Skrevet af Anja
Graviditeten
Jeg havde det ret dejligt, mens jeg ventede mig. Jeg havde hverken kvalme eller andre gener. Den eneste ting der drillede var, at jeg hurtigt blev tyk, så der ligner jeg ikke alle andre. Jeg var tit sort på maven, da jeg gik ind i ting eller sad fast mellem pallerne på arbejdet.
Scanningen
Endelig kom datoen, hvor vi skulle til scanning. Jeg glædede mig helt vildt, for det ville være første gang, vi kunne se, hvad der gemte sig. Den sygeplejerske, vi havde, var åbenbart ret morgensur, men vi fik tøet hende noget op alligevel. Min mand kunne ikke helt finde hoved eller hale i billedet i starten, men da sygeplejersken grinende sagde, at den lille vist var klar over, at der var nogen der kiggede, så vi med åben mund, at der blev vinket til os.
Vi fik nogle fine billeder med alle 5 fingre, som vinkede! Vi fik besked på, at den første terminsdato, vi havde fået, blev rykket. Øv øv! De regnede med, at det ville blive omkring den 3. marts 2002, og jeg var i første omgang blevet sat til den 18. februar, så vi startede forfra med ugerne. Det var den lille ikke helt enig i, men det kommer senere.
Søndag den 3. februar 2002
Tidligt om morgenen kunne jeg ikke mærke liv, hvilket gjorde mig meget bange! Jeg prøvede at puffe og drikke noget koldt vand, men intet virkede. Jeg ringede til Herlev Hospital, hvor de bad mig fortsætte og ringe igen om 15 minutter, hvis intet skete. Det gjorde der ikke.
Min mor og jeg kørte til Herlev, hvor jeg blev undersøgt af nogle jordemødre og lagt i en seng med måleudstyr på maven. Min mor var meget nysgerrig, for hun havde aldrig set alle de instrumenter og de strips med hjertemonogram. Det var der ikke, da hun selv fik børn. Den lille havde det super godt men var blevet lidt træt efter festen vi havde været til og en lang gåtur.
Mandag den 4. februar 2002
Da jeg vågnede mandag morgen, var mit sengetøj lidt vådt. Det var fostervand. Jeg havde ikke veer, og der var jo længe til, at "Snøvsen" skulle komme, så jeg tog på arbejde. Min kollega på arbejdet begyndte at skælde mig ud - at jeg ikke havde ringet til hospitalet, men jeg vidste, at de skiftede personale kl. 8, så der ville jeg vente til.
Da jeg talte med en af jordemødrene, bad hun mig komme ud på 22. etage, så jeg kunne blive tjekket. Jeg indtalte på min telefon, at jeg var tilbage ca. kl. 10. Det grinede de meget af senere!
På Herlev blev jeg undersøgt af en sygeplejerske, som ikke helt kunne se, om der var 100% fostervand, så jeg skulle gå rundt i 30 minutter og derefter komme tilbage til hende. Efter de 30 minutter var gået, mødte jeg en lidt forvirret sygeplejerske, som havde været bange for, at jeg var taget hjem, da alle andre havde stået der efter 15 minutter. Hun konstaterede, at den var god nok, og at jeg skulle undersøges på fødeafdelingen på 4. sal.
Da vi havde været til fødselsforberedelse, havde vi hørt, at fostervandet gendannede sig, men jeg havde misforstået det lidt. Lægen undersøgte mig, og efter jeg havde fået tøj på, spurgte jeg "Hvad nu?". Jeg skulle indlægges! Hvad?! Der blev jeg forvirret. Hvorfor? Fordi jeg skulle sættes i gang!
"Det har jeg ikke tid til. Fredag er min sidste dag, og der skal jeg give morgenbrød. Så skal jeg hjem og ordne tøj og ellers hygge mig med at se TV osv., og jeg har heller ikke nogen tandbørste!". Der begyndte lægen at grine: "Alle andre går i panik, og du står bare her og siger, at det kan ikke lade sig gøre, for det har du ikke tid til".
Så ringede jeg til min mand. Én måtte køre ham derud, for jeg havde jo taget bilen. Jeg blev lagt i en seng og fik det samme måleudstyr på, som jeg fik om søndagen. Øv øv!
Jeg havde meget svært ved at ligge i sengen. Jeg følte mig jo ikke syg. Om aftenen blev jeg flyttet til 16. etage, hvor jeg delte stue med en sød pige.
Tirsdag den 5. februar 2002
Efter bad og morgenmad blev jeg kørt ned på 4. sal igen. Dagen forløb som mandagen, hvor jeg hver 4. time fik en stikpille (det var ikke så sjovt). Der blev kørt strimler i lange baner, og der var mange forskellige jordemødre, der kiggede på mig. Om aftenen blev jeg lagt på 16. sal igen.
Onsdag den 6. februar 2002
Efter et bad og morgenmad blev jeg igen kørt ned på 4. sal til observation. Jeg var bundet til sengen. Skuffelsen, samt at personalet glemte at skrive i min journal (den ene gang stod der, at jeg havde født), var lidt for meget! Der var mange andre, der kom efter mig, og så efter de havde født, forsvandt de igen! Det bliver man lidt nedtrykt over. Jeg ville bare hjem.
Jeg fik endnu en behandling for at sætte fødslen i gang. De få plukkeveer, jeg fik, gav næsten ikke noget udslag. Jeg måtte komme op 2 gange af 10 minutter. Kl. 16 fik jeg igen ny jordemoder, da der var vagtskifte. Hun hed Henriette. Jeg fik endelig lidt fri fra sengen og maskinerne.
