Skrevet af Helle
Så skete det endelig - Christian og jeg blev torsdag den 10. april kl. 21.30 forældre til en dejlig stor dreng på 4.650 gram og 55 cm.
Det var også ved at være på tide. Jeg var på det tidspunkt gået 11 dage over tiden og havde da også en tid fredag den 12. april kl. 10.30 på svangreafdelingen, hvor vi - måske - skulle sættes i gang. Det skulle heldigvis vise sig ikke at blive nødvendigt.
Hele forløbet blev meget anderledes, end jeg selv havde regnet med, nemlig noget med, at fostervandet ville gå med et ordentlig plask, veerne ville derefter komme, og vi ville køre på Skejby, hvor der ville gå ca. 10 timer, inden en pige på 3.500 gram kom til verden.
I stedet startede det hele natten mellem onsdag og torsdag med, at jeg ved 1-tiden vågnede, fordi jeg skulle på toilettet - sådan for alvor, I ved. Jeg gjorde det, jeg skulle, og så til min forbløffelse, at der var blod i toilettet.
"Tegnblødning", tænkte jeg straks. Det havde jeg ikke på noget tidspunkt haft noget af, og endelig kom det så (senere skulle det vise sig, at det nok i virkeligheden var slimproppen, der gik, but little did I know).
Et lidt tykkere bind blev sat på, og jeg gik i seng igen med en besked til Christian om, at jeg lige havde været på toilettet, og at jeg havde blødt lidt. Han var knap vågen og sagde noget i retning af "det var da godt".
Jeg lagde mig til at sove, men havde en rumsteren i maven og tænkte, at det nok var plukkeveer - dem havde jeg heller ikke rigtig mærket noget til under graviditeten, så hvis jeg skulle nå at have nogen, var det da også på tide, tænkte jeg altså (jeg skulle jo først føde fredag den 12. efter at være blevet sat i gang!).
Og sådan gik resten af natten, egentlig med en rimelig god søvn ind i mellem og ikke noget tidspunkt, hvor jeg var nervøs.
Torsdag morgen stod jeg op lige efter Christian og kunne se, at mit bind var blevet lidt vådt i løbet af natten. Jeg skiftede og tænkte så heller ikke mere over dét. Hvor tydeligt mon det skal være, før jeg fatter noget?
Christian tog på arbejde, da jeg havde forsikret ham om, at det kunne jeg sagtens klare, og at jeg naturligvis ville ringe, hvis det blev nødvendigt. Og så gik min dag med veer i gang - stadig uden, at det til fulde var gået op for mig. Dog begyndte jeg at pakke tasken til Skejby - om ikke andet skulle den jo bruges i morgen.
Veerne var ikke så slemme og kom i starten med 20 minutters mellemrum, tror jeg. Jeg havde svært ved at huske, hvad klokken var fra gang til gang (det er en lille brist, jeg har), så de kom og gik, som de ville.
Ved 14-tiden synes jeg dog - efter at have konfereret med Christian i mobilen op til flere gange - at han gerne måtte komme hjem. Hans (kvindelige) chef havde dog lige givet ham marchordre, da hun hørte, der var ved at være 10 minutter mellem veerne!
Han kom hjem, lige da jeg trådte ud af et dejligt langt bad, og efter han havde badet (han var nok mere klar over, at vi skulle blive på Skejby, end jeg var), ringede jeg ved 15-tiden til fødeafdeling 2. De ville gerne lige se på mig, og så skulle jeg medbringe et bind! "Sære lyster I har", var min kommentar til dette, hvorpå hun svarede, at sådan var de altså på afdelingen.
Klokken 16 arriverede vi til afdelingen. Jeg havde nu rimelige veer, syntes jeg - køreturen kunne i hvert fald mærkes, og da Christian satte mig af, for at han kunne parkere bilen, måtte jeg liige sætte mig på en bænk og vente på ham.
Dog havde jeg forklaret ham, at det IKKE var nødvendigt at tage vores tasker med ind - jeg var sikkert bare 2 centimeter åben og ville blive sendt hjem igen om et kvarter!
I modtagelsen tog Henriette imod os, så på mit bind og mærkede mig på maven: "Det er vist en baby på ca. 3.700-3.800 gram", sagde hun så. Jeg mente nu, at den nærmere var 4 kg, men det ville hun ikke rigtig gå med til (jeg var selv stor, og min søster fødte store børn).
