Skrevet af Ditte
Den 26/12-2003 (uge 38+1) kl. 14.48 blev vores datter Mia født. Hun vejede 4.250 gram og var 53 cm lang. Varighed fra veer til fødsel var 9 timer og 18 minutter. Varighed fra vandafgang til fødsel var 4 timer og 28 minutter. Presseperioden varede 13 minutter. Der var en normal mængde fostervand med klar farve.
Den 26/12 klokken ca. 2 om natten vågnede jeg for at skulle tisse. Jeg kunne mærke, at hvis jeg rejste mig op, ville jeg gøre sengen våd (mere våd), så jeg vækkede Morten for, at han skulle give mig en hånd med at komme hurtigt op af sengen (min egen private kranlift, hihi).
Jeg skyndte mig ud på toilettet efter at have efterladt sengen og gulvet vådt. Ude på toilettet kom der mere væske ud af mig, og jeg var godt forvirret. Da det var min første fødsel, gik jeg så ud fra, at det var fostervandet, der var gået.
Vi fik ringet til fødegangen og var der inde kl. 3.30. Jeg blev undersøgt. Foster i hovedstilling, fosterskøn 3.400 gram (bemærk hun vejede 4.250 gram, da hun blev født), livmoderhals 2-3 cm lang og lukket, ingen vandafgang, tyndt hvidligt udflåd, ingen veer.
Vi tog hjem igen. Det, jeg havde troet var fostervand, var slim fra den anden side af slimproppen. Jeg havde godt nok ikke regnet med, at det kunne være så vandigt, så derfor havde jeg gået ud fra, at det var fostervandet. Jeg havde under hele turen ind til hospitalet og hjem igen haft nogle plukkeveer som en optakt til veerne. Men ikke noget, der gjorde ondt.
Vi besluttede os for at gå i seng og få hvilet ud i tilfælde af, at det skulle være snart. Vi havde knapt lagt os, før jeg fik den første ve. Klokken var 5.30. De kom regelmæssigt fra starten af, og jeg var ikke i tvivl om, at det var veer.
Der var 5-7 minutter mellem, og de varede næsten et minut. Efterhånden var der kun ca. 3 minutter mellem og varighed 1-1½ minut. Det var virkelig en mærkelig fornemmelse at have veer. Når de var der, gjorde det VILDT ondt, men når der var pause, havde jeg ingen smerter, og jeg kunne sove/hvile imellem dem.
På et tidspunkt prikkede Morten mig på ryggen og sagde: "Nu", og så fik jeg en ve. Det syntes han var meget sjovt, at jeg var så regelmæssig. Jeg skulle ud og tisse og fik også bakset mig op af sengen med Mortens hjælp. Derefter gik jeg ud i køkkenet for at tage noget at drikke, da der kom endnu en ve. Jeg kunne så høre Morten råbe til mig inde fra soveværelset, at nu skulle jeg altså ringe til fødegangen.
Jeg ventede på en pause og fik ringet: "Hej, jeg hedder Ditte. Mit personnummer er..., og jeg har veer". Lidt inde i samtalen begyndte en ve så småt at tage ved, og hun spurgte, om jeg havde en ve nu. Jeg havde det virkelig dårligt med at skulle skrige ind i røret, så jeg prøvede at holde det i mig. Men så tog den fat, lige som alle de andre havde gjort, og jeg skreg til Morten om, at han skulle komme og tage telefonen.
Vi kom ind på fødegangen igen kl. 8.40. Jeg blev undersøgt, og til stor opmuntring for mig var jeg 4 cm åben. Ingen vandafgang eller blødning. Vi blev tildelt en fødestue, og jeg kom også der ind efter nogle stop på gangen, hvor jeg havde veer.
Jeg havde det godt med at kunne gå lidt rundt mellem veerne og holde Morten om halsen under veerne. Vi havde ikke taget tasken med op, da vi ikke vidste, om vi ville blive sendt hjem igen. Morten spurgte jordemoderen, hvornår hun syntes, det var et godt tidspunkt at hente den, og hun svarede: "Nu!".
