Er du gravid eller har en baby? Læs alt om graviditet og børn her på Netbaby.dk
Brugernavn: Password: Husk login|Ny bruger?
Forside|Indkøbsguide|Gode tilbud|Din side|Forum|Brevkasse|Blog|Konkurrencer|Gratis magasiner
Før graviditet|Gravid|Fødsel|Baby|Mor|Far|Navne|Flere:
Søg:
 NYT!  DIT BARN - GRATIS MAGASIN TIL DIG

Læs den nye udgave af magasinet DIT BARN - et GRATIS magasin til dig med alt om de skønne unger! Læs det gratis her
At blive mor igen efter at have mistet Lia At blive mor igen efter at have mistet Lia

Line fortæller hudløst ærligt om den hårde tid efter, hun mistede datteren Lia og fik sønnen Liam, som hun havde svært ved at knytte sig til.
 5011 

Skrevet af Line

Jeg sidder her mellem skrig og Pippi og har så mange tanker og følelser, som raser i mit indre. Tårerne er næsten altid lige bag øjnene, og jeg føler mig som den største fiasko, verden har set. Hvad der er hormoner, hvad der er et resultat af Liam, og hvad der er resultat af Lia og det, at jeg mistede hende for snart et år siden, det ved jeg ikke. Det alt sammen blandes sammen i et stort rod i mine tanker, og når jeg forsøger at forklare mig til andre og især til Luciano, kan jeg selv høre, der ikke er nogen mening i det hele.

Da vi mistede Lia i november 2006, mistede jeg mere end bare min datter. Jeg mistede også troen på mig selv, i hvert fald mig som værende mor. At amme sin dejlige datter, skifte hende og midt i det hele opleve hendes liv forsvinde i ens hænder, var nok til, at jeg siden den gang har tvivlet på min egen evne til at være mor, til at læse mine børn, til at forstå mine børn.

Jeg har aldrig været en super mor, en perfekt mor, men jeg troede på mig selv som mor. Jeg troede de fleste øjeblikke, at det jeg gjorde, var det rigtige for mig, mine børn og min familie. Og de gange jeg oplevede, det nok ikke lige var det bedste, jeg havde gjort, jamen der vidste jeg, det var menneskeligt at fejle, og at de små fejl blev opvejet af alt det gode, jeg gjorde.

Da vi så fik Lia, var jeg ikke bare en mor, der troede på sig selv. Jeg var en mor, der kunne gå på vandet. Jeg kunne mane alle bekymringer om det at være mor til 2 til jorden. Jeg kunne jo bare det hele! Forelske mig i Lia og igen i Dina, amme, beskytte min lille datter, lege med min store. Jeg kunne alt lige indtil fredag den 17/11-2006 omkring kl. 22, hvor det ophørte.

Jeg kunne nu ingen ting. Jeg kunne kun se på og være tilskuer til, at min datter døde. Jeg kunne ikke handle, jeg kunne ikke argumentere, jeg kunne bare stå der og gøre ingen ting. Jeg kunne ikke redde hende, og jeg kunne ikke engang sige, jeg vidste noget. Jeg havde haft en anelse, men jeg vidste i realiteten ingen ting. Og den lille anelse, jeg havde haft, havde jeg ikke reageret på. Jeg havde ikke beskyttet min datter. Jeg havde ikke gjort alt, hvad jeg kunne for min datter.

Vi har senere fået at vide, at der intet var at gøre for Lia. Hun kunne ikke leve i dette liv, og jo det gav noget. Det gav en fred på en måde. Men alligevel har skyldfølelsen og fiaskofølelsen taget plads i mit indre - ja, jeg kunne ikke ændre på udfaldet af Lias liv, jeg kunne ikke redde hende. Men jeg kunne have set det, jeg kunne have set noget ikke var, som det skulle være, og ikke mindst kunne jeg have reageret på det frem for at lulle mig selv ind i, at det hele var åh så godt!

