeg kommer før
alle de andre (hvilket gør mig en smule urolig).
Hun scanner i lang tid og siger så, at det ikke ser alt for godt ud. Der er
meget lidt fostervand tilbage (omkring 6 cm3), og da hun laver et flow på
moderkagen, konstaterer hun, at den er godt træt. Vi bliver sendt ned på
fødegangen for at diskutere den igangsættelse.
Det skal lige siges, at vi havde fået en jordemoder, der tydelig viste, at vi var alt for hysteriske, og ingen af os havde andet end had tilovers for hende, da hun tydeligt viste, at hun var ligeglad med vores baby.
Nå men vi kommer ned på fødegangen, og jordemoderen sender os ind i opholdsstuen. Kl. 10 kommer hun med min vandrejournal og siger: "Så kan I bare gå hjem igen". Jeg bliver dybt chokeret og spørger hende, om hun ikke har læst, hvad lægen sagde til scanningen, og hun siger, at det tror hun ikke på, da der jo var rigeligt fostervand dagen før.
Så vi må vende snuden hjem, og jeg forbereder mig på, at der er stor risiko for,
at min lille pige dør inde i min mave, inden jeg når at få hende at se.
Jeg græder uafbrudt og er parat til at skubbe den jordemoder lige ned til en sulten krokodille og gå min vej.
Jeg ringer, da der har været vagtskifte og fortæller dem, at jeg vil have en
scanning til næste dag. Den jordemoder jeg snakker med beder mig komme ned på fødegangen og få kørt en CTG igen.
Vi tager derned, og chefjordemoderen tager imod os, og hun siger, at hun gerne vil høre om vores forløb de sidste par dage på fødegangen. Vi fortæller hende det, og hun siger, at jeg skal komme igen næste dag og få en scanning til. Hun er meget sød og bliver der, så vi kan få snakket det lidt igennem.
En smule mere rolige tager vi hjem og kommer igen næste dag (13. januar) og bliver sendt op til scanning. Igen scanner de og konstaterer meget lidt fostervand, kun små bitte søer rundt omkring. De måler flowet og siger igen, at min moderkage er meget træt, og de mener, at hun har tabt sig.
Bekymrede og kede af det går vi endnu en gang ned til fødegangen og ved, at den åndssvage jordemoder står dernede og bare venter på at sende os hjem - og ganske rigtigt, hun småløber os faktisk i møde. Jeg blev så fyldt af had, at jeg var ved at knalde hende en på lampen, men Jonas greb min hånd og klemte den, alt hvad han kunne.
Jeg tudede hele vejen hjem, og jeg var så fyldt af harme, og jeg var nu sikker
på, at min pige ikke ville komme levende til denne verden.
Vi tog hjem til min gamle kontaktperson Gull-Maj, som jeg har et nært forhold til (hun havde været med på hospitalet den dag). Hun var lige så chokeret over den behandling vi havde fået, så hun ville ringe ned, når der havde været vagtskifte og sige, at det ikke kunne være rigtigt.
Jeg ville ikke ringe, da jeg bare ville nyde min pige, så længe hendes hjerte slog, så jeg gik ud i karbad og nussede maven, mens tårerne endnu engang trillede ned af kinderne på mig.
Gull-Maj ringede derned, og hun fortalte om alle vores oplevelser dernede på
hospitalet. Imens sad jeg og spekulerede på, hvordan jeg ville få dem til at
foretage kejsersnit. Jeg ville ikke føde en død pige.
Jordemoderen i telefonen bad om at snakke med mig, og jeg tog telefonen. Hun beklagede meget og bad mig møde til igangsættelse næste dag kl. 11. Men på det tidspunkt var jeg så sikker på, at min pige ville være død, inden hun kom ud, at jeg ikke en gang kunne glæde mig.
Næste dag kl. 11 (14. januar) kommer jeg ned og får sat en stikpille op. Da jeg har ligget i 1 time, tager Gull-maj, min mor, jonas og jeg i Rødovre Centret, for nu skal der traves, så der kan komme gang i noget. Jeg var allerede 1 cm åben.
Men da vi kl. 14 ankommer til fødegangen, står min forhadte jordemoder igen og venter på at sende os hjem stadig uden nogen form for forklaring (da vi spurgte de andre gange, blev der sagt, at det skulle vi ikke blande os i). Hun sagde, at hun jo kunne se, at der intet var sket, så det ville være spild af id at prøve mere den dag.
Om aftenen måtte Gull-Maj endnu engang ringe til Hvidovre og spørge, om det
virkelig kunne være rigtigt. Jeg ville ikke have mere med den jordemoder at gøre, og det sagde hun til hende i telefonen.
Jeg snakkede lidt med jordemoderen i telefonen bagefter, og hun sagde, at jeg ikke kunne gøre andet end at få en stikpille igen næste dag, og sådan måtte jeg blive ved.
Næste dag (15. januar) er jeg der kl. 9 og får kørt en CTG, og på trods af, jeg kan høre hendes hjerte slå, lukker jeg ørene for det - helt ubevidst. Jeg kan ikke længere forholde mig til, at min pige er levende.
Kl. 10 kommer en jordemoder (en anden end krampen), og hun siger, at hun har hørt min historie, og hun er forfærdelig ked af det på mine vejne - og tro det eller ej, lige idet kommer den forhadte jordemoder ind, og da hun ser Jonas, siger hun højt: "Er I her nu igen?". Men heldigvis siger min jordemoder, at det skal hun slet ikke blande sig i.
