Skrevet af Marianne
Jeg havde gået med kvalme og smerter i maven et stykke tid og endda gået 1 uge over tiden, da jeg tog mig sammen til at få taget en test. 5. juli tog jeg så en test hos lægen. Negativ, så jeg måtte bare slå mig til tåls med, at det drillede mig lidt denne gang.
Den 12. juli holdt vi hemmeligt bryllup, Jørn og jeg, hvor jeg blev Fru Bruun. Dagen efter var jeg til lægen igen, for jeg havde det rigtig dårligt. Smerter i maven og mega-kvalme. Denne gang var testen positiv. Sikke mange følelser man kan have på en gang. Alt lige fra stor glæde og julelys i øjnene til kæmperædsel, for hvad nu?
Da jeg havde store smerter, syntes lægen, jeg skulle ind og scannes på sygehuset, for hvis det nu lå udenfor livmoderen. Tenna, min læge, sørgede for at få en tid på sygehuset, og jeg kunne så tage hjem og vente på, at de fandt en tid til mig.
Den 6. august 2001 kom jeg ind og blev tjekket, og de fandt en lille blinkende plet, som var min baby. Helt som det skulle være og indenfor livmoderen. Oh fryd og gammen. Jeg var så lykkelig, så jeg svævede.
Jørn var mindre rolig, for han syntes ikke, det var godt, jeg havde så ondt hele tiden og havde så meget kvalme. Det viste sig, jeg var i uge 7+2, så det kunne jo stadig gå galt. Jeg fik så en snak med sygehuset om, at da jeg var meget overvægtig (135 kg), skulle jeg gå til ekstra kontrol hos min læge og tjekkes for sukkersyge regelmæssigt.
Jeg blev spurgt, om der var kromosomsygdomme eller andre arvelige sygdomme i familien, og da min nevø har en kromosomfejl, skulle jeg tale med en genetiker senere i graviditeten om risikoen for, at vi ventede et barn med genfejl og lignende.
Vel hjemme blev der ringet rundt til forældre for at advare dem om, at jeg var gravid, og at det let kunne gå galt min tilstand taget i betragtning. Alle jublede og syntes, det var skønt for os, og selvfølgelig skulle det nok gå godt for os.
Den 10. august blev jeg 30 år, og alle kom med små ting til babyen. Det var vel lidt tidligt, for det kunne jo gå galt endnu, men vi er de fødte optimister i min familie, så det tog vi ikke så tungt. En rigtig dejlig dag, men jeg var meget træt og havde det elendigt i kroppen, for jeg døjede stadig med smerter og kvalme. Indimellem kom de tanker, at denne baby ikke skulle med mig hjem, men jeg smed dem væk, ligeså hurtigt de kom frem.
Den 25. september var jeg til en ny scanning. Alene, for Jørn var på arbejde og kunne ikke få fri, desværre. Jeg skulle også tale med ham genetikeren, om der kunne være noget galt med min baby. Han mente, der var så lille en risiko, så med mindre jeg var opsat på at få lavet en test, som kunne medføre abort, så syntes han, vi bare skulle se tiden an. Det valgte jeg så, for jeg ønskede denne baby så brændende, at det bare ikke måtte gå galt.
Nu havde vi prøvet på at få børn i 8 år, så dette var vores store chance for småfolk. Scanningen viste, at jeg var i uge 13+6, og alt så bare super ud. Hun ville så gerne have, at jeg kom en måned senere, hvor man ville kunne se lidt mere. Jeg svævede derfra med et foto af min lille guldklump. Ikke meget man kan se, men et ansigt, det kan man da se.
Den 22. oktober skulle jeg så have en ny scanning. Jeg havde min mor med derind, da Jørn var på Sjælland for sit arbejde. Vi var begge vildt spændte på at se, om alt var i orden. Jeg spurgte, om det var normalt, at jeg stadig havde meget kvalme og opkastninger og smerter i maven. Ja ja, det var der ikke noget unormalt i, jeg skulle bare huske at spise lidt brød eller kiks, når det var slemt.