I det år, der er gået, har de tanker forfulgt mig. Jeg har grædt mange tårer over den mor, jeg ikke var. Og ikke mindst har jeg brugt mange tanker på min rolle som mor til Dina. Hvor det før bare var nemt og naturligt at være mor til hende, blev det pludseligt noget, jeg skulle tænke over, noget som til tider var et job og ikke en leg! Men nu havde jeg jo været mor til Dina i 3½ år, og mange ting sad på rygraden, så jeg kunne genbruge tidligere erfaringer og føle mig nogenlunde i min rolle som mor til Dina.

Men jeg har grædt mange gange over, jeg ikke var den mor, jeg gerne ville være. Den glade mor, den legende mor, den rummelige mor, den tålmodige mor. Hun var nu i stedet erstattet af den mor, der skældte ud, den mor, der efter 5 minutter med Barbiedukker lod tankerne flyve et helt andet sted hen, den mor, hvis grænser var flyttet, den mor, som ikke havde det samme overskud.

Sådan har det nu været i snart et år, og så kom Liam. Jeg har sagt mange gange, at jeg frygtede, jeg slet ikke kunne finde ud af det, når Liam blev født, at jeg slet ikke kunne fungere som mor, og her lever jeg op til alt det, jeg frygtede!

Jeg blev gravid med Liam 2½ måned efter Lia døde. Måske for tidligt ifølge nogle, men for os var det mere, at vi ikke kunne tænke tanken at undgå at blive gravid, når nu det eneste, vi ønskede os, var et barn.

Jeg blev ved at sige, at jeg godt vidste, at det nye barn bliver mit barn nummer 3, intet kan erstatte Lia og videre i den dur. Men vidste jeg nu også det? Var ideen med at få et nyt barn alligevel ikke, at der var en minimal chance for en gentagelse uden døden til følge? Var det ikke en drøm om at få Lia igen?

Om det var eller ej, så brast drømmen ved første hjertescanning, da vi fik at vide, det var en lille dreng, der var i min mave. Jeg vidste ikke engang, om jeg var skuffet, ligeglad eller glad. Jeg havde ønsket mig en lille pige, jeg havde ønsket mig Lia, og nu fik jeg noget helt andet: en søn!

Det blev en lang graviditet, en graviditet hvor jeg lukkede af, lukkede af for mange følelser, lukkede af for meget i min krop. Jeg kan f.eks. ikke huske det første spark eller ting som det.

Dina fik det at vide efter den store hjertescanning i 20. uge, og hun ville i starten slet ikke tale om det, og vi måtte ikke fortælle det til nogen, for de kunne se ham, når han var blevet født. Men langsomt tøede hun op, og med hende tøede jeg også selv op. Jeg begyndte at købe tøj og strikke, og for hver maske knyttede jeg mig mere og mere til det liv, der var i min mave, også selv om det liv ikke var Lia.

Men den lykkelige graviditet og lykkelige ventetid, den kom aldrig, og jeg begyndte allerede at drømme om den næste graviditet. Jeg ville og vil vel egentlig stadig så gerne igen opleve at være glad for at være gravid, men ja nu er tanken ikke så nærværende, som den har været.

Den sidste tid op til termin, gik mit hoved i selvsving. Jeg græd, jeg manglede Lia mere, end jeg havde gjort længe, jeg kunne slet ikke være mor til Dina på den rigtige måde, og jeg ville bare gerne have det hele overstået.

2 dage over termin kunne jeg ikke mere. Jeg var egentlig ikke bange for at miste ham i maven, men jeg kunne bare ikke mere. Alt handlede om den forløsning, fødslen ville være. Jeg tog derfor kontakt med hospitalet og blev lovet igangsættelse 4 dage over termin.

Endelig kom forløsningsdagen, men det var ikke med glæde, jeg tog derop, mere i forventning om "puha nu slipper jeg snart for maven og kan være en bedre mor til Dina". Det gik pludselig stærkt, og før jeg egentlig nåede at tænke så meget, var jeg på en fødestue og i gang med at føde.

Hvad var mine tanker? Primært "jeg gider ikke, er egentlig lidt træt"! Smerterne var nok på grund af apatien slet ikke slemme. Lattergas og min egen forsvarsmekanisme gjorde, at jeg egentlig slet ikke var med i rummet. Jeg lå og stirrede på noget ved vinduet og glædede mig bare, til det var overstået.

