Skrevet af Randi
Jeg vil først og fremmest sige tak for et super site. Jeg brugte Netbaby hver eneste dag, da jeg ventede vores lille Emil. Nå, men jeg tænkte, at det måske var en ide at dele min historie med alle de andre brugere på sitet.
Da jeg ventede Emil, var jeg super lykkelig og sikker på, at alt nok skulle gå godt. Men det gjorde det desværre ikke. Jeg vil i dag ønske, at jeg havde læst nogle fortællinger om, hvordan andre havde taklet at miste deres barn alt alt alt for tidligt.
Der er ufatteligt mange ting, man skal tage beslutning om. Dåb, begravelse, skal barnet brændes, gravsten osv. Alt dette oven i den grimme oplevelse man står midt i.
Nu 4 måneder efter, at vi mistede Emil, er vores liv ved at hænge lidt sammen igen, men også kun lige. Jeg deler gerne vores historie med andre, da det er sundt at læse, hvordan det også kan gå.
Jeg har læst et eller andet sted, at 1.000 ud af de 70.000 børn, der bliver født i Danmark om året, dør. Det er store tal, synes jeg.
Her er historien om vores lille Emil.
Jeg havde bare haft en super graviditet. Indtil videre lå vi og snakkede fredag aften, inden vi faldt i søvn. Vi lå og snakkede om de tanker og drømme, vi havde med vores lille barn.
Lørdag morgen vågner jeg kl. 07.10 og skal sådan tisse, tror jeg. Jeg står op, og det vælter bare ud af mig. Jeg går i total panik (er kun i uge 24+3) og er slet ikke i tvivl om, at det er vandet, der er gået.
Jeg ringer til fødegangen på Randers Sygehus, og får fat i en morgensur jordemor. Hun siger, at jeg skal lægge mig 1 times tid, og så kan jeg ringe igen. Efter 15 minutter ringer jeg igen. Vandet bliver jo ved med at løbe. "Nå, men så kom dog herind", får jeg at vide.
Vi kører selv til Randers, hvilket tager os ca. 15-20 minutter. I dag fatter jeg ikke, at jeg ikke blev hentet med ambulance og kørt direkte til Aalborg, da jeg faktisk bliver overflyttet med det samme.
Da vi kommer til Aalborg, bliver jeg undersøgt, og de lytter efter hjertelyd hos Emil. Den er fin, og ved en scanning senere samme dag kan de se, at han har det fint, der er bare ikke ret meget fostervand tilbage.
Jeg bliver nervøs, da de fortæller mig, at der ikke er ret meget fostervand tilbage, men de siger, at han sagtens kan have det godt alligevel.
Jeg får at vide, at jeg skal indlægges på sygehuset i 10 uger, og når jeg er i uge 34, så skal lille Emil ud.
De første 4 dage på sygehuset er rigtig hårde at komme igennem. Jeg græder meget og føler stor skyld. Hvad har jeg gjort forkert? Jeg får snakket med nogle læger om det, og de forsikrer mig alle sammen om, at jeg ikke har kunnet gøre noget. Det sker bare engang imellem.
Da vi kommer til uge 26, er Emil stor nok til, at jeg kan få kørt en CTG. Emil har det godt, men driller jordemødrene, når de skal sætte CTG'en på, for det gider han ikke.
De CTG'er, jeg får kørt, ser fine ud. Men da jeg er i uge 26+6 (den 5. april 2006), kan jeg ikke forstå, hvorfor Emil ikke sparker til CTG'en, når den bliver sat på.
Da vi kommer hen under aftenen, synes jeg, at min mave bliver så mærkelig hård. Lægen kommer og kigger på mig. Jeg begynder også at få feber. De tager mit bakterietal, det er stigende. Jeg fik målt temperatur 2 gange om dagen, da jeg var på sygehuset, og fik taget blodprøver hver 3. dag.
Så gik alt pludselig stærkt. Emil skulle ud, og det skulle være nu!
Jeg havde fået en infektion i livmoderen, da der er åben passage, når fostervandet er gået. Det er det, jeg har frygtet i al den tid, jeg lå på sygehuset.
Jeg snakkede med de læger, som skulle lave kejsersnittet, og med narkoselægen. De var meget søde og forklarede det, som de skulle lave.
