Skrevet af Susanne
Jeg havde termin den 27/6-04, men da vi nåede til fredag den 2/7, var der stadig ikke nogen som helst tegn på, at junior snart ville melde sin ankomst.
Og dog. Jeg skulle til jordemoder fredag morgen og havde i ugen op til haft gevaldige svedeture, tiltagende hovedpine og mere og mere vand i kroppen, så jeg sagde til kæresten, at jeg var ret sikker på, at vi ville blive sendt videre til sygehuset efter jordemoderkonsultationen. Og ganske rigtigt, min jordemoder syntes, at mit blodtryk var alt for højt, så jeg blev sendt videre til et tjek på sygehuset.
På sygehuset fik jeg kørt strimmel, målt blodtryk, taget blodprøver og måtte også aflevere en urinprøve. Efter ca. 2½ time fik jeg lov at gå hjem igen med den besked, at alt så OK ud, men at de lige afventede svar på mine blodprøver, så de ville ringe til mig, når de vidste mere. Senere samme eftermiddag fik jeg så et opkald, at blodprøverne ikke var helt fine, så jeg skulle komme igen lørdag morgen for lige at blive tjekket igen.
Lørdag morgen blev jeg så tilset af en læge, som da lige syntes, at vi skulle scanne engang for lige at kigge ind til "fidusen" - den var vi selvfølgelig helt med på. Hvor var det bare fantastisk at blive scannet igen (blev også scannet i januar). Det sjoveste var, at man kunne se babyens fødder ligge lige ved siden af hovedet - en ren akrobat - dvs. at alle de små bevægelser, som jeg havde kunnet mærke nederst i maven, og som jeg troede måtte være armene, i virkeligheden var benene. Det synes vi var sjovt.
Nå, vi blev på sygehuset og ventede på svaret på lørdagens blodprøver. Det gik heldigvis lidt hurtigere end om fredagen. Lægen kom med svarene og sagde, at prøverne stadig ikke var fine, men at de ikke var blevet værre, hvilket betød, at de ikke ville sætte mig i gang med det samme (!!!) men vente til mandag morgen. Jeg var åbenbart ved at udvikle svangerskabsforgiftning!
Da lægen havde afgivet den melding, og fødslen ligesom lige pludselig kom ret tæt på, syntes vi, at nu ville vi egentlig godt have kønnet at vide, så vi sagde til lægen (som havde spurgt, om vi ville have det at vide under scanningen, men hvor vi havde sagt nej tak), at vi godt ville vide det alligevel. Han fortalte os, at vi ventede en dejlig dreng. Hurra, det havde jeg haft på fornemmelsen hele tiden, så det var rart at få bekræftet.
Vi blev sendt hjem med besked på at møde op til igangsættelse mandag morgen.
På vej hjem gik vi fuldstændig i selvsving - pludselig havde vi en masse, vi skulle nå. Vi startede med at køre ud og købe en kommode, og dernæst måtte vi lige en tur forbi H&M for at købe et sæt DRENGETØJ. Hvor var det skønt at kunne købe noget, som ikke var i neutrale farver.
Hjemme igen brugte vi så resten af dagen på at få ordnet alt vasketøj, samlet kommoden, ommøbleret soveværelset (for at få plads til kommoden) og fik i det hele taget ryddet godt og grundigt op. Og nå ja, ringet til hele familien for at fortælle nyhederne og advare dem om, at igangsættelsen nok godt kunne forløbe over flere dage.
Søndag blev tasken til sygehuset pakket helt færdig, og ellers havde vi bare en rigtig hygge-dag. Vi gik en go' lang tur, spiste go' middag og nød i det hele taget bare at være sammen os to. Vi vidste jo, at nu var det sidste chance inden sønnikes ankomst. Sjovt nok kunne vi sagtens sove, da det blev sengetid - jeg var ellers overbevist om, at jeg garanteret ville ligge vågen hele natten.
Endelig blev det mandag. Vi stod tidligt op, tog et bad (jeg fik også fjernet hår på benene - hårdt arbejde, pust) og nød vores morgenkaffe i fulde drag med rundstykker, og hvad der dertil hører. Godt 8.30 trillede vi så afsted til sygehuset.
Her blev jeg undersøgt indvendigt at en jordemoder. Hun sagde, at min livmoderhals var 1 cm, og at jeg var 1 cm åben. Derefter fik jeg lagt en Cytotec stikpille op (det kunne jeg overhovedet ikke mærke), fik målt blodtryk (som var fint) og skulle så ligge med CTG i en halv times tid. Herefter blev jeg sendt hjem med besked om at møde op ved veer/vandafgang, og ellers møde op tirsdag morgen kl. 7.30 til oplægning af endnu en stikpille.
Kl. 10 forlod vi sygehuset igen. Jeg spøgte lidt med kæresten og sagde, at nu var vi sat igang, så skulle vi ikke se at få det hele overstået inden aftensmaden? He he... Det skulle vise sig, at komme til at holde stik!
På vejen hjem blev vi igen angrebet af lettere panik og endte med at køre ud i Babysam og hente vores barnevogn mm., som havde stået derude til opbevaring indtil fødslen - vi er ikke overtroiske. Hjemme igen fik vi os lidt frokost, hvorefter vi blev enige om at tage en middagslur - vi havde jo været tidligt oppe og vidste ikke, hvornår vi ville få brug for ekstra kræfter.
Jeg vågnede op af min middagslur ved 14.45-tiden - syntes måske, at jeg kunne mærke et eller andet "anderledes" ved mine plukkeveer, men det var ikke noget, som gjorde særligt ondt, så det var nok ikke noget. Men vi prøvede da alligevel at tage tid på plukkeveerne, og de var faktisk ret hyppige. 3-4 minutters interval og 30-45 sekunders varighed! Hmmm... Det var nok tid at stå op.