Fødslen blev kort, så det var snart overstået, og op i mine arme kom en dreng, som ikke sagde mig noget! En dreng, der lignede en dreng. En dreng uden det mørke hår, uden de meget mørke øjne, ja en dreng, som slet ikke lignede Lia. Var det min dreng?

Jeg brugte alle mine tanker på, hvordan og hvornår Dina skulle komme. Og ja, jeg tog så de billeder, vi skulle, sagde de ting, man skal sige, gjorde de ting, man skal gøre. Men det var ikke ting hentet fra rygraden. Det var en rolle, jeg spillede. Det egentlige var der nemlig ikke!

Om aftenen kom Dina og mormor, og jeg var stadig der, hvor de kunne have taget Liam og gået med ham, og jeg ville ikke have brokket mig. Jeg ville bare have sovet! De gik alle sammen - Luciano skulle være kommet igen, men han valgte at blive hjemme, og der sad jeg træt og med en dreng, som jeg egentlig ikke vidste, hvad jeg skulle med.

Omsorgshandlingerne skulle bare udføres, og når han ville sutte, måtte jeg lade ham sutte. Jeg lagde ham i min seng, som jeg havde gjort med hans søster, men hvor det med dem var fordi, jeg ikke kunne lade være, var det med ham fordi, det skulle jeg. Jeg skulle jo elske ham, som jeg havde elsket de andre. Jeg følte, jeg skulle beskytte ham, men forelskelsen var der ikke.

Nej, hvor jeg hadede mig selv, men jeg kunne jo rationelt også forklare, at det var en forsvarsmekanisme og bla bla. Næste nat skete der noget. Han suttede og suttede, og midt i alt smerten kom der nogle følelser, nogle jeg kunne genkende fra Dina og Lia - ja vel moderfølelsen.

Jeg blev afbrudt af Liam, og der er nu gået en del tid, før jeg igen tog mig tid til at skrive om den første tid med Liam, om det at blive mor igen. Det, der er skrevet, blev skrevet i en tid, hvor moderfølelsen faktisk ikke var til stede endnu. Jo, den var kommet snigende, men igen meget fordi, det skal den jo!

Hvad så nu, hvor Liam er 6 uger? Jo, jeg elsker ham. Jeg synes, han er enormt dejlig at røre ved, nusse og kigge på, men stadig forventer jeg noget mere. Jeg forventer den bundløse glæde og lykke, og jeg kan virkelig tage mig selv i at ønske, han var den lille pige, jeg ikke fik lov at beholde.

Endnu en gang afbrudt af min lille mand, og en uge mere gik. En uge, hvor moderfølelsen og vel egentlig også den uforbeholdne glæde kom snigende ind i mit liv. Så ja, det skulle tage næsten 7 uger, før billedet blev lyserødt, og jeg igen turde tage hul på at fortælle om, hvordan det var at blive mor igen efter Lia.

Men for at komme tilbage: Tiden på hospitalet var så absolut ikke en god tid. Jeg blev på mit lille værelse og ønskede ikke at møde andre, som lige havde født, for deres glæde satte min egen apati i relief. Jeg fik besøg og viste Liam frem, men jeg var ikke en stolt mor. Jeg kunne spille rollen, jeg havde jo prøvet det 2 gange før, men jeg var ikke med!

Jeg vidste ikke, om jeg skulle blive på hospitalet eller tage hjem, men da Luciano ikke var der så meget, og maden var rigtig dårlig - og ikke mindst, at jeg følte mig som en fange i mit lille værelse, for lige uden for var mine fangevogtere, alle de glade mødre og fædre - ja så valgte jeg at tage hjem, før de 3 dage var gået. Jeg var heller ikke bange, eller det bildte jeg i hvert fald mig selv ind, for hvis han døde, ja hvad så?

Da vi kom hjem, startede mareridtet egentlig. Jeg ønskede bare, han ville sove hele tiden, så jeg kunne være Line og mor til Dina og Lia - ikke til Liam. Han var bare noget, jeg skulle!