Scanningen viste en baby fra siden, og den var stor, og vi kunne se, den tog tommelen op til munden og suttede. Vi var helt oppe og køre, og jeg tudede sørme, da jeg så det.
Vi blev kaldt ind til en overlæge, der godt ville høre, om der var sukkersyge i min familie, eller om jeg havde mærket noget til det, for barnet var vokset lidt mere end først antaget, så nu var den i uge 18+6 i stedet for 17+6.
Nej, jeg havde ikke mærket noget særligt, og der blev gjort et notat i vandrejournalen, at min læge skulle huske at tjekke mit blodsukker 4 gange. Jeg fik målt blodtryk og blev vejet. Jeg havde tabt mig ned til 127 kg nu, og det var jeg da glad for. Lægen sagde, det ikke gjorde noget, jeg tabte mig lidt, men det måtte ikke blive for meget, da den lille jo skulle have næring nok.
Mit blodtryk var skyhøjt, men jeg fik at vide, jeg skulle slappe af og lægge mig mere, når jeg havde mulighed for det. Hele tiden kørte det indeni, at dette her går galt, så jeg turde næsten ikke glæde mig for meget. Jørn glædede sig overhovedet ikke, for han var så bange for, at hvis han viste alt for megen glæde, så ville det bare gå galt. Overtroisk har han altid været.
Ved jordemoderbesøgene fik jeg hele tiden ros for, at babyen lå i yderste kurve af symfysemålene, og at der var godt spræl i den bette. Jeg var begyndt at mærke liv, samme dag jeg blev scannet i uge 18+6, og det kunne jeg stadig mærke. Der var godt spræl og livlighed, så jeg indimellem tabte pusten. Det var især, når jeg spillede Lars Lilholt musik, at der var mest liv.
Jeg var i arbejdsprøve og trivedes med at være af sted hver dag i 4 timer. Jeg var meget træt og havde ondt henover maven og meget kvalme, men jeg håbede, det ville aftage, når jeg kom længere hen. Jeg gik til fødselsforberedelse på sygehuset i Herning, og det var nogen kanonsøde piger, jeg gik sammen med. Bare det at kunne snakke om, at man havde så meget bøvl, det var rart at høre, man ikke var den eneste, og at det ligesom hørte med til at være gravid.
Jeg begyndte så småt at købe udstyr. Jeg fik fat i barnevogn og lille seng, som blev sat hos mine forældre, for det måtte ikke komme hjem, så længe vi ikke havde født. Alt blev skrevet ned, hvad der skulle bruges og hvornår, og så ligeså stille fik jeg værelset gjort i stand, til den lille skulle komme.
Jeg havde valgt en ferskengul farve på væggen med søde beigefarvede gardiner med små bamser på, og dette gik igen på sengetøjet og sengerand. Alt blev gjort klart, og jeg fik tøj fra min svigermor. Smukke dragter, der kunne passe til begge køn, undertøj og stofbleer. Intet manglede til min guldklump.
Jeg gik med fornemmelsen af, det blev en dreng, så intet lyserødt kom indenfor mine døre. Jeg blev gladere og gladere for hver dag, der gik. Mine dybe depressioner forsvandt som dug for solen, hver gang jeg følte et spark i maven. Denne baby var det bedste, der var sket for mig, og jeg nød hvert minut, der gik.
Den 5. marts 2002 var jeg til undersøgelse hos jordemoderen, og da lå mit blodtryk på 100/150, og hun blev så alarmeret, at hun sendte mig ind på sygehuset for at få kørt en strimmel. Jeg var meget nervøs, for jeg havde det hele tiden sådan, at jeg ikke ville være til besvær. Men inde på sygehuset sagde de, at jeg skam ikke var til besvær, for det var jo for mig, de var der. Det var sødt sagt, og jeg kunne straks begynde at slappe af.