Mens han var væk, følte jeg mig virkelig alene. Det kan godt være, at jordemoderen tilbød mig at hænge op ad hende, og hun var også virkelig sød og hjælpsom. Men forestil dig sådan en lille dame og mig hængende om hendes hals... Det kunne jeg bare ikke få mig selv til, så jeg tog vindueskarmen til hjælp også. Så er jeg godt nok mere tilbøjelig til at lægge alle mine krafter i op ad Morten end op ad denne her lille rare dame.
Kl. 9.30: Jeg er 6 cm åben.
Kl. 9.40: Mens Morten havde været væk, aftalte vi, at jeg skulle have lagt et lavement, når han kom tilbage. Men det blev ikke til noget, da hjertelyden på barnet var lidt høj. Jeg skulle derfor blive liggende i sengen, mens jeg fik kørt en strimmel.
Kl. 9.50: Jeg kommer på toilettet, inden der kl. 10.20 bliver påsat en skalpelelektrode på barnets hoved på grund af for høj hjertelyd. For at få sat elektroden på, bliver fostervandet taget. Og som der står i fødselsrapporten: "Udtømmelse af en stor skylle klart fostervand. Ingen fremkald af navlesnor eller smådele". Smådele... Hmmm... Det var da rart ;o)
Kl. 11.10: Livmoder velsammentrukken, ringe blødning. Åben 7 cm. Barntes hoved har fin kontakt nu. Jeg får det skidt og kaster syreligt væske op. På et tidspunkt kom jeg til at ramme Morten, hvilket jeg blev helt vildt ked af, men jeg fik hurtigt tankerne tilbage på fødslen igen.
Kl. 12.00: Jeg skal sådan tisse, men det er komplet umuligt. Jordemoderen synes, at det er på tide at tale om smertestillende såsom rygmarvsbedøvelse. Det vil jeg slet ikke høre tale om, så hellere holde det ud end at få noget op i min rygmarv.
Kl. 12.55: Jeg får lagt kateder, da jeg ikke kunne tisse tidligere. Stadig klart fostervand. Får varmepuder mod lænde- og symfysesmerter.
Kl. 13.20: Jeg er stadig kun 7 cm åben. Jeg mindes at blive meget utålmodig og sur over, at jeg ikke er udvidet mere, da jeg jo stadig har haft ondt. Veerne har godt nok været aftagende men har stadig givet en masse smerter. Skodveer!
Jeg får lagt vedrop for at få gang i veerne igen. Og jeg skal ellers lige love for, at det virkede. Så kunne jeg mærke, at de arbejdede ordenligt igen. Jeg fik også lagt nogle akupunkturnåle over symfysen og i lænden. Jeg tænkte, at det jo bare var nåle, og hvis de ikke virkede på mine smerter, kunne de jo altid komme ud igen.
Da jeg havde fået lagt de første hen over maven, blev jeg helt vild for, om jeg også kunne få dem i lænden, da jeg virkelig kunne mærke, at toppen af den ulidelige smerte blev mindre. Det var lige før, at jeg ikke havde tålmodighed nok til at vente på, at mine veer var færdige, før jeg kunne komme om på siden, så hun kunne lægge dem. Inden hun kunne nå at sætte dem i den anden side, var de første allerede begyndt at virke. Jeg var virkelig overrasket. For det er jo noget, jeg aldrig har troet på virkede.
Kl. 14.10: Jeg er næsten helt åben. Barnets hoved følger fint med under veerne. Nu går det stærkt.
Jordemoderen spørger mig på et tidspunkt, om jeg vil have barnet op på mit bryst, lige efter barnet er blevet født, og det vil jeg helt bestemt. Hun spørger så Morten, om han vil klippe navlestrengen til den tid, og det vil han gerne. Jeg kan huske at tænke, at hun ikke kunne være bekendt at give mig falske forhåbninger med, at fødslen snart var overstået, for jeg regnede da
med at skulle ligge der i 18 timer eller mere, og så lang tid var der jo ikke gået endnu.
