Skrevet af Linda
Jeg havde sådan lyst til at fortælle om min mands og min kedelige og triste historie.
Jeg har 2 børn fra et tidligere forhold på 11 og 17 år. Så mødte jeg manden i mit liv for 5 år siden, og vi besluttede os for at prøve at få et barn sammen.
Jeg blev steriliseret for 10 år siden, så vi fik lavet det med IVF. Første gang lykkedes det ikke, men anden gang var prøven positiv, og vi var jublende glade.
Da jeg har sukkersyge, blev jeg tjekket hver 14. dag, og alt så fint ud i slutningen af uge 21.
Min mand var lige taget på natarbejde, og ham på 11 var på vej i seng, da der lyder en masse larm fra bryggerset. Jeg går ud for at se, hvad der sker, og det var tørretumbleren. Jeg går hen til den for at slukke den, da den pludselig giver et stort brag, og en halv meter stikflamme bryder ud, og alt lyset i huset går ud. Jeg fik et chok så stort, at jeg røg helt ud i gangen.
Dagen efter begyndte jeg at få plukkeveer og småbløde lidt. Jeg ringede til lægen, som henviste mig til sygehuset til en scanning. Alt så fint ud, men på grund af mine plukkeveer blev jeg indlagt (torsdag).
Det blev værre og værre. De gav mig noget ve-stoppende, men når jeg så ikke fik dem mere, begyndte de igen.
Tirsdag aften kl. 22.50 i uge 22 gik mit vand. Min mand var lige kørt fra mig, så jeg ringede til ham og sagde, han godt kunne vende om, fordi mit vand var gået.
Kl. 23.30 fødte jeg vores dejlige dreng Mathias på 364 gram og 26 cm. Han levede kun en time.
Sikke en nedtur at få, bedst som man tror, alt er godt, og vi snart skulle ud og købe babyudstyr, skulle vi i stedet ud og købe en hvid kiste.
Min mand sov ved mig på hospitalet i 2 dage, mens alle de praktiske ting skulle ordnes.
Børnene kom op og så ham, dagen efter han var død, og de syntes selv, det var godt, de kunne se ham. Så havde de også en forestilling om, hvorfor han ikke kunne leve. Han var jo så lille.
På andendagen tog vi ham selv med hjem fra sygehuset og kørte i kapellet. Hvis det nu skulle gå, som det gik, syntes vi selv, det var en pæn afsked, vi fik taget med ham.
Det er nu 4 uger siden, vi fik ham begravet, og stadig sidder det dybt inde i vores hjerter.
HVOFOR skulle det lige ske? Nedturene er der stadig, og hverdagen er ikke, som den plejer at være. Savnet, sorgen og alt det, man havde glædet sig til, er bare med et forsvundet ud af ens liv.
Jeg tænker tit, mon vi nogensinde kommer videre? Jeg har sagt mit job op, og vi har endnu 2 forsøg, så vi vil gerne prøve igen til januar, hvis vi tør.
Man må intet tage for givet her i livet. Tak, det hjalp, I gad at høre på mig.
25-11-2004
|
Relaterede artikler
© 1999-2025