Skrevet af Belinda
Historien starter den 31. august 2003. Jeg har ikke mærket liv i ca. et døgn. Jeg ringer til sygehuset og snakker med en rigtig sød jordemoder, som forklarer mig og beroliger mig med, at det er meget normalt ikke at mærke så meget liv i de uger, der kommer nu (er i uge 27). Hun siger, at jeg godt kan komme og blive tjekket, men dum som jeg var, sagde jeg nej tak. Ringer og snakker med min læge i morgen, sagde jeg. Jeg gik den nat i seng med et dødt barn i maven!
Næste morgen den 1. september kan jeg stadig ikke mærke liv. Jeg prøver alt, koldt vand, hoppe lidt, derefter at ligge helt stille, men intet sker... Frygten begynder at sætte sig dybt i mig, men jeg tror selvfølgelig ikke på min egen bevidsthed. Inderst inde vidste jeg godt, at der var noget gruelig galt, men jeg ville ikke indse det.
Jeg ringer til min læge, som siger, jeg straks skal komme ind. Da jeg kommer ind til lægen, prøver han at finde hjertet, men han finder intet. Jeg tænker igen det værste, men alligevel var det jo bare hans maskineri, der var gået i stykker. Han beklager meget og fortæller mig, at jeg skal på sygehuset og scannes. Han ringer, og de siger, jeg kan komme med det samme. Da kæresten er på arbejde, og jeg ingen bil eller kørekort har, skal jeg med en ambulance til Sønderborg Sygehus.
Da jeg ankommer til sygehuset, bliver jeg taget imod af kæresten, som jeg ringede til fra ambulancen. Jeg bliver kørt ind på en stue, hvor vi bliver mødt af en sød jordemoder, som skal vide det hele. Hun finder den samme hjertelydsmaskine som min læge bare større. Hun kan heller ikke finde hjertet.
Mit hjerte holdt op med at slå i nogle få sekunder. Jeg holdt op med at trække vejret. Pludselig kom jeg til mig selv igen og gispede efter vejret. Nu kunne det kun være sandt. Min lille prinsesse var død.
Jordemoderen sendte os videre ned, så vi kunne blive scannet for at se, hvad der var galt. Og der ser jeg det, med det samme lægen sætter kameraet på maven af mig. Der ligger hun livløs og stille, og hjertet er holdt op med at slå.
Jeg husker, at jeg bare sidder og glor op på skærmen. Jeg forstår det ikke. Lægen slukker maskinen og beklager meget, men hun kan ikke finde hjertelyden, og vores datter er død. Jeg begynder at stor-tude, jeg forstår det stadig ikke, men ordene har brændt sig fast, død, død, vores lille datter er død. Det er der ingen mennesker, der vil kunne forstå.
Den 2. september. Vi har overnattet på sygehuset, og det meste af familien er kommet for at støtte os.
Klokken 10.30 får jeg lagt ½ Cytotec tablet (stikpille) op i skeden, som skal starte veerne.
Klokken 13.00 begynder veerne så småt at nive.
Klokken 13.30 beslutter jeg, at jeg vil i badekar. Jeg har hørt at mange sige, at det er så dejligt lindrende. Det varer en evighed, før det badekar er færdigt, men endelig klokken 14.00 kan kæresten og jeg komme i badekar. Ahh, det lindrede dejligt.
Klokken 15.30 er der vagtskifte, og ind kommer Mette Marie, en vidunderlig og sød jordemoder.
Klokken 15.45 er jeg ved at drukne i badekaret, fordi veerne virkelig er slemme nu. Jeg hopper og springer rundt i badekaret, den eneste måde jeg kunne få veerne "væk" på.
Klokken 16.00 mener jordemoderen, at det er på tide, at jeg kommer op. Jeg har svært ved at komme op på den skide briks. Jeg har slemme veer, lige i rap, så det er svært at slappe af, når man samtidig skal bakse sig op på en briks. Endelig lykkes det mig at komme der op med hjælp fra jordemoderen og kæresten.
Klokken 16.30 må jeg bare have noget, der lindrer disse voldsomme smerter. Jordemoderen tilkalder en narkoselæge, som lægger en epiduralblokade klokken 17.00. 30 lange minutter tog det, før han kom op og fik lagt blokaden. 30 minutter føltes som helvede.
Klokken 17.04, 4 minutter efter blokaden, får jeg pressetrang. Jordemoderen siger, jeg gerne må presse, når og hvis jeg har lyst.
Klokken 17.14 presser jeg 3 gange, og vupti så kom min lille engel Jasmin til verden. Noget så smukt har jeg aldrig set. Hun var ganske vist meget mørkerød. Jordemoderen fandt hurtigt årsagen til hendes død. Navlestrengen var viklet stramt 3-4 gange rundt om venstre ben. Hun døde af iltmangel. Vores lille pige var 38 cm lang og vejede kun 820 gram.
Som om det ikke var nok at skulle føde mit døde barn, så ville min moderkage ikke ud. Klokken 17.55 er moderkagen stadig ikke kommet ud, så jeg skal have den ud med hjælp.
Klokken 18.30 er moderkagen taget ud, og jeg bliver kørt videre til opvågningen. Der ligger jeg til klokken 20.30 og bliver endelig kørt op på fødegangen igen. Da jeg kommer der op, har min lille Jasmin fået tøj på og er så smuk så smuk.
Man skal ikke taget noget for givet i denne verden!
10-07-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025