De gik i gang med kejsersnittet, og pludselig sagde de: "Tillykke, nu er i forældre". Lille Emil røg ud i det tilstødende lokale, hvor de kiggede på ham. Min kæreste gik med. Den stolte fader. Han kom ind til mig igen og fortalte, at vi havde fået en fin lille søn.
Men så gik alt galt. Emil havde svært ved at trække vejret, så han røg lynhurtigt på 104. Alex røg bagefter. Lægerne er efterhånden færdige med at lukke mig sammen og kører mig på opvågningen.
En af lægerne kommer og spørger, om han skal døbes. Jeg bryder grædende sammen og siger, at hvis det ser så skidt ud, så skal han det.
Jeg kommer op til Emil på en båre. Min fine lille Emil. De står og arbejder med ham. Lægen siger til mig, at han har svært ved at ilte blodet, så han får ikke rigtigt noget ilt til hjernen.
Jeg kigger på min kæreste, og vi bliver enige om, at så skal lille Emil have fred, da han uden tvivl ville have fået en svær hjerneskade.
Emil bliver døbt, og så snart han er døbt, bliver han pillet fra de mange maskiner og kommer over til mig. Den lille mand kæmper i 5 minutter og giver derefter op.
Jeg græder som pisket. Det er frygteligt. Så på 5 kvarter har jeg været hele følelsesregistret igennem, og så ligger jeg der og føler mig fuldstændig tom. Jeg skriger inden i.
Vi får lov til at komme ind i et andet lokale, hvor vi kan være alene med Emil. Begge vores forældre er der. Det er deres første barnebarn.
Jeg registrerer ikke meget fra den tid i det lokale. Kun Emil og den sygeplejerske, som kom ind og hjalp mig med at gøre ham ren. Hun lavede også fodaftryk. Hun var rigtig sød. Lægen var også lige inde for at høre om nogle ting.
Jeg sugede så meget til mig af Emil, som jeg kunne. Hans lille fine næse, hans ansigtsform, alt hans mørke krøllede hår, hans "krølle på øret" (det er noget næsten alle i min mors familie har). Jeg er fuldstændig forelsket i min lille søn.
Da klokken bliver hen omkring 04, synes sygeplejersken, at vi skal op og sove. Vi får lille Emil med. Jeg sov nok 45 minutter i løbet af den nat. Jeg tænkte og tænkte. Lille Emil lå i liften i min fodende. Det var dejligt at have ham så tæt på.
Da klokken er 05.30, kommer lægen og kigger på Emil igen. Det er åbenbart noget, de skal.
I løbet af formiddagen, sidder jeg lidt med Emil igen. Kl. 11.30 bliver han kørt i kapellet. Vi nåede at have ham hos os i næsten 12 timer.
Jeg kommer hjem fra sygehuset den 7. april, 1½ dag efter kejsersnittet. Jeg ville egentligt gerne være blevet, men på grund af påsken skulle afdeling G2, jeg lå på, lukkes ned, og hvis jeg ville blive, skulle jeg ned på G1.
Ned til alle de gravide, som jeg havde ligget med de foregående 3 uger. "Nej tak", var mit svar. Det var mere, end jeg kunne bære. Sygeplejersken var nu så sød. Hun havde undersøgt, om der ikke var andre muligheder, men det var der desværre ikke.
Så hjemme igen var der en masse, der skulle ordnes. Vi havde bestemt os for at køre Emils begravelse uden om en bedemand. Alt det, der skulle ordnes, kunne vi godt selv ordne. Det var hårdt, imens vi gjorde det, og nu et par dage efter, at han blev begravet (den 11. april), er jeg glad for, at vi selv gjorde det. Det har hjulpet mig meget.
Det har været rart lige at skrive vores historie. Jeg har grædt en del imens, jeg har skrevet dette. Men jeg er efterhånden vant til, at tårene løber i stride strømme.
Jeg vil sige, at vi har været utrolig glade for den behandling, vi har fået på Aalborg Sygehus Nord. Næste gang vi skal have et barn, skal det helt sikkert foregå i Aalborg.
Nu er det 4 måneder siden, at vi mistede lille Emil. Vores liv er igen ved at hænge lidt sammen, men der skal bestemt ikke meget til at vælte det hele. Vi er nu kommet så langt, at vi er begyndt at tænke på at gøre Emil til storebror. Så nu må vi se, hvor længe der går, før der atter engang bliver liv i min mave.
04-11-2006
|
Relaterede artikler
© 1999-2025