Da hun mærkede mig indvendig udbrød hun: "Hvor er du sej", hvilket jeg troede henviste til fosterhinden eller lignende, altså slet ikke åben. "Du er 8 cm åben", fortsatte hun i stedet! Og stor var vores forundring, må jeg sige.
Vi kom ind på en fødestue, og jeg blev smidt i et badekar, hvor jeg så ellers lå i 2 timer med veer. De var ikke så slemme, som jeg havde troet, de ville være, men lidt bed de dog. Ved hver ve vinkede jeg med en finger efter Christian, som så lænede sig ind over badet, for at jeg kunne klemme hans arme - en superdejlig og uundværlig støtte.
Henriette kunne sjovt nok tydeligt høre, at jeg havde gået til fødselsforberedelse. Det viste sig, at hun selv for et par år tilbage havde varetaget den del af undervisningen, hvor jordemoderen var på i 3 timer.
Ved slutningen af de 2 vtimer i badet nærmede pressetrangen sig, så jordemoderen Tine, der nu var kommet til, mente det ville være bedst at komme på stuen i stedet. Og det kom jeg så.
Hun ville have mig til at stå og hænge ind over briksen over en sækkestol, men det var slet ikke mig, så hun fik mig ud på toilettet, hvor jeg så sad i en halv til en hel time med presseveer - ikke en af de stillinger, vi øvede til fødselsforberedelse, men meget god faktisk.
Jeg efterspurgte på dette tidspunkt nogle bistik mod smerter i lænden, men jordemoderen mente ikke, det var så godt, da jeg så ikke ville kunne mærke min pressetrang så meget. "Okay", var mit eneste svar. Jeg måtte altså bide tænderne sammen!
Efter toilettet kom jeg på briksen. Mine presseveer var nu i fuld gang, men de var ikke lange nok. Ergo fik jeg ve-stimulerende drop. Lige lidt hjalp det: Ved hver presseve stod sønnike med hovedet ude bare for at smutte ind igen, når min korte ve var ovre. At de skruede op på max for droppet, hjalp intet!
De måtte nu tilkalde en læge, der skulle sætte en sugekop på. De diskuterede et stykke tid for til sidst at beslutte sig for den hårde sugekop, da han virkelig ikke ville komme ud. Lægen viste mig sugekoppen (jeg havde ikke briller på og var desuden travlt optaget af noget andet), og jeg sagde bare "ja, ja". Christian har efterfølgende fortalt, at det nærmest lignede et torturinstrument fra middelalderen med kæder og metal over det hele!
Men på kom sugekoppen - ikke at det var den fede oplevelse: "Tænk bare på at presse - glem smerten", som min søde jordemoder stod og sagde til mig. Og ja, det skulle jeg da sørme nok. Som om!
Lægen havde forklaret, at hvis jeg ikke fødte inden for de næste 3 presseveer, så måtte det blive et akut kejsersnit. Jeg tror ikke helt, jeg forstod omfanget af, hvad hun sagde. Under alle omstændigheder pressede jeg bare videre.
 I første pres kom sugekoppen på. Jeg skulle lige gispe lidt, og i næste pres skal jeg lige love for, at jeg fødte! Ud kom den dejligste unge; lidt blå, med hævet hoved og skrigende - og landede lige pladask på min mave. Velkommen til verden min skat!
At jeg så skulle syes i næsten en time af ikke mindre end 2 læger, da jeg var sprækket fra ende (ja lige netop) til anden, det gjorde ikke så meget. De forfærdelige smerter i lænden var overstået, min dejlige søn var født, og Christian sad lige ved siden af. Hvad mere kunne man ønske sig?
Da sønnike havde ligget på min mave i et par minutter og var blevet tørret af jordemoderen, spurgte hun, om vi da ikke lige skulle se, hvad det var blevet for en slags? Og jo, det skulle vi da!
Tænk sig, at vi i al forvirringen havde glemt at se efter, hvilket køn vores barn var! Det viste sig at være en dreng - slet ikke hvad jeg havde regnet med, men helt klart hvad faderen havde ønsket.
Efter endt syning blev vi kørt på afdeling A1, hvor 5 dage med fuld forplejning og de sødeste sygeplejersker ventede os. Og for det ikke skal være løgn, mødte vi Trine og Thomas samt Marie og Henrik på selv samme fødeafdeling, men se, det er en historie, som de selv må fortælle.
Hermed vil jeg slutte min lidt lange fødselsberetning, og håber det går vel/er gået vel for jer andre.
19-08-2008
|
Relaterede artikler
© 1999-2025