Mine bryster begyndte at gøre så ondt, at jeg græd, hver gang han skulle lægges til. Jeg hadede egentlig tanken om, at han vågnede, og jeg kan huske, jeg tænkte: "Bare han ville sove hele tiden" - ups, så er han jo død!

Det var ikke ligefrem befordrende for den lille moderfølelse, der var kommet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre andet end at kæmpe videre. At blive mor igen havde været en kamp igennem hele graviditeten, og den forløsning, jeg troede fødslen ville være, havde vist sig bare at være starten på endnu en kamp. En kamp for at elske mit barn. En kamp for at give mit barn mad. En kamp imod mig selv i bund og grund.

Han skreg og skreg, og jeg kunne ikke forstå det. Jeg troede, han var sulten, men jeg fik at vide, at han havde luft i maven og fik for meget at spise.

Da jeg mistede Lia, følte jeg mig som verdens dårligste mor. Jeg anede ikke, min datter var ved at dø. Jeg havde ikke læst hende rigtigt, havde ikke forstået de signaler, hun sendte til mig, og de signaler, jeg havde forstået, havde jeg negligeret. Nu stod jeg igen og fik at vide, at jeg ikke forstod min lille drengs signaler, og at jeg handlede forkert ved at lægge ham til brystet. Det var nu stadfæstet, at jeg var en fiasko som mor.

Ja, og også Dina kunne jeg ikke finde ud af. Jeg ville så gerne være der for hende og skulle hele tiden sige nej, fordi enten var jeg ved at gå op i limningen over de smerter, der kom fra mine bryster, og som farvede hele min bevidsthed, eller også havde jeg konstante skrig i mine ører.

Jeg var overbevist om, at det at få Liam havde været det værste, vi nogensinde havde gjort. Igen ikke befordrende for moderfølelsen. Hvem skulle jeg fortælle det her? Dem, der endnu ikke havde fået børn, efter de havde mistet, og ikke var blevet gravide? Hvor utaknemmelig var jeg så ikke? Kunne jeg fortælle det til nogen uden at blive dømt som en dårlig mor, der ikke burde have fået børn? Det var jo det, jeg dømte mig selv som, så hvorfor skulle andre ikke dømme på samme måde?

Jeg valgte at åbne lidt op over for Luciano, men dog ikke helt ærligt, for jeg sagde, det var overstået, men det var det ikke. Jeg gik stadig nede i byen på brostenene for at få Liam til at sove og tænkte: "Hvorfor går jeg her og fryser med en dreng på 3 uger, når jeg skulle have været glad derhjemme og hygge med en pige på 1 år?".

Jeg glodede på alle med barnevogne og var dybt misundelig på dem, der tydeligt havde en pige nede i. Jeg ønskede mig ikke den dreng, jeg havde fået, men den pige, jeg havde mistet. Jeg kunne intet smukt se ved ham, kun at han var en dreng, og at han gjorde mit liv dårligt! Og så alligevel, hans lille krop var blød og varm og fik mig til at udføre en stor del af omsorgshandlingerne, fordi den bad om det.

Efter Luciano var startet på arbejde, smed jeg håndklædet i ringen og skrev til min sundhedsplejerske: Jeg tror ikke på det her, der er noget galt, han får ikke nok at spise - ligesom hvis jeg kæmpede en kamp om det, så kunne jeg leve, så kunne jeg undvære den anden kamp, som handlede om Liam kontra Lia.

Jeg besluttede mig for, at ja måske er jeg en fiasko som mor, jeg kan ikke læse mine børn, men jeg kan få rutinerne og det praktiske til at fungere, og jeg satte alt ind på at få Dina afsted i børnehave hver morgen på en god måde, på at få Liam til at sove, så Dina fik det godt - ja igen ikke, så Liam fik det godt, for han var bare en hæmsko, som ødelagde det for os andre. Og det lykkedes. Jeg kunne rose mig selv!

Endelig kom sundhedsplejersken og kunne give mig ret: Han fik ikke nok at spise, jeg havde ret, jeg havde læst mit barn rigtigt, jeg var måske ikke en fiasko alligevel. Og fra den dag vendte billedet, ikke som ved et trylleslag men gradvist. Jeg begyndte at stole på mig selv, jeg begyndte at se, han da var en dejlig lille dreng, som jeg sagtens kunne forestille mig være en positiv del af vores familie.