Jeg fik hele apparaturet sat på, og ligeså stille sank mit blodtryk i takt med, den lille blev mere og mere livlig. Som Jørn sagde, så vækkede de den jo midt i dens middagslur. Det grinede vi meget af, og da jeg havde fået tjekket urin og blodtryk igen, og der ikke var noget at finde, så sendte de mig hjem igen. De scannede mig ikke, skønt jeg egentlig godt ville have haft det gjort, bare for at være helt sikker, men sådan skulle det ikke være.
Den 12. marts var vi igen til jordemoder, og da var blodtrykket stadig lidt vel højt, men hjertelyden var fin, og hun anslog størrelsen på barnet til 3.500 gram. Så hun syntes, jeg skulle gå hjem og hvile, og så når jeg skulle til lægen den 14. marts få tjekket blodtryk og barnets hjertelyd igen. Det gjorde jeg så, og der var det stadig lidt for højt, men barnet havde det godt, og det var jo hovedsagen.
Henover weekenden fik jeg det skidt, og jeg følte ikke noget liv længere. Mandag den 18. marts ringede jeg så til sygehuset, og jeg blev hasteindlagt med det samme. Kl. 13 fik jeg kørt en strimmel af jordemoder Heidi, og da hun ikke kunne finde hjertelyden derpå, kontaktede hun en overlæge.
Kl. 13.40 blev jeg scannet, og da sank min verden i grus. For da sagde Frank, vores overlæge, at barnet ikke havde nogen hjertelyd, og at den var død og havde været det i et par dage. Jeg følte bare, jeg faldt og faldt ned i et sort hul, og da Jørn lænede sig indover mig og holdt mig krampagtigt fast, følte jeg det som om, jeg kom op på en sky igen.
Det var så bunduretfærdigt det hele, og jeg var vred og bitter på sygehuset. Hvorfor havde de dog ikke scannet mig den 5., da jeg var herinde?
Frank lod os være lidt alene, så vi kunne snakke igennem, hvad der nu skulle ske. Så ville han komme igen og tage en ny scanning for at være helt sikker. Derefter kunne vi så bestemme, om vi ville sættes i gang med det samme eller tage hjem og snakke, inden vi skulle føde. Jeg sagde, de bare kunne sætte mig i gang med det samme, og at jeg ville føde normalt, for så kunne jeg da sige, jeg havde født et barn og ikke være nervøs, når jeg skulle have et barn igen engang.
Frank sagde, at vi skulle være sikre på, vores sjæle var med i det her, og så svarede jeg bare: "Min sjæl er med, er din det, hvis du sender mig hjem, og jeg så ikke kommer herind, førend jeg også er væk?". Han blev helt chokeret men kunne så se, vi var klar til at få dette mareridt overstået.
Jeg blev indlagt på afdeling H2 hos Karoline, afdelingssygeplejersken, som skulle tage sig af mig, mens det her stod på. Hun spurgte os hele tiden, om vi var klar til det, der nu skulle ske, og om vi kunne klare det. Vi kiggede bare på hende og sagde med en mund, at ja vi var klar, og at det ikke kunne gå hurtigt nok. Hun ville bare være sikker på, at vi ikke havde for travlt, sådan at når det var lige ved og næsten, vi kunne finde på at fortryde - hvilket jo er umuligt, men ikke desto mindre noget de havde oplevet.
Set i bakspejlet er der måske en ting eller to, jeg skulle have gjort inden, men alligevel nej. Vi kunne begge to mærke, at det vi gjorde var rigtigt for os. Vi kunne mærke, at blev vi kede af det, så var det forkert, det vi gjorde, og så talte vi os til rette, indtil smerten gik væk.
Vi tog en pause, hvor jeg sov lidt, og hvor Jørn tog hjem og fodrede vores katte og hentede lidt tøj til ham selv, nu hvor det viste sig, han skulle indlægges sammen med mig.
