Skrevet af Veronica
Forventningerne var store, da vi fandt ud af, vi skulle være tre. Jeg havde en problemfri graviditet - med undtagelse af kraftig kvalme og opkastninger fra 7. til 20. graviditetsuge, og en hjemmefødsel i vort nye hjem tæt på familien var planlagt.
Jeg var sat til starten af maj, og vi havde bestilt fødekar og skammel, som vi ville modtage i slutningen af april. Natten til tirsdag den 22. april vågnede jeg med menstruationslignende smerter efter at have haft nærmest konstante plukkeveer hele mandagen. Jeg slog det hen, da det ikke var første gang, og i løbet af morgenen gik det også over.
Efter en god morgenmad, et bad og en gåtur kom plukkeveerne igen, og omkring middagstid blev de til "rigtige" veer. Lige fra starten var der 5 minutter imellem, og de varede 45-60 sekunder pr. gang. Vi gik ud fra, at fødslen var i gang, så vi fik min mor, der skulle være "praktisk gris" under fødslen, til at komme og gik så i gang med at gøre huset klar til at modtage den nye beboer.
Desværre havde vi ikke fået fødekarret endnu (vi skulle have hentet det to dage senere. ØV!), men skamlen var da kommet, så den fik en plads under bruseren.
Til at starte med var vi ude haven, da vejret var rigtig dejligt, men efterhånden som smerterne tog til, ville jeg gerne ind, hvor jeg kunne benytte mig af vand osv.
Efter aftensmaden tog jeg et bad, og veerne var nu ved at være temmelig kraftige, så jeg bad min kæreste om at ringe til fødegangen og orientere dem. Det gjorde han, og deres kommentar var, at jeg højst sandsynlig slet ikke var i fødsel men nok havde en blærebetændelse, når veerne var så regelmæssige og havde været det længe. Og hvis jeg i øvrigt var i fødsel, ville jeg nok ikke føde før tidligst onsdag eftermiddag, da jeg jo var førstegangsfødende.
Puha, den besked tog lidt pusten fra mig, for nu gjorde det altså ondt, og hvis det så ikke engang var fødslen, der var i gang.
Jeg opholdt mig ude på badeværelset, hvor jeg skiftevis lå hen over to store sækkepuder eller stod og små-hoppede (det hjalp på smerterne, og nu ville jeg bare have det barn ud!).
Omkring midnat bad jeg min kæreste ringe igen. Jeg bad ham om at sige til dem, at nu skulle de altså komme. Det kunne godt være, jeg ikke var i fødsel, men et eller andet var der s.. galt, og jeg ville gerne undersøges. Min kæreste fik dem overtalt, og de lovede at komme indenfor en times tid.
Da de (jordemoder + elev) ankom kl. 2, gjorde veerne rigtig ondt, og jeg havde svært ved at bevare roen og overbevise mig selv om, at de var gode og blot en hjælp til at få babyen til verden. Jordemoderen ville gerne undersøge mig, så jeg fik mig moslet ind i soveværelset og op på sengen. Det viste sig, at jeg var 8 cm åben og havde rigtig "gode" og tiltagende veer - den var altså god nok.
De næste par timer står lidt i en tåge for mig. Jeg kan huske, at veerne fik min krop til at ryste ukontrollerbart af smerte, og at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre af mig selv for at lindre det bare en smule. Til sidst bad jeg om "bistik" og fik dem lagt under en ve, men jeg tror, det var for langt henne i forløbet - de havde i hvert fald ingen effekt!
Kl. 4 gik vandet, og jeg begyndte at få presseveer. Som mange andre ellers fortæller, oplevede jeg ikke dette som nogen befrielse - tværtimod. Jeg syntes, det var en meget ubehagelig fornemmelse, og det sved og brændte!
  Efter 5-6 presseveer kom vores lille datter endelig til verden kl. 4.30. Hun kom i ét pres, og det gik så stærkt, at ingen nåede at tage imod hende - godt jeg stod på alle fire i en blød seng.
Hun havde navlesnoren løst om halsen, og da hun var blevet "viklet ud", fik jeg hende op til mig, og den stolte far klippede navlesnoren over. Udenfor begyndte dagen så småt at gry og fuglene at kvidre. Indenfor lå vi tre i stearinlysets skær og kom til os selv ovenpå nattens strabadser.
Mit mellemkød var sprængt, så jordemoderen syede mig hurtigt og smertefrit, hvorefter hun gerne ville undersøge den lille. Jeg kunne straks se på hendes ansigtsudtryk, at alt ikke var, som det skulle være.
Hun sagde til os, at hun ville ringe efter en ambulance, da hun gerne ville have, hun blev undersøgt af en læge - hun syntes ikke, hun havde en rigtig kulør. Panikken begyndte at brede sig i min krop, og jeg spurgte hende, hvad hun troede, der var galt. "Noget med hjertet", var svaret. Det føltes som et kæmpe knytnæveslag i maven, da angsten ramte mig. Jeg gav Amy (som hun kom til at hedde) til hendes far og ville slet ikke knytte mig til hende.
