Skrevet af Lena
Mandag den 21. juni er jeg på fødegangen til tjek, da jeg er usikker på, om jeg er gået i fødsel. Jeg bliver undersøgt indvendigt, og jeg er ikke i fødsel. Grundet det indvendige tjek, ville der være mulighed for, at jeg ville bløde lidt. Og rigtig nok, om natten har jeg blødt.
Onsdag den 23. juni kl. 22 undrer jeg mig over, at jeg stadig bløder, da det vel ikke kunne være så meget! Jeg ringer til fødegangen, vi taler frem og tilbage og bliver enige om, at jeg skal komme til tjek.
Da vi ankommer, er der dog ventetid, så først kl. 22.45 ankommer jordemoderen og ser bindet. Det er ikke blod, men grønt fostervand!
Jeg har åbenbart haft vandafgang siden natten til tirsdag. Jeg skal sættes i gang, da Mathilde så ikke har det så godt i maven. Grønt fostervand betyder, at hun har skidt i vandet på grund af stress og skal ud.
Imens jordemødrene og lægen gør klar til igangsættelsen, er Thomas kørt hjem efter et par ting, og jeg sidder og venter. Pludselig fornemmer jeg, at der er noget, der render, og jeg kan ikke styre det; det er vandet, der er gået, og ja det er grønt.
Jeg begynder selv at få veer, altså uden medicinsk hjælp. Men jeg får alligevel ve-drop, hvilket gør, at mine veer er stærke men uregelmæssige i starten med kun ca. 5 minutter imellem. Ret hurtig kommer de ned på 1 minuts mellemrum, og det spænder til.
Jeg er i konstant smerte og når ikke at slappe af mellem veerne, da der tit kommer 3 i træk og derefter en kort pause. Det er meget hårdt for kroppen, og jeg er ret svag på dette tidspunkt, ænser ikke hvad der sker omkring mig, fornemmer ikke vagtskifte etc. Jeg anvender på dette tidspunkt lattergas, hvilket hjælper mig med min vejrtrækning.
Da dette har stået på i ca. 9 timer, har jeg dog fået nok. Jeg beder om en epiduralblokade, som vi havde talt om før. Jeg ville bare se, hvor længe jeg kunne holde uden!
Så omkring kl. 9.30 kommer lægen og går i gang med at lægge bedøvelsen i ryggen. Jeg skal sidde op og må for alt i verden ikke røre mig til trods for, at jeg har stærke veer på dette tidspunkt. Det er IKKE sjovt! Hun får lagt den i et kar og må lægge den om!
Det lykkes endelig, og ca. 10 minutter efter er veerne "væk". Jeg er bedøvet fra maven og nedefter. Det er guld værd. Jeg kan endelig slappe af og få ro i kroppen, selvom veerne tonser af sted.
Jordemoderen skruer op for ve-droppet, så der kan komme gang i det hele. Men jeg ænser ingenting, ligger bare og slapper af, og Thomas falder i søvn. Det trænger vi begge til, men tankerne tonser rundt i hovedet på mig, så jeg får kun hvilet.
Kl. 13 undersøger jordemoderen mig. Jeg har åbnet mig omkring 6-7 cm, så der ville gå et par timer endnu, før jeg gik endelig i fødsel (man åbner sig ca. 1 cm i timen). Men allerede kl. 14 får jeg pressetrang - eller dvs. at jeg tror, at jeg skal skide ad h... til, men jordemoderen slår det hen og siger, at selvfølgelig skal jeg ikke det.
Jeg bliver ved med at sige, at jeg altså føler, at jeg skal på toilettet, men jeg bliver ignoreret. På et tidspunkt er det så slemt, at jeg har svært ved at holde igen. Jeg beder Thomas hente jordemoderen, da jeg VIL presse. Jordemoderen undersøger mig igen, og jeg er sørme helt åbent! Endelig kan jeg presse, dog gør det pisseondt og er skide ubehageligt, men hun skal jo ud!
  Det er frygteligt, da jeg ikke føler, at der sker noget. Jordemoderen opmuntrer mig hele tiden, og jeg kæmper og går lidt i panik til sidst, da jeg ikke føler, der sker en skid. Men pludselig kan jeg mærke hovedet komme ned i åbningen. Hun sidder lige fast i et øjeblik, hvilket gør hamrende ondt, men et par pres til, og hovedet er ude. Så mangler vi bare kroppen. Det krævede også lige nogle presseveer, og så vupti var kroppen ude. Hvilken lettelse.
Desværre var hun medtaget af fødslen, så jeg får hende ikke op på maven. Der ankommer to børnelæger, der undersøger hende, suger og giver hende ilt. Det er ret dramatisk for mig at kigge på, da jeg endnu ikke har hørt hende sige noget, og de flår og river i hende. Thomas står dog derovre og kan se, at hun trækker vejret. Endnu engang var jeg ved at gå i panik.
Jeg føder moderkagen 4 minutter efter, Mathilde er kommet ud. Jeg bliver syet med 2 sting i skamlæben, heldigt sluppet.
Efter 20 minutter får jeg hende endelig over til mig. En meget mærkelig fornemmelse, at man pludselig har en lille datter, der ligger på ens bryst og stirrer! Hun er verdens smukkeste og dejligste baby. Så fin og ren fra start.
De talte om, at hun måske skulle i respirator, da hendes CTG faldt (hjertelyden) under fødslen, men jordemoderen mener, de skal lægge hende over til mig for at se, om det ikke hjælper. Gudskelov falder hun til ro, så ingen kuvøse til hende.
Jeg ammer hende, og bagefter bliver hun vejet og målt. 3.400 gram og 52 cm lang. Perfekt! Vi ligger længe på fødegangen, omkring 3½ time. Jeg er ved at være godt irriteret, for jeg vil meget gerne op på barselsgangen.
Da vi kommer ud af elevatoren, ankommer mor, far og Betina. Gud, hvor er jeg glad for at se dem. Endelig kan jeg vise vidunderet frem :0)
Nu er vi kommet hjem fra sygehuset. Det hele går så fint. Hun er flaskebarn, da jeg havde store problemer med amningen, så hun får flaske ca. 6 gange i døgnet. Hun er en rigtig ædedolk, men det er kun godt. Der ligner hun sin far.
Hun sover næsten hele tiden, og hun græder sjældent. Vi nyder hende i fulde drag. Hun har taget 350 gram på siden fødslen, så hun vejer nu 3.750 gram. En lille klump.
03-09-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025