Da jeg skulle ind igen, syntes Henriette, at vi skulle prøve med drop (nok på grund af mit humør), men nu skulle jeg endelig ikke tro, at det var et vidundermiddel. Det blev sat på mig kl. 18.30. Min mand blev sendt ned og spise sammen med min svigerinde, og min mor sad oppe hos mig, mens jeg spiste (kylling i karry - smagte ikke så godt). Jeg kunne ikke skære det ud grundet droppet i min hånd.
Efter ca. en time begyndte jeg at få små plukkeveer. Min mor og svigerinde valgte at køre. 10-15 minutter efter var plukkeveerne taget til. På strimlen var det kun små bakker, men jeg syntes, de var ret kraftige. Henriette ville gerne have, at en læge kiggede på strimlen for at afgøre, om de skulle lave et kejsersnit, eller vi skulle fortsætte. Det føltes som en uendelighed!
Jeg spurgte, om jeg ikke måtte komme op af sengen, da jeg ikke kunne slappe af i sengen. Det endte med, at aftensmaden kom op, hvilket jeg blev ret flov over. Henriette sagde, at det var meget normalt, og at hun også havde gjort det, men hun havde gjort det over det hele og ikke som jeg pænt i bakkerne.
Så skulle jeg på wc - der blev tømt helt ud for alt. Så blev veerne kraftigere, og jeg tænkte et kort sekund, at hvis dette var plukkeveer, så ville jeg ikke have veer! Jeg spurgte Henriette, om jeg ikke måtte prøve masken - så hun mente, at vi lige så godt kunne gå derover, hvor jeg skulle føde.
En assistent tog droppet og de 2 følere, som jeg havde på maven. Der var ikke mere end 10-15 skridt - dog langt nok til endnu en ve. Jeg spurgte Henriette, om der ville gå 10 timer før "Snøvsen" kom ud, men så lang tid mente hun ikke, det ville tage. "Hvad så med en time?". Det grinte/smilte hun af og mente ikke, at det var tilfældet!
Vi kom over på værelset, og jeg blev lagt op på en ret stor briks og fik masken. Den var jeg ret glad for, så jeg sugede det helt ned i tæerne. Min mand sad på min venstre side og fulgte med i det hele. Han blev tilbudt kaffe. Fint nok. "Han blev tilbudt kaffe, hvad blev jeg tilbudt?". Nå, jeg havde heldigvis masken!
Min stemme begyndte at lyde underlig dyb, hvilket jeg sagde til min mand - den lød helt normal for ham. Jeg tror, han grinede lidt indvendigt af mig, mens han også var lidt nervøs. Efter jeg endnu engang havde taget et stort sug af masken, begyndte de grimme men meget farverige ovengardiner at forsvinde, så jeg vidste, at jeg havde været væk lidt.
Da jeg kom til mig selv, troede jeg, at jeg havde født, og derfor spurgte jeg Henriette, om jeg skulle syes, hvilket de grinede meget af. Henriette mente, at det nok var bedst, at jeg fødte først. "Har jeg ikke født endnu?! Øv!". Der mente Henriette, at ilten nok var skruet for højt op. Jeg smilede og sagde, at den var helt OK. Men hun skruede ned alligevel.
Henriette stod med ryggen til og gjorde sig klar med handsker osv., da jeg mærkede, at jeg havde lyst til at presse. Jeg kaldte på hende, hun smilede og sagde, at jeg bare skulle presse, hvis jeg havde lyst. Det virkede ikke helt, som om hun var overbevist, men jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til.
Efter 2 gange blev hun lidt mærkelig i hovedet (nærmest overrasket) og fik kaldt på børnelægen, da hun kunne se hovedet. Efter meget få pres kom "Snøvsen" til verden og blev lagt op på min mave. Jeg var den første, der så, at det var en pige. Så det fortalte jeg til en meget stolt far, der have tålt, at jeg havde mast hans fingre, mens jeg pressede, som ikke var blevet dårlig eller nogle af de ting, han frygtede. Han var bare så super!
Jeg kiggede på min mand og spurgte, om det ikke lignede en rigtig Rebecca. Fræk, dejlig, smuk, beslutsom og bare vores guldklump. Der fik hun sit navn, ikke engang 1 minut efter at have set verden.
Min mand klippede navlestrengen. Han var den første, der klædte hende på, efter hun var blevet bedømt af lægen, som gav højeste karakter 10-10. Hun regnede med, at hun var født 3 uger for tidligt, men ellers var alt super. Hun vejede 2.860 gram og var 47 cm lang. Klokken var 21.02.
Henriette mente, at maskinen, som aflæste mine veer, ikke virkede optimalt. Fra jeg begyndte at få lidt kraftige veer, til hun så verden, gik der kun 1 time, så man kan selv overraske en garvet jordemoder. Min bekymring gik så på, om aflæsningerne så var korrekte på Rebecca, men lægen sagde OK.
Jeg var slet ikke sprunget. Jeg skulle syes med 2 sting, hvoraf den ene var et pyntesting, som Henriette kaldte det.
Der var meget humor, og vi grinede ret meget under hele forløbet, og som Henriette sagde, er det ikke særlig tit, at en som lige har født ytrer sig om, at man vil have en til.
Jeg fik at vide, at jeg næste gang skal være opmærksom på, at det sandsynligvis går hurtigere - så ikke noget med at vente med at ringe eller køre i bilen selv.
10-08-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025