Ambulancen hentede os ved 7-tiden, og oppe på hospitalet kom jordemoderen for at tage afsked med os. Her fortalte hun os, at hun i virkeligheden havde en mistanke om, at Amy var født med Downs Syndrom. Hendes far og jeg kiggede på hinanden og smilede; sikken en lettelse! Nu trak jeg vejret ned i maven igen og overdængede min lille datter med kys og kærtegn.
En læge kom og bekræftede jordemoderens mistanke, og vi blev alle tre indlagt, så de nødvendige tests og undersøgelser kunne blive foretaget.
Vi var nu alene og kunne få snakket sammen om fødslen og om, at Amy måske var "anderledes". Selvfølgelig var det et chok for os, men hun var jo stadig den dejlige lille pige, vi havde ligget med hjemme i soveværelset.
Det værste var, at vi nu skulle ringe rundt til familie og venner og fortælle dem dét. Vi startede med vores forældre, som selvfølgelig blev kede af det men hurtigt accepterede, at sådan var det. De lovede at kontakte resten af familien og vores venner og naboer.
Gentesten bekræftede, at vores lille Amy havde et ekstra kromosom (Trisomi 21 = Downs Syndrom), men det var vi allerede afklarede med.
Amningen kom godt i gang fra starten, men desværre fik hun gulsot og måtte i lysbehandling. Det gjorde hende slap, og hun måtte have en smule tilskud af udmalket modermælk.
En hjertescanning viste, at hun stadig havde nogle huller efter fostertilværelsen, men vi fik at vide, at disse normalt lukkes af sig selv - hvad de også havde gjort, da hun 3 måneder senere blev scannet igen.
 Amy er nu 9 måneder gammel og en rigtig krudtugle. Hun har endnu ikke haft feber eller været syg på anden vis. Hun følger en normal vækstkurve og udvikler sig stort set normalt.
Hun kunne trille begge veje, da hun var 5 måneder og også ligge på maven med helt strakte arme. Hun er lige begyndt at kravle, sidder helt stabilt og kommer selv op at sidde fra liggende stilling. Hun kan stå i sin tremmeseng og trækker sig selv op at stå, når hun er "helt oppe at køre".
Hun er en bestemt lille dame, der ved hvad hun vil - og ikke vil - og det giver hun udtryk for (også temmelig højlydt indimellem!).
Hun valgte selv brystet fra, da hun var omkring 7 måneder og spiser efterhånden som os andre. Hun har aldrig brugt sut eller flaske, så det kan stadig være lidt af et problem at få ½ liter mælk i hende dagligt, men vi øver med koppen og bliver bedre og bedre.
Amy pludrer meget og har mange forskellige lyde, men hun pludrer ikke i stavelser, som de fleste børn på hendes alder (dadadada, bababa osv.), så her mærker vi nok den største forskel i forhold til "normale" børn.
Jeg har valgt at sætte karrieren lidt på hold, da det er meget vigtigt, at Amy bliver passet herhjemme; både pga. smittefaren i vuggestue/dagpleje, men også fordi det er vigtig, hun har god kontakt til én, som kender hende - og så skal hun selvfølgelig stimuleres meget, og det føler jeg, jeg kan gøre bedst som hendes mor. Jeg er nyuddannet laborant akademiker, og selvom jeg glæder mig til at komme i gang, er Amys trivsel vigtigere, så indtil videre må jobbet vente et halvt år endnu.
I øjeblikket er der meget i medierne om at "udrydde" handicappede - heriblandt folk med Trisomi 21 / Downs syndrom. Det gør mig meget vred og ked af det. Amy er først og fremmest et barn og IKKE et handicap. Hun er en skøn unge, der er elsket af alle, der har mødt hende. Hun er glad og elsker livet. Hvorfor føler nogen, at de har lov til at fratage hende retten til at leve, blot fordi hun er anderledes?
Min mand og jeg tror meget på, at alt sker af en årsag; at nogen/noget syntes, vi var gode nok forældre til at tage os af et barn, der var anderledes - at vi magtede det. Derfor føler vi os privilegerede af at have Amy hos os, og det har gjort os stærke.
Selvfølgelig er det ikke lutter lagkage, og sommetider bekymrer jeg mig da for fremtiden. Men hvem, der har børn, gør ikke det?
 Vi har selvfølgelig også været heldige, at Amy ikke har fejlet noget fysisk, for det er da altid hårdt at have et sygt barn. Men igen; ethvert barn kan blive sygt - det er ikke noget, handicappede har patent på!
Folk har ret til at vælge et foster fra på grund af handicap, men jeg synes debatten bør være meget mere nuanceret! F.eks. mht. Downs syndrom; man hører kun om alt det dårlige, der kan ramme ens barn - ikke om alt det fantastiske, som ens barn med sikkerhed vil give én.
Og som sagt, uanset hvilket barn man har, er man aldrig "sikker". Det "normale" barn kan blive skadet ved fødslen, på grund af alvorlig sygdom, ved en ulykke etc. Nogle ting har vi bare ikke kontrol over, og det bør vi - efter min mening - heller ikke ha'!
Hvis nogen har spørgsmål, kommentar eller lignende, er de velkomne til at maile til mig på [email protected].
18-04-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025