Efter godt et år, hvor vi havde øvet os godt og grundigt på at blive gravide, mistede jeg tålmodigheden og besluttede, at min læge vel i det mindste kunne undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre.
Min mands små haletudser var i tiptop form, så der var ikke andet at gøre end at få mig henvist til gynækologisk afdeling - ikke lige det man går og drømmer om, men sådan skulle det åbenbart være.
Til konsultationen med min egen læge i den forbindelse sagde han: "Vi skal nok hjælpe dig med af få børn på den ene eller anden måde". Det var noget af en lettet kommende mor, der gik hjem derfra. Jeg skulle nok blive mor. Et stort pres var løftet fra mine skuldre.
Kort tid efter fik jeg indkaldelsen til undersøgelsen på gynækologisk afdeling 3 måneder senere. Den nåede jeg heldigvis aldrig til, for en måned efter konsultationen hos lægen kunne jeg atter besøge ham og få konstateret, at nu var jeg gravid.
Jeg synes, jeg havde en god graviditet, jeg havde kun "småskavanker". Ingen morgenkvalme, altså ikke de 3 første måneder, men så kom det også, og det der med at spise kiks om morgenen under påskud af, at det skulle hjælpe, det holder ikke. Kiks smager i øvrigt ikke særligt godt anden gang!
Jeg måtte halvtidssygemeldes, men heldigvis kunne jeg gå fra 8 uger før terminen, hvilket gav mig rig mulighed for at ligge hjemme på sofaen og indtage de 3 liter vand om dagen, min jordemoder havde ordineret.
Endelig nåede jeg så til terminen 6. juni. Hurra, nu er der ikke lang tid igen. Da jeg var gået 13 dage over tiden, blev jeg scannet af en fødselslæge, og hans besked var: "Der er jo ikke nogen, der er blevet derinde", så jeg kunne gå på fødeafdelingen og få kørt en strimmel, og hvis den var OK, så kunne jeg komme igen ugen efter! Han skulle prøve at gå 13 dage over tiden.
Den 22. juni var vi til fødselsdagsbrunch hos min mor, og som om det ikke er slemt nok, at man ikke selv kan vente, så har man ikke lige brug for en masse gamle tanters råd om, hvordan man kan hjælpe med at sætte fødselen i gang (havde i øvrigt prøvet dem alle sammen), ej heller at man da må have regnet terminen forkert ud, hvilket overhovedet ikke kan være tilfældet, da jeg havde 100% styr på, hvornår jeg havde menstruation, hvorfor jeg også allerede fik konstateret, at jeg var gravid, da jeg var gået blot en enkelt uge over tiden.
Endelig natten til den 23. juni skete der noget: Små veer. Det viste sig at være plukkeveer. Første barn, aldrig haft plukkeveer, så hvordan skulle jeg vide, at de ikke var rigtige? Min mand blev hjemme fra arbejde til ingen verdens nytte. Der skete intet. Omkring midnat var vi på fødeafdelingen, fordi vi ikke kunne forstå, at der ikke skete noget, men den søde jordemoder kunne jo blot konstatere, at det bare var plukkeveer, og vi bare kunne tage hjem igen.
Den 24. juni skete der endnu mindre, men min mand blev alligevel hjemme fra arbejde, og jeg lå på sofaen det meste af dagen og havde ondt af mig selv, for der var udsigt til, at jeg kunne nå endnu en scanning ved fødselslægen, hvilket jeg nægtede at skulle kunne nå.
Ca. kl. 22 natten til den 25. juni begyndte veerne at bide. I 4 timer lå jeg i min seng og skreg, og i pauserne, når jeg ikke sov, lå jeg og tænkte på, om ikke snart politiet ville dukke op, for nogen i vores opgang kunne da have fået mistanke om, at jeg var ved at få bank.
Ved 2-tiden ringede min mand til fødeafdelingen, og de sagde, at vi hellere måtte komme derop, for de ville gerne lige se på mig. Heldigvis var det den samme jordemoder, som vi havde set aftenen før, så da hun kunne konstatere, at jeg muligvis var åbnet 1 cm, beordrede hun morfin, så jeg kunne sove, hvilket hun vidste, at jeg jo ikke havde gjort, siden hun havde set mig aftenen før. Vi fik begge to en seng at sove i på barselsgangen. Det var dejligt, at min mand også kunne være der.
Hold fast, man sover godt på morfin. Jeg sov 4 timer med varme omslag og veer. Næste formiddag ved 11-tiden blev jeg kørt på fødeafdelingen, hvor Mette ventede, og endelig blev der sat gang i noget. Efter at have konstateret, at jeg nu var 3 cm åben, fik jeg lov at få vestimulerende drop, men som Mette sagde: "Det er kun fordi, du er gået så lang tid over tiden, ellers havde jeg sendt dig hjem".
Og så skal jeg lige love for, at der blev sat gang i festen. Ve på ve på ve. Jeg reagerede ret godt på droppet, faktisk nåede det aldrig at blive skruet helt op, men hvor ville jeg da gerne have oplevet nogle af de der pauser, som jordemødrene altid snakker om, at man skal udnytte positivt til at få et lille hvil.
Da klokken var 14.30, så kom presseveerne, men da var jeg kun 7 cm åben, så jeg måtte selvfølgelig ikke presse men kun gispe, hvilket nok er den værste oplevelse, jeg har haft i hele mit liv. Aldrig har jeg skulle gøre noget, som var så svært og gjorde så ondt.
Kl. 15 kunne jeg ikke mere, nu ville jeg presse. På dette tidspunkt havde Mette fri og måtte gå hjem, så Marianne, som den nye jordemoder hed, kom lige i rette tid til at være med til, at jeg måtte presse.
  Kl. 15.31 var han der - vores skønne, lille, sortøjede, tynde, forsinkede dreng på 51 cm og 3.150 gram, som ifølge jordemoderens hænder og ører et par uger tidligere (i to tilfælde) skulle have været en pige på 3.600 gram.
Han ville ikke rigtig lige skrige, så jeg måtte se til, mens en anden jordemoder nussede med ham, til lægen kom og fik ham undersøgt. Heldigvis var jeg blevet forsikret om, at han havde det godt, for han viste andre livstegn end det der med at skrige.
Jeg synes ikke, det er verdens sjoveste oplevelse at føde, men det er nu værre ikke at være den første til at holde sit barn.
Lille Kristian var lang tid undervejs, men han var værd at vente på.
Nu er jeg klar til at få en til. Jeg bliver helt vildt misundelig, når jeg ser kvinder med store flotte gravide maver eller barnevogne med små nyfødte prinser eller prinsesser. Men Kristian må vente med at blive storebror, og til den tid vil vi sætte pris på, hvis lillebror eller lillesøster er lidt mere punktlig.
23-08-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025