Som sagt, så gjort, og så skal jeg love for, at der kom gang i sagerne. Med det samme, jeg kom ud af sengen, kunne jeg mærke, at nu begyndte veerne godt nok at bide. Jeg stod og hang ind over køkkenbordet ved hver eneste ve. Kl. 15.30 ringede jeg til fødegangen. De sagde, at vi da godt kunne komme ind forbi en tur.
Kl. 16.00 var vi på fødegangen. Jeg blev mødt af en jordemoder (faktisk en jordefader), som straks undersøgte mig: Livmoderhals udslettet, åbnet 4-5 cm og tegnblødning. Der var sket en del siden om morgenen. Jeg kom direkte på fødestue.
På fødestuen skulle jeg skifte til hospitalstøj - det tog ret lang tid, jeg holdt jo pauser (veer) ca. hvert halve minut, men i tøjet det kom jeg da. Efter at have stået og hængt ind over et bord på fødestuen i ca. 20 minutter insisterede jordemoderen på, at jeg kom op at ligge i en seng. Han ville køre CTG, og det kunne han ikke, når jeg stod op.
Øv, jeg var ikke meget for det, men i seng det kom jeg da. Og uha, det var ikke rart. Da jeg først lå i sengen syntes jeg slet ikke, at jeg kunne arbejde med veerne (ved bordet havde jeg stået og vugget fra ben til ben), og de gjorde bare mere og mere ondt.
Jordemoderen har efterfølgende skrevet i min journal, at jeg klarede veerne fint, men jeg ved, at uden min hovedpude, så var det ikke gået - jeg slog den simpelthen ihjel under veerne - der er med garanti ikke mere helt fyld i den pude længere!
Under veerne ville min kæreste være flink og massere min lænd - han havde fået at vide til familieforberedelse, at det ville jeg kunne li' - men han fik godt nok bud på at lade være. Jeg kunne slet ikke klare at "blive forstyrret", mens jeg lå der og vred mig. Siden gik han over til at komme kolde vaskeklude på min pande i ve-pauserne. Det var meget, meget bedre.
Kl. 17.00 fik jeg besked på at komme over på fødelejet. Nu var min livmoderhals udslettet, jeg var 7 cm åben, og jordemoderen tog vandet, som var helt klart. Herefter bad han mig om at lægge mig om på siden, så bettemand lige kunne dreje hovedet ordentligt ned i bækkenet.
Kl. 17.15 fik jeg spontan pressetrang. Jordemoderen tjekkede under en ve. Jeg var nu helt åben, og sønnikes hoved var kommet helt ned på min bækkenbund. Jeg preeeessede!
Kl. 17.23 efter ganske få presseveer (3 tror jeg, men jeg glemte sgu' at tælle) kom vores dejlige søn til verden. Han skreg straks og kom op på mors mave. Apgar score 10/1, 10/5, 10/10, vægt 3.790 gram, længde 53 cm, masser af mørkt hår og blå øjne - og med det samme udnævnt til verdens lækreste unge af mor og far. Farmand klippede navlestrengen.
Kl. 17.27 kom moderkagen helt af sig selv. Skøn fornemmelse at blive fri for at have navlestrengen hængende ud. Af en eller anden grund generede den mig helt vildt.
Herefter fik jeg en sprøjte for at trække livmoderen sammen (pga. hurtig fødsel) - og den gjorde sgu' ondt. Jeg kom vist til at bande højt.
På trods af min mildt sagt hurtige fødsel, sprækkede jeg ikke det mindste. Fik kun to små rifter i skamlæberne, og da de sad lige ved urinrøret, syntes jordemoderen, at der skulle et par knuder til, for at der ikke skulle gå betændelse i såret. Billigt sluppet.
Jordemoderens kommentar efter fødslen var: "Det ku' I da ha' klaret selv hjemme på køkkengulvet" - ja hurra, men det blev altså uden mig. Jeg havde det fint med at være på sygehuset i trygge rammer og med professionelt personale omkring mig.
Da han var færdig med at sy, blev vi kørt på et undersøgelsesrum, hvor vi lå i et par timer for os selv, indtil vi blev kørt på familieafsnittet.
Vores lille søn, Chris, fik bryst, da han var en halv time gammel. Sked på mor straks derefter og tissede på den jordemoder, som kom og målte og vejede ham, da han var et par timer gammel. Hermed var alle hans kropsfunktioner ligesom prøvet af.
Vi boede på familieafsnittet resten af ugen og tog hjem lørdag formiddag, efter Chris havde fået taget PKU om morgenen (det var det eneste, vi ventede på). Inden udskrivningen (4 dage gammel) blev han vejet. Han havde tabt sig 150 gram, så han nu var "nede" på 3.640 gram. Det var rigtigt flot.
  I dag er han 11 uger gammel, vejer 6.800 gram, er 63 cm lang og trives rigtigt fint.
Chris er bare den dejligste unge. Han spiser fint, sover godt (og næsten igennem, jeg er kun oppe én gang pr. nat for at fodre på ham) og er ellers et roligt og godt gemyt, som elsker at ligge og kigge sig omkring.
Og vi er bare verdens lykkeligste forældre. Jeg havde næsten med det samme glemt, hvor ondt det gjorde. Min turbo-fødsel betød selvfølgelig også, at jeg var helt frisk bagefter, så det var ingen sag - og jeg gør det gerne igen.
11-11-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025