Skrevet af Anja
Jeg var gravid samtidig med to af mine veninder. Vores terminer lå inden for en måned, men det endte med, at vi alle tre fødte inden for den samme uge.
Først kom Mads til verden den 1. februar 2004, og min veninde fortalte kun de gode ting omkring hendes fødsel, der også var forløbet godt. Den 5. februar 2004 kom så Lukas til verden. Moderen berettede, at det havde været en hård fødsel, og at de ikke ønskede besøg den dag! Nå, tænkte jeg med 6 dage tilbage til termin. Jeg har heller ikke lyst til at høre mere om den fødsel på nuværende tidspunkt.
4 dage før termin, lørdag den 7. februar kl. 6.00, vågnede jeg ved, at vandet gik. Jeg vækkede min kæreste og sagde: "Jeg tror, der er ved at ske noget". Vi ringede til Skejby og fortalte, hvad der var sket og fik bare at vide, at vi skulle prøve at sove videre. Det kunne vi jo slet ikke af bare spænding, så vi gik i bad og stod op for at få morgenmad.
Kl. 6.45 kom den første ve. Det var ingen ting. Da vi sad og spiste morgenmad kl. 7.40, kom der igen en ordentlig skylle fostervand - jeg var gennemblødt. Denne gang kom slimproppen også ud.
Kl. 8.20 kom der igen mere fostervand, og jeg var ved at blive bekymret for, om der nu blev "for tørt" der inde, men de sagde på Skejby, at der hele tiden dannes nyt fostervand - så det skete der ikke noget ved.
Jeg havde rigtig ligget på sofaen og talt i telefon om formiddagen. Jeg kunne ikke lade være med at fortælle til min familie og veninder, hvad der var ved at ske. Veerne var bare "a piece of cake".
MEN så ca. kl. 11.20 kom den første ve, der virkelig var power bag, så jeg måtte liiige koncentrere mig en hel del om at få den til at gå væk igen - og så kom de ellers rimelig hurtigt.
Kl. 11.45 ringede vi igen til Skejby og spurgte, om vi godt måtte komme nu. Vi havde trods alt ½ times kørsel. Det måtte vi godt. Der blev kørt stærkt, og jeg lå nærmest helt ned på forsædet og koncentrerede mig.
Kl. 12.30 blev jeg undersøgt og var åbnet 5 cm. Jeg kom i badekar, og så kom der også fart over feltet - der gjorde det sgu' ondt.
Kl. 13.45 skulle jeg bare op af karet, da jeg følte, jeg skulle tisse og kaste op. Kl. 13.55 fik jeg pressetrang og var åbnet 9 cm. Av av.
Jeg prøvede mange forskellige stillinger men kunne ikke rigtig finde en, der var god for mig. Jeg havde en forestilling om, at jeg ville stå op under fødslen, men det kunne da bare slet ikke lade sig gøre. Jeg endte dog i den gode gamle stilling på ryggen.
Veerne blev nu aftagende, og jeg kunne ikke bruge dem til en skid. Endelig kl. 15.25 kom der lidt gang i sagerne igen. De havde truet mig med ve-drop - det ville jeg helst ikke, da jeg ikke vidste, om det ville komme helt ud af kontrol.
Så jeg pressede, alt hvad jeg kunne, og jeg så en lille hårtop i spejlet - det gav virkelig ekstra kræfter. Efter 1-2 veer var det helt vildt, så meget man kunne se i spejlet, og min kæreste opmuntrede mig, så jeg igen fik flere kræfter.
Pludselig sagde de, at jeg skulle tage mine hænder ned mellem benene. Jeg havde født hovedet, og de havde fået skuldrene fri, og jeg fik så selv lov til at trække barnet ud det sidste stykke og op på maven.
Kl. 15.43 kom Sofie til verden. Jeg hyler igen, når jeg tænker på, hvor fantastisk det var. Helt ubeskriveligt. Min kæreste spurgte, hvad det blev, og fik at vide, at det kunne han da selv se efter. Det var en pige. Hun vejede 3.400 gram og var 52 cm lang. Hun fik 10/1 og 10/5 på Apgar-skalaen.
Jeg håber, at andre gravide læser min historie, for det er nu, jeg vil sige, at jeg ikke synes, det var spor slemt at føde. Selvfølgelig gør udvidelsesveerne ondt, og der er forskel på fødsler, men min var bare SÅ god, og jeg gør det gerne igen.
23-11-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025