Så kigger jordemoderen på mig og blinker, mens hun siger: "Skal vi så få gang i den fødsel, så hun kan komme ud?". Jeg siger ja men tror stadig ikke på, at hun er levende. Men jeg har i løbet af natten besluttet, at jeg vil føde hende selv - død eller ej.
Jordemoderen siger, at hun ikke synes, vi skal stole på de der stikpiller, og hun synes, at vi bare skal tage vandet med det samme. Og som sagt så gjort.
Jeg fik et lavement, og jeg har ved gud aldrig prøvet noget, der var halvt så klamt. Jeg var ved at kaste op hver gang.
Bagefter gik jeg og Gull-Maj op og ned ad gangen. Jeg fik nu regelmæssige blide veer hvert trejde minut. Jonas var sendt hjem for at hente fødetasken og aflevere hunden hos min moster.
Veerne begyndte allerede at bide lidt efter et kvarter, og kun efter en time var der en fødestue klar til mig, og der var jeg ikke engang blevet undersøgt endnu.
Vi blev vist ind på fødestuen af en sød vikar fra "Riget", som begyndte at fylde vand i et kar og bad mig ligge der og slappe lidt af. Da jeg skulle til at stige op i karet, kommer Jonas ind af døren, og jeg beder ham ringe til min mor og sige, at hun ligeså godt kan tage på hospitalet efter arbejde.
Resten er taget fra min fødselsjournal - med mine egne kommentarer.
Kl. er 13.40, da jeg kommer i karbad - fin hjertelyd.
Kl. 14.00 bliver jeg undesøgt indvendig og er 3-4 cm åben. Av av veer med 5 minutters interval.
Kl. 14.20: Barnets hjertelyd er normal. Veerne er svære at registrere - enkelte accelerationer, enkelte uniforme vesynkrone dyk.
Kl. 14.35: Der påsættes en elektrode på barnets hovede, da CTG'en ikke kan fange lyden. Hjertelyden dykker voldsomt.
Kl. 14.38: Afdelingsjordemoderen er på stuen, og der gives ilt på maske.
Kl. 14.40: Hjertelyd lyttes eksternt via elektrode. Hjertelyd retter sig igen. Vagthavende læge tilkaldes.
Kl. 14.45: Tilkaldt pga. dybe dyk da elektrode blev lagt. Prøver at tage blodprøve fra barnets hovede, men barnets hovede ligger meget roteret, og patienten er kun 3-4 cm åben. Endnu en læge bliver kaldt, og efter 6-7 minutter er CTG pæn med god variabilitet og basislinie på 140.
Kl. 14.50: Hjertelyd fin med basislinie 140. Intet abnormt. Veerne er tiltagende men svære at registrere i sideleje. Danielle er tiltagende forpint - siger til når og hvis hun ønsker smertestillende.
Kl. 15.30: Jordemoder Anja Ribe overtager patienten - patienten har uregelmæssige veer med 3-6 minutters interval. CTG med basislinie på 155 - normal variation.
Kl. 16.00: Invendig undersøgelse. På trods af voldsomme veer kun 3 cm åben. Patienten er meget forpint - ønsker smertelindring før der ligges ve-stimulerende drop. Anbefales epiduralblokade (bedøvelse lagt i et kateter i ryggen).
Patienten ønsker dette, og accepterer virkninger og bivirkninger. Der lægges drop, og dertil tilkobles 1.000 ml saltvand. Narkosen bestilles.
Kl. 16.30: Der anlægges epidural med god effekt. Blodtryk stabilt.
Kl. 17.15: Indvendig undersøgelse. 3 cm åben.
Kl. 17.30: Ve-stimulerende drop lægges - starter på 10 ml/t og øges efter skema.
Kl. 18.15: Fortsat god effekt af epidural. Ve-drop sættes op til 40 ml/t.
Kl. 18.45: Patienten har nu ondt igen. 4-5 cm åben. Der gives ifølge instrukser endnu en bolus (den bedøvelse man giver i epiduralen i starten - en stor dosis, hvor resten af epiduralen gives løbene gennem kateter). Patienten lejres i knæ-albue leje for at hjælpe barnet med et få hovedet vendt rigtigt.
Kl. 19.45: Ingen effekt af bolus - patienten er meget forpint. Veer med 3 minutters interval. 6-7 cm åben. Narkosen kontaktes igen pga. ringe effekt af epidural og bolus. Der ordineres endnu en bolus. Vagthavende Monica Topp tilkaldes mhp. obstetrisk vurdering inden ny bolus. Finder intet abnormt. Reducerer ve-drop til 20 ml/t.
Kl. 20.15: Der gives ifølge instrukser ny bolus.
Kl. 20.30: Indvendig undersøgelse. 8-9 cm åben. Patienten har begyndende pressetrang. Hjertelyd fin. Patienten bliver bedt om at gispe - og ikke presse.
Kl. 20.50: 10 cm åben.
Kl. 21.10: Barnets hovede vender rigtigt og hviler på bækkenbunden. Patienten presser aktivt, hovedet kommer pænt frem.
Kl. 21.27 fødes levende pige, som skriger straks. Apgar 10/1 10/5. Vægt 3.570 gram og længde 52 cm.
Kl. 21.38 fødes moderkage spontant.
Tilladelig blødning. Minus bristning. Pigen lægges til brystet - sutter let.
Kl. 23.00: Blødning ialt ca. 300 ml.
Kl. 01.30 blev vi overflyttet til ambulantgangen, hvor vi skulle vente til næste dag, og da blev vi overflyttet til stue 6 på fødeklinikken, hvor vi tilbragte to dejlige dage.
Det tog mig et par dage at fatte, at jeg havde fået en levende pige ud af det, men nu nyder jeg hende også.
Relaterede artikler
© 1999-2025