Kl. 14.25: Jeg får jeg presseveer. Hjertelyd dykker under veerne men retter sig fint igen. Jeg får ilt fra maske. Pludselig kan jeg holde ud at ligge på ryggen, og jeg arbejder godt med veerne. Jeg kunne få lyst til at holde igen, da det er yderst ubehageligt at få hovedet ud af skeden. Mellem veerne står det bare stille og spænder dernede. Virkelig en mærkelig fornemmelse.
Morten og jordemoderen er søde til at holde mine ben oppe, og jeg støder af med mine hænder på deres bryst. Morten har gennem hele forløbet sørget for at gøre det tilpas for mig og ellers bare været der for mig. Morten var helt vild for at se med, når man kunne begynde at få øje på hovedet. Han har stået og tænkt, at nu blev vi snart forældre og har været helt med på, hvad der skete.
Jeg tænkte ikke på, at jeg snart blev Mor, men at jeg bare havde forbandet ondt og kun kunne tænke så langt, at jeg så frem til smertens ende. Jeg tænkte kun på at presse ordenligt med, når jeg havde veer og hvile godt ud, når jeg havde pauser.
  Kl. 14.48: Jeg føder hovedet og hurtigt efter resten af kroppen. Jeg kan huske, at jeg presser og presser og pludselig mærker, at barnet kommer ud. I et splitsekund ser jeg over på Morten, som står og græder af glæde. Hans udtryk og glædestårer får det til at gå op for mig, at vi i dette sekund er blevet forældre. Det føles som en evighed. Jeg tror aldig, at jeg vil kunne glemme hans udtryk. Det hele var virkelig stort.
Lige efter, jeg havde født barnet, blev barnet lagt på mit bryst. "Det blev en pige". Hun græd
straks igennem og fik topscore fra starten af. Jeg sanser slet ikke, at Morten klipper navlestrengen over. Hun blev tørt og pakket ind i et tæppe og fik hurtigt en hue på.
Dér på mit bryst lå vores lille datter, Mia. Så dejlig og fin. Jeg sidder her og bliver helt rørt til tårer af bare at tænke på det igen. Det var virkelig et stort øjeblik for os. Jeg kunne ikke lade være med at holde om hende og kysse hende og overdynge hende med kærlighed.
Lige pludselig fra det ene øjeblik med uendelige smerter, til det andet fuldstændig uden smerter, som havde de aldrig været der, lå jeg dér med den dejligste lille skabning. Tiden stod igen næsten helt stille og spolede sig langsomt frem som i slowmotion.
Kl. 14.55: Det føles som om, der er gået en evighed. Jeg kigger ned på jordemoderen og spørger, om det var moderkagen, der kom dér. Uden så meget som en ve eller trykken på maven af jordemoderen gled den bare lige så stille og ubesværet ud. Moderkagen vejede 1.100 gram. Jordemoderen sagde, at den var på størrelse med en tvillinge-moderkage, og at hun virkelig havde levet godt der inde. Der var dog ikke tegn på, at der havde været én mere.
 Efter Mia har ligget og suttet hos mig i et godt stykke tid (og jeg har fået syet 5 små sting), går Morten og jordemoderen hen for at undersøge hende. Efter undersøgelsen giver Morten hende tøj på, og hun kommer over til mig igen. Vi får noget at spise, mens mit vedrop langsomt bliver skruet ned og til sidst bliver taget af.
Mia bliver lagt til at sove i en rullende vugge, og 2 timer efter fødslens ende, gik vi lige så stille ned til barselsgangen.
Det var virkelig en utrolig god oplevelse af føde vores datter. Vist gjorde det ondt, men det var det hele værd.
11-05-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025