Og alligevel spøgte pigedrømmen hele tiden (og gør stadig). Nu hvor han blev nem, kunne jeg igen begynde at drømme om det barn mere, vi kunne få, eller rettere om den pige, vi kunne få. Han var ikke nok, og nok stadig ikke nok. Det er næste skridt: Liam skal blive nok. Han skal være lige præcis det barn, jeg gerne ville have, og ikke bare en i rækken i min desperate søgen efter at få, hvad der blev stjålet, for jeg ved jo godt rationelt, at jeg kan få 100 børn og alle piger, og jeg vil aldrig føle mig hel. Jeg vil aldrig kunne afslutte drømmen, for den kan kun afsluttes med Lia, og hun kommer aldrig igen. Men en ting er, hvad jeg rationelt ved, en anden ting er, hvad mine følelser konstant fortæller mig.

Oven i alt det her var frygten for at miste Liam, og er der stadig. De første nætter hjemme turde jeg ikke se ned i liften. Jeg var sikker på, at det, der mødte mig, var et barnelig, noget koldt med åben mund og uden åndedræt, slapt! Jeg vækkede Luciano for at få ham til at se efter, for jeg var så hunderæd.

Dagene gik bedre. Det var som om, jeg forbandt døden med mørket. Så længe, det var lyst, døde Liam ikke. Jeg læste om vuggedød og var/er sikker på, det også skulle ske for os. Jeg læste om meningitis og var sikekr på, det ville ramme Dina. Ja, jeg kunne og kan nok ikke forstå, jeg rent faktisk har fået lov at have to levende børn, og jeg venter hele tiden på, det skal slutte, og den glæde skal erstattes af sorg. Det er måske også derfor, jeg så længe skærmede af for glæden.

Da Liam fik rigeligt at spise, og ligesom andre tilfredse og mætte babyer blev helt slap, kom det hele tilbage. Lia slap i mine arme, og jeg var så angst. Jeg kunne gemme det og kunne fortælle mig selv; det er fordi, han er mæt. Men det var der i hver fiber i min krop. Nu dør han, og jeg kunne mærke, jeg med det samme igen hadede, han var en dreng. Jeg ved ikke, om jeg virkelig har formået at hade det faktum, han var en dreng, fordi jeg så troede, jeg ikke ville blive ked af det, når han døde. For det var ikke hvis han døde, men når.

Nu sidder jeg her, træt fordi mine børn holder mig vågen. Og jeg er glad. Jeg kan virkelig sige uden at lyve, jeg er glad, jeg elsker mine 3 børn og er stolt af at være mor til dem alle 3. Jeg er stadig en fiasko mange gange, især overfor Dina har jeg den følelse. En sagde til mig: "Vi gør det, så godt vi kan". Men det er ikke nok for mig. Jeg har bragt en dyb sorg og en utryghed ind i hendes liv, så jeg skal gøre det betydelig bedre end godt nok. Jeg skal være perfekt, og det er ingen mennesker.

Jeg stoler på mig selv i forhold til Liam, læser ham bedre, end jeg har læst de to andre, og jeg stoler på det, jeg læser. Jeg kan stadig kigge langt efter de barnevogne, der oser af en lille pige, og jeg kan stadig blive jaloux på dem, der skal have eller får piger. Jeg kan stadig ikke bare lytte og glæde mig over, når folk fortæller, de er gravide, hvis de ikke har mistet et barn, og det tror jeg aldrig, jeg vil kunne helt.

Jeg ved jeg, aldrig får min pige, jeg ved, jeg aldrig får det tilbage, jeg har mistet, men på en måde føler jeg, andre kan, for de kan blive gravide, lykkelige, få en baby og være i den syvende himmel. De kan få min drøm!

Jeg kan få noget andet. Jeg kan få min familie, amputeret jo, men den er sund og stærk, vi elsker hinanden og jeg forguder mine børn og vil gå gennem ild og vand for dem. Ja, for Dina har jeg trodset ikke-livet og ønsket om at følge Lia. Jeg har valgt hende, og det valg er jeg glad for, selv om det stadig gør ondt at tænke på, jeg ikke er der for Lia.

Jeg har for Liam gået igennem en graviditet, som ikke var god, en opstart, hvor jeg var tæt på depressionen, men fordi jeg alligevel havde så mange følelser for ham, kæmpede mig ud af. Jeg har kæmpet i et år og føler, jeg nu kan høste nogle af frugterne. Der er stadig meget kamp i mit liv, der skal kæmpes, men nu skal jeg kæmpe det sammen med to levende børn.

Jeg ville gerne have skrevet alt det her, mens jeg var i det, for det er farvet af, at jeg nu elsker min dreng meget højt, men samtidig har jeg vundet denne kamp ved at turde sige højt, at jeg ingen ting følte, at jeg ønskede ham væk, at jeg ønskede mig Lia i stedet for ham. At sige det højt lyder måske grumsomt, men det var mit våben, min redning for at kunne komme til at elske ham. Havde jeg ikke sagt det højt, ville jeg stadig ingen følelser have for ham.

Jeg skammer mig ikke over den tid. Jeg kan da selvsagt lige nå at tænke: "smiler han til uroen og ikke til mig, fordi den første forbindelse mellem os to var så dårlig?", men sådan er det at være mor. Man skal finde noget at give sig selv skyld for.

Og nu er jeg her, her hvor jeg gerne ville have været fra starten men ikke kunne, fordi jeg blev mor efter at have mistet Lia.

29-01-2008

Kommentarer

LisbethLindblad  08-12-2010 kl. 20:32 Anmeld

Kæreste Line
Jeg ved ikke om du nogensinde læser min besked - det er flere år siden du delte din historie men jeg forsøger alligevel.
Din historie ramte mig hårdt og jeg føler virkelig med dig. Jeg mistede selv en datter 10 uger gammel for lidt over et år siden og nu er jeg gravid igen. Jeg er også bange og deler mange af dine tanker.
Jeg håber at du i forløbet fik psykologhjælp og jeg vil rose dig for din kamp - som du har vundet.
Tak fordi du delte din historie!
Knus Lisbeth (LisbethLindblad i terminsgruppe juli 2011)


Skriv en kommentar


Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.

Login eller opret "Din side" her

Relaterede artikler

Fald i antallet af vuggedød

Positiv graviditetstest kan give et chok

Gratis psykologhjælp til gravide

Dette køn gør mor mest deprimeret

Unge forældre i fare for depression

Fostre på lykkepiller

Find alle relaterede artikler, brevkassesvar, debatter m.m. på Netbaby:

spædbarnsdød

depression

Læs mange flere spændende fødselsberetninger og skriv din egen:

Din historie









Skal du gå til apa? Apa er kurser omkring fødslen og tiden efter. Se vores store udvalg af kurser med mange temaer bl.a. babymotorik og babyrytmik.

 apa - København





Læs GRATIS magasiner: GRAVIDA om den positive graviditet, MIN BABY om småbørn fra 0-3 år og DIT BARN om de skønne unger fra 3-6 år.

 Lifemags





Læs den nyeste udgave af DIT BARN - et GRATIS magasin til dig, med alt om de skønne unger.

 Dit Barn





På Babysutten.dk hjælper vi dig med at finde en personlig gave. En gave der er en glæde at give og en glæde at modtage. Kom ind og se vores store udvalg af sutter med navn, sengetøj med navn og mange andre personlige babyting.

 Babysutten.dk






GRAVIDA - gratis magasin til dig

Få GRAVIDA helt gratis - magasinet med alt om den positive graviditet og fødsel.

MIN BABY - gratis magasin til dig

Få MIN BABY helt gratis - magasinet med alt om det bedste vi har.

DIT BARN - gratis magasin til dig

Få DIT BARN helt gratis - magasinet med alt om de skønne unger.



© 1999-2020

Annoncering | Kontakt os | Om Netbaby | Generelle forbehold | Link til Netbaby | Index A-Å | Presse

Besøg også: Gravida.dk | Minbaby.dk | Ditbarn.dk | Babyfree.dk | Facebook