Kl. 16 kom sygehuspræsten ind til os, hvor vi aftalte, at han skulle holde en navneceremoni for vores barn, når fødslen var overstået. Han kunne jo af gode grunde ikke døbe ham, men et navn kunne han da velsigne med. Så velsignede han fødslen og overlod os til os selv.
Jørn ringede rundt til familie og venner og fortalte dem, at vi var blevet indlagt, og at barnet var dødt og derfor skulle igennem en dødfødsel. Alle i familien følte med os, og min mor og søstre, svigerinde og niece kørte af sted for at være hos os i denne svære stund. De skulle køre 100 km for at være sammen med os, så de havde en lang tur foran sig. Men de ville komme, sagde de.
Kl. 17 fik jeg lagt en stikpille op til at sætte fødslen i gang med. Jeg havde fået lagt ve-stimulerende drop, og senere skulle jeg have lagt en epiduralblokade, for som de sagde: "Du skal ikke lide mere end højst nødvendigt".
Kl. 19 blev jeg hentet ind på OP for at få lagt epiduralen. Jørn blev iklædt hospitalstøj fra top til tå, og sikke et ømt syn det var. De eneste træsko, de kunne finde i hans størrelse, var et par med røde hjerter på. Hold da op, hvor vi grinede.
Overlægen, der lagde bedøvelsen, sagde, jeg var en dejlig patient lige til at forme efter hans hoved, og det var jo dejligt for ham. Endelig var det overstået efter lidt småniv. Det gjorde egentlig ikke ondt, det nev bare lidt. Så tilbage på stuen, og Jørn kørte lige et smut hjem for at få lidt at spise og hente smøger.
Kl. 21 kom mor og tøserne så, og da lå jeg og skreg af grin af noget på TV, og de blev helt forfærdede over, at jeg kunne grine i denne situation. Men som jeg sagde, kan jeg jo ikke ligge her og dø af sorg, når jeg skal igennem et stykke arbejde jo. Vi snakkede lidt om det, der var sket, og som skulle ske, og min søster Aase sad og tog tid på mine veer, som kom hver 3. minut. Men de gav ingenting.
Ved 23-tiden kørte de så hjemad, og da blev jeg tjekket, om jeg havde udvidet mig eller ej. 1 cm, det var ikke meget, og jeg fik så øget dosis for at sætte mere i gang. Jeg blev holdt godt øje med af sygeplejersker og jordemødre.
Kl. 4.30 var jeg åbnet 4 cm, og kl. 6.00 var jeg 7 cm åben. Kl. 6.40 var jeg helt klar og kunne bare presse, når jeg havde lyst. Efter 6 presseveer kl. 7.00 var min lille guldklump så født. Jordemoderen Iben var lidt nervøs og spurgte, om jeg ville vide, hvad det var. Selvfølgelig da. Det var en lille dreng, og han var bare så flot.
Hun lagde ham i et klæde, og så fik jeg ham op på maven, mens jeg fødte resten af moderkagen. Jeg bad om, at han måtte få tæppe om sig, så han ikke frøs. Han var så vidunderlig smuk, selvom han havde lidt hudafskrab over øjet på grund af, at det var begyndt at blive opløst i fostervandet. Ja så for mig var han jo perfekt. En rigtig lille Jeppemand, som vi begge var meget stolte over at have fået.
Jørn kunne ikke klare at bære ham, men han kælede for ham og nussede hans små fingre og tæer, og for os var det ligeså flot, som hvis han havde holdt ham alene. Vi fik ham vasket og taget hånd- og fodaftryk, og Jørn tog mange fotos af ham, ligeså gjorde sygeplejeren.
Jeg blev syet lidt imens, og så fik jeg lige en ble på til at opsamle blod og kom op at sidde. Så fik jeg selv lov til at give Jeppe tøj på og nusse med ham. Det var så intenst, og jeg håbede, det aldrig skulle få en ende. Jørn stod ved siden af og nussede hans små tæer, imens jeg gav ham ble og undertøj på.
Så tog han billeder, og især et rammer os i hjertet, hver gang vi ser det. Det er et billede, hvor han lige har taget et magen til, hvor jeg giver Jeppe tøj på. Der sker det, ligesom at der er et lysglimt omkring Jeppe. Da vi ser dette billede herhjemme dagen efter, er det som om, vi får ro i sjælen, når vi ser det. Mærkeligt.
Vel oppe på stuen får vi lidt morgenmad, mens Jeppe bliver lagt i en seng og stillet for sig selv. Her venter vi så på præsten, der lige vil kigge forbi for at høre, om det var gået godt, og han hjælper os med at få kontakt til en bedemand og vores præst i vores by. En stor hjælp for os. For vi var godt nok ikke klar over, hvad man gør i sådan en situation.
Præsten roste os og spurgte, om vi havde prøvet dette før, for vi virkede så afklarede og "professionelle". Ikke det der ligner, men vi fortalte, at vi følte os frem, så hvis det gjorde ondt, det vi gjorde, så var det forkert, og vi måtte finde en anden måde at løse tingene på, så det ikke længere gjorde ondt.
Kl. 12 kom Karoline op med Jeppe til os, og jeg fik ham over i min favn, så jeg kunne nusse med ham. Jørn nussede hans kind, mens han holdt en hånd på min skulder. Det var så smukt og stærkt af ham. Jeg tænkte kun på, om han havde det godt, og om der var noget, jeg kunne gøre for ham, og han syntes, jeg var så stærk og smuk. Jeg var og er meget stolt af Jørn.
Overlæge Frank kom for at snakke med os om fødslen og se lille Jeppe. Han ville vide, om jeg klarede mig, og jeg nævnte, at jeg da godt ville have stoppet mælken, for den løb over så at sige. Det klarede vi lynhurtigt med et par piller, og så sagde jeg, at jeg gerne ville hjem med det samme. Det var han ikke glad for, og kun fordi jeg lovede at ringe med det samme, jeg følte mig utryg eller nedtrykt, eller hvad det nu var, fik jeg lov til at tage hjem om aftenen.
Kl. 14 holdt vi navneceremoni for Jeppe, og det var så smukt så smukt. Præsten velsignede ham Jeppe Haahr Bruun, og vi sang en flot salme. Jørn prøvede virkelig at synge med, men ingen af os kunne synge, så det var kun præsten, der sang igennem. Bagefter takkede vi ham mange gange for alt, hvad han havde gjort for os, og han kunne kun sige, at det var os selv, der gjorde alt, han støttede os bare.
Ved 15.30-tiden bad jeg Karoline om at hente Jeppe. Da kunne jeg mærke, at det gjorde mere og mere ondt at skulle sige farvel til ham, og jeg vidste, at gjorde jeg det ikke nu, så måtte de lægge mig sammen med ham i en kiste. Jørn kyssede ham på panden, og så klemte han hans lille hånd. Jeg kyssede ham farvel, og Karoline gik med ham igen. Da var der ingen fortrydelsesret, for Jeppe skulle obduceres samme aften, for at vi kunne få ham begravet fredag.
Vi græd sammen Jørn og jeg, og det var på en måde rart at mærke og se hinandens smerte og hårdt. Vi talte meget om, at dette var både godt og skidt, det der var sket. For dels var jeg jo kommet ud af depression og piller og havde fået et nyt syn på livet, hvilket jo var rigtig godt, og dels tragisk fordi det var vores ønskebarn, der var borte for altid.
Vi blev enige om, at når vi havde fået talt med bedemand og præst og graveren dagen efter, så skulle vi gå over til vores venner og fortælle, hvad der var sket. For de havde jo glædet sig sammen med os og skulle være barnepige og sådan for den lille.
Bedemanden Paw kom kl. 16, og vi fik fortalt, hvad der sådan er standard for begravelse. Han var en stor støtte, og vi fik virkelig løst mange opgaver på en gang sammen med ham.
Vi fik sat en rigtig flot dødsannonce sammen (plat at sige egentlig, når det nu er en dødsannonce), men den kom fra hjertet af, og det er jo det, der tæller. Han ville sørge for, at den kom i Jyske Vestkysten og i Herning Folkeblad.
Han sørgede også for bårebuket og kiste og anmeldelse om dødsfaldet til kommunen for at søge om begravelseshjælp til os, og så hjalp han med at finde en stenhugger til os. Flink mand. Han tog af sted ved 17.30-tiden, hvor vi så fik lidt ro til at spise.
Så gik jeg i bad, alene, selvom jeg havde fået at vide, jeg skulle kalde på sygehjælperen, for at jeg ikke skulle falde. Men jeg havde fået vist en gang, hvordan jeg skulle ordne mig på toilettet, så selvfølgelig kunne jeg da selv gå i bad.
Kl. 18.30 kørte vi hjem, efter vi havde aftalt, at jeg skulle komme ind med Jeppes dyne og pude og hans lille bamse til kisten. Så ville de sørge for, det blev lagt ned i kisten hos ham, så han ikke frøs nede i jorden.
Vel hjemme om aftenen ringede vi så rundt til alle venner og familien for at sige, vi var kommet hjem, og at begravelsen skulle være om fredagen. Det var hårdt og sejt at gøre, men også dejligt at snakke med folk igen. Alle var lidt beklemte, men ved det at vi snakkede om det så naturligt, ja så kunne de slappe af og være med i sorgen uden at være for nervøse for vores reaktioner.
Jeg gik ind på Jeppes værelse, og der kom den første reaktion så. Jeg tudbrølede ned i hans vugge og pude. Jeg var vred og afmægtig og fuldstændig ulykkelig over at have mistet det dyrebareste i mit liv, og der var ingen, der kunne hjælpe mig til at få smerten væk igen. Ikke engang Jørn kunne hjælpe mig der.
Vi gik i seng ved 23-tiden, og henad 2-tiden vågnede jeg, fuldstændig opløst af sorg og måtte bare skrive et brev til min Jeppe. Jeg satte mig ned og lod tankerne flyde ud på papiret. Ved 3-tiden havde jeg fået skrevet det smukkeste brev, jeg nogensinde har skrevet, sammen med et lille digt til Jeppe:
Kære Jeppe.
Du fyldte mig med glæde og letsind. Du fyldte mig med latter og fornemmelsen af, at jeg duer til noget. Du var min guldklump, og da du voksede dig større inde i maven, så man kunne se, du var til, blev du elsket højere af Far og jeg, mere end nogen kan forstå. Men dit lys blev slukket, førend vi fik set dig brænde i vor midte. Hvorfor ved vi ikke, men Far og jeg vil altid bære dig i vore hjerter, og du vil altid lyse som en stjerne på himlen sammen med de andre af vore kære, som ikke længere er hos os.
Du var smuk som et stjerneskud,
lyste klarere end en komet med sin hale,
men brat det kom som et skybrud,
og din livsgnist endte i en dvale
Vi ses igen, vor elskede søn
Mor og Far
Dette sagde så meget om min kærlighed til Jeppe, så jeg viste det stolt til Jørn kl. 3 om natten. Han var lidt omtumlet, men han læste det, og han sagde, at det kunne vi være stolte over at sende med ham op til Vorherre. Så gav han mig et kys, og jeg faldt i søvn i hans arme.
Onsdag tog vi ind på sygehuset, og det føltes meget svært at gå ind ad døren og op på afdelingen, hvor vi havde været. Vi havde mest lyst til at stikke af, men igen fastholdt vi os selv i, at det var for Jeppes skyld, vi gjorde dette.
Vi afleverede Jeppes dyne og pude og en bamse og så brevet til ham. Karoline tog imod det og sagde, at hun syntes, vi klarede det hele rigtig flot. Vi sagde jo så, at vi gjorde jo kun det, vi fik at vide, at vi skulle gøre, men nej, det var os selv, der gjorde alt arbejdet, de støttede os bare i vore valg.
Derefter kørte vi ind på Jørns arbejde, hvor Jørn rendte ind for at hente nogle ting, han havde glemt dagen før. Han fik jo så travlt med at komme af sted mandag, så han følte lige, han måtte et smut ind forbi. Der fik han så en kæmpebuket med fra firmaet som en lille erkendtlighed i vores sorg. Det rørte os meget.
Vi handlede lidt ind og gik med fornemmelsen af, at alle stirrede på os. Fuldstændig tåbeligt, da ingen jo kunne vide, hvad der var hændt os, men sådan følte vi det bare.
Vel hjemme kom mine forældre og mine søstre og svoger på besøg for at spise sammen med os. Vi havde fået lagt vores billeder ind på en CD, og så så vi dem på TV'et. Det rørte alle dybt at se vores lille vidunder, men alle var enige om, at han lignede Jensen-siden af familien godt nok. Altså mig.
Det var dejligt at sidde sammen i denne stund, selvom det også var hårdt. Jeg havde fået fødslen beskrevet af min jordemoder, og den læste min søster så op for os. Alle kneb en tåre, da hun nævnte, at Jeppe var en flot lille dreng på 2.750 gran og 52 cm. Lange fingre og fødder ligesom hans far og rødblond hår ligesom hans mor. Det var virkelig smukt.
Fredag kom så begravelsen. Vi havde nu mest lyst til at stikke af og så komme hjem, når alt var overstået, men sådan kan man jo ikke være, så vi gjorde klar til, familien skulle komme. Vi havde valgt 3 salmer sammen med præsten, og at han skulle læse mit brev op i kirken, så Jeppe hørte det læst op.
Den lille hvide kiste stod der midt i kirken med en hale af flotte buketter og opsatser efter sig. Vi havde valgt gule fresier og hvide nelliker sammen med hvide roser og grønne blade. Det var så smukt et syn, så jeg glemte helt at græde.
Vores præst holdt den smukkeste prædiken over Jeppe, at det var en lille skattekiste, der stod i kirken i dag, og at det var vores lille skat, vi skulle begrave. At det også var bedsteforældre og onkler og tanter og mostre og fætre og kusiner, der skulle sige farvel til en lille skat.
Det var så smukt, og det rørte mange blandt familien, at han formåede at ramme essensen af Jeppe i vores liv. At Jeppe elskede musik og trampede med inde i maven, at Jeppe nød, jeg sang for ham, og at Jørn kildede maveskindet, når han sparkede.
Alt dette formåede Gert at formidle, og alle følte, de havde kendt Jeppe altid. Det var en smuk afslutning på det alt for korte liv, som Jeppe fik.
Vi valgte en smuk hjerteformet sten til Jeppes lille gravsted, som ligger lige ud for kirken med solen skinnende lige ned på, og han kan høre kirkeklokkerne spille for ham hver dag. Vi valgte at skrive "Vort Livs Lys Jeppe" på stenen. Han har bamser stående på hver side af stenen og en, der ligger oppe på stenen med et hjerte for at passe på ham. Der er små harer rundt omkring på graven sammen med en masse grønne planter og et lille træ, hvori der sidder en lille fugl og pipper for ham hver dag.
Alt dette føler jeg giver mig styrke til at holde savnet ud, når den er værst. At holde mig oven vande, når jeg er ked af, han ikke kan kalde mig for Mor. At jeg ikke får set ham kravle og sige sit første ord. At jeg ikke får set ham spise selv. Dette er det værste ved sorgen.
Jeg håber, denne beretning kan give andre en lindring i deres oplevelser eller bare give tanker til efterretning, hvis man kommer ud for enten selv at miste eller kender nogen, der mister.
Æret være Jeppes minde.
14-10-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025