Skrevet af Sigrid
Efter at have læst Heidi Yoma Rasmussens fødslesberetning (15-03-2004) med overskriften: "Gravide over tid: Hold ud!", er jeg lige nødt til at give mit besyv med. Det er dejligt at høre, at en langtrukken graviditet kan afsluttes med en god fødsel og et dejligt og sundt barn, men det går altså ikke altid så let.
Jeg gik også langt over tid, men var indtil da af samme opfattelse. Når alt nu så ud til at være helt perfekt, hvorfor så gøre noget for at sætte fødslen igang.
Da jeg havde rundet de 42 fulde uger, blev jeg sat under skarp observation med jævnlige ultralydsscanninger. Alt så ud til at være helt perfekt. Navlestrengsflowet og mængden af fostervand var lige, som det skulle være, og alt tydede på, at min lille dreng bare lå og råhyggede sig derinde.
Der er imidlertid næsten altid lige så mange meninger om den slags, som der er læger på et hospital, og da jeg så var inde til en kontrolscanning og var gået 17 dage over tid, mente den læge, som undersøgte mig, at selvom der slet ikke var nogen indikationer på, at alt ikke var i den skønneste orden, så var det vist ved at være på tide at sætte gang i tingene.
Som sagt så gjort, jeg fik en stikpille og blev sendt hjem og vente på veerne. Hen under aftenen fik jeg meget svage veer/plukkeveer og havde lidt vådt i trusserne. Da vi har et stykke vej til hospitalet, tænkte jeg, at det nok var klogest at tage derind og blive kigget lidt på, så det gjorde vi.
Der var slet ikke gang i noget, i hvert fald ikke ret meget. Vandet i trusserne var sandsynligvis bare lidt af det vand, som ligger imellem fosterhinderne og altså ikke rigtigt fostervand.
Den efterfølgende dag ville de gøre endnu et forsøg på at sætte fødslen i gang, hvis den ikke startede af sig selv. Vi fik derfor tilbudt en seng at sove i, så vi ikke skulle køre hele vejen hjem og derud igen få timer senere (det var efterhånden blevet et godt stykke på den anden side af midnat).
Dagen efter foreslog de mig at tage fostervandet, da stikpillen jo ikke havde haft nogen imponerende effekt, og det jo ikke var til at vide, hvor mange stikpiller, der skulle til, før fødslen startede ad den vej. Jeg tog imod tilbuddet, og hæklenålen blev fundet frem.
6 timer senere var min søn født, og det var i allerhøjeste grad på tide. Han var en slap og tynd lille fyr, som havde ligget derinde og tabt sig, selv om alle undersøgelserne tydede på, at han fik masser af mad. Han blev undersøgt af et par læger lige efter fødslen, og det blev besluttet, at han skulle overføres til neonatalafdelingen, så han kunne blive undersøgt yderligere og blive hjulpet lidt i gang.
Hans væskebalance viste sig at være helt i bund, og der gik næsten 3 døgn, inden han havde fået så meget væske, at der var nok til, at han kunne tisse. Desuden var hans blodprocent for høj, og han skulle have lys for at få gulsoten under kontrol.
Han lå på neonatalafdelingen i 4 døgn og fik væskedrop og lys og blev sondemadet hver 3. time. Alt hans startbesvær skyldtes, at han var overbåren. Bortset fra det, var han en perfekt og velskabt lille dreng, men hvis han var blevet liggende derinde ret meget længere, kunne det være gået helt galt.
Han kom heldigvis forholdsvist hurtigt på mærkerne og er i dag en rigtig lille solstråle med et dejligt humør og et godt helbred, men jeg er blevet en del klogere efter den oplevelse.
Nogen gange kan det være nødvendigt at give naturen en hjælpende hånd, og selvom fødslen blev sat i gang, blev den helt naturlig og uden anden smertelindring end det, fødekarret kunne give i udvidelsesfasen. Ingen kemi ud over den lille stikpille. Så næste gang vil jeg nok bede om at blive sat i gang noget før, hvis jeg går over tid